KLUMME: Min bilsælger forstår mig ikke….
For det meste gør jeg mit ypperste for at være åben og fordomsfri… Derfor ville jeg også møde bilsælgere med et åbent sind og ikke automatisk forvente alle fordomme om bilsælgere som popsmarte, halvfuskede SÆLGERtyper, der hellere ville sælge én noget mere end at lade én gå tomhændet ud af butikken.
Indtil nu har jeg faktisk heller ikke mødt en offensiv sælger. Tværtimod har jeg mødt en lidt opgivende attitude hos flere af dem – som om de ikke helt ved hvad de skal stille op, når der kommer en dame ind i butikken for at købe en bil. Helt uden at have en mand med til dem at snakke med!!
Jeg prøver ellers at snakke deres sprog – og har sat mig ind i de forskellige motorstørrelser, køreegenskaber, ekstraudstyr og lignende. Og stiller relativt u-fjollede spørgsmål til leveringstid. Men lige lidt hjælper det. De ser oprigtigt desorienterede ud og alle deres sælger-skills flyver lige ud af vinduet.
For en måneds tid siden var jeg ellers næsten købeklar… jeg havde sammensat den helt rigtige model af en Seat Mii og betragtede det som en slags formalitet at jeg skulle ud at prøvekøre den. Men da jeg kom tilbage efter køreturen var jeg lidt skuffet over at motoren ikke kunne mere – hvilket nok er fair nok taget de kun 60 hK i betragtning. Sælgeren gav mig ret i at den var lidt kedsommelig, men i stedet for at vælge den nærliggende løsning – at sende mig ud på prøvetur i Ibizaen, der er nummeret større og dyrere og som fås med mellem 75 og 150 hK eller måske at sælge mig en ældre Mii-model med 75 hK-motoren – sendte den venlige unge mand mig ud i en bil, der lige var kommet hjem… En brugt Chevrolet Aveo med betragteligt flere hestekræfter, men med charme og image som hos en stamgæst på Moe’s i Simpsons.
Det falder mig utroligt svært at forestille mig det salgskursus i segmentering eller kommunikation til kvinder, hvor det var en god ide at sælge en lille singledame på vej fra pilates en brovten idiotbil, der lugter af Old Spice og gammelt askebæger… Og jeg måtte sande at min bilfri periode nok godt kunne komme til at strække sig længere end et par uger.
Efter flere overvejelser var jeg ved at blive småforelsket i Citroëns C1, der både er lækker og elegant, fornuftig i pris og fyldt med smart ekstraudstyr. Igen var jeg så træt af min selvskabte billøshed at det virkede som en detalje at prøvekøre. Men ak, da jeg dukkede op i butikken havde de kun sidste års model som dog mindede tilpas meget om den nuværende til at jeg kørte en tur i den… Begejstret vendte jeg tilbage til butikken og var egentlig ret glad for den ældre model med den lidt større motor, men desværre var der kun en forvirret ung medhjælper, der ikke rigtig vidste noget om noget, men som lovede at få en mere garvet sælger til at vende tilbage til mig.
Da han vendte tilbage var det med forslaget om at jeg kunne tage ud at prøve en Peugeot 108 eller Toyota Aygo, “da de jo har næsten samme motor og du jo allerede har oplevet comforten ved den gamle model”. Den C1 Sportline jeg gerne ville prøve har en anden opdateret motorstyring end standardmodellerne – så jeg syntes ikke helt det ville give det samme, men sælgeren (som aldrig har mødt mig) tvivlede på at jeg ville kunne mærke forskel… Måske tjener bilsælgere virkelig ikke noget på mikrobiler? Eller også har han stor succes med at sende kunder over til konkurrenterne for derpå at få dem til at købe bil hos ham?
Ellers prøver universet bare at fortælle mig at min fremtid ikke ligger i mikrobiler? Måske er sælgere af BMW nemmere at snakke med? Fortsættelse følger…