Søgeresultat for: XC90

Biltest: Den nye Volvo XC90

Volvo XC90 front

Har du kørt bil i Trump´s eget land, så ved du hvad jeg mener, når jeg skriver at Volvo XC90 er en monsterstor bil. Men til forskel for mange af de amerikanske biler, som godt kan virke klodset, så er den svenske kæmpe en meget komfortabel og lækker luksus-SUV. Jeg har haft fornøjelsen at køre i det labre køretøj i en hel uge for Kvindernes Bilmagasin.

Volvo XC90 front
Den svenske kæmpe udstråler power og magt

Volvo XC90 – En kæmpe SUV

Selv om Volvo XC90 er én af de største SUV´er på det danske marked, så synes jeg ikke, at den på nogen måde virker hverken tung eller klodset, du skal dog lige være klar over, at der er en ekstra længde bagtil, når du bakker, men ellers skræmte størrelsen mig ikke på nogen måde.
Jeg  følte mig højt hævet over andre faktisk en lidt sjov følelse a la Her kommer jeg kørende og nu flytter alle sig. Det gjorde de selvfølgelig ikke sådan lige, men XC90 udstråler respekt og magt med sine lige knap to og et halvt tons, det mærkes især når man møder en minibil ved en indsnævring af vejen, og man uden tøven får lov til at køre igennem som den første.

Volvo XC90 bagparti
Det enorme, men nydelige bagparti

Læs vores anmeldelse af Volvo V90 plug-in-hybrid her

Hestekræfter der kan trække

Volvo´s XC90 som jeg testede havde en 4-cylindret benzin motor med 310 HK AWD og den lå godt og stabilt i svingene og drønede nærmest bare ud over stepperne. 0-100 km/t klarede den på 6,5 sek og gearskiftet foregik meget let og smidigt i det 8-trins automatgear. Den kan sagtens trække en af de større trailere til enten båd eller heste, da max vægt ligger på 2400 kg.

360 graders kamera

SUV´en var udstyret med et 360 graders surround view kamera, der er suverænt til, når du skal parkere. Forestil dig følgende: Du kommer kørende på parkeringspladsen i Volvo´s nye lækre XC90. Du tænker, at det måske bliver lidt af en udfordring at få bilen parkeret, når nu den er så stor. I centerdisplayet har du heldigvis et perfekt billede af din bil og parkeringspladsen, hvor du kan se alle forhindringer og striber til p-båsene. Du har faktisk følelsen af, at der hænger en drone over din bil. Det er genialt, og du kan nu parkere fuldkommen perfekt og uden at være det mindste i tvivl om du holder for tæt på de andre biler – eller om du rammer striben på p-pladsen.

Volvo XC90 parkeringskamera
Perfekt hjælp til parkering

Sikkerhed i top

Der er styr på sikkerheden med City Safety, som kan:

  • holde udkig og bremse om nødvendigt.
  • registrere om et andet køretøj kører direkte imod dig.
  • hjælpe dig med undvigemanøvre.
  • advare dig om glatte vejforhold.
  • hjælpe med styringsassistance.

Luksus og komfort

Her er tale om en en bil i luksus-klassen, hvor komfort og intuitiv teknologi møder hinanden. Udover at være stor, er den også meget rummelig. Der er plads til alt – familie, hund, kufferter, golfbags, barnevogn, ja der er nærmest ingen grænser for, hvad sådan en flyder kan indeholde. Gør man brug af alle syv sæder er der endda rig mulighed for at have børnenes kammerater med hjem fra skole og det giver helt sikkert bonus.
Herunder er vist tre forskellige billeder af hvordan bagsæderne kan indstilles:

Volvo XC90 bagsæder
Bagsæderækker med ialt 5 sæder (3+2). Forskellige indstillinger er vist

Også på lydsiden er der lækkerier at spore med et Harman Kardon lydanlæg. Det leverer en skøn og kraftfuld lyd, som understøttes af 14 hi-fi højtalere med luftventileret subwoofer, der tilsammen sørger for den helt rette akustik i kabinen.
Min testbil havde Four-C aktiv undervogn med luftaffjedring på alle fire hjul. Denne hjælper med at opretholde bilens frihøjde ved tilpasning af forskellige vejforhold og giver god kombination mellem komfort og kontrol. Skal man læsse tunge materialer har man mulighed for at sænke bagenden ved hjælp af Four-C.

Læs også vores test af Volvo V60 Cross Country her

Volvo XC90 dørtrin med lys
Dørtrin med lysende Volvo-logo
Gearstand og midterkonsol
Designteamet hos Volvo har været inspireret af juveler og brillianter.

Finale

Det var en fornøjelse af den helt store slags at køre XC90. Du får følelsen af at være højt til vejrs med eksklusivitet, elegance og lækre detaljer. Lyset i kabinen og de gode sæder gør at du får en skøn form for ro og selvom bilen er tung, så bliver det opvejet af de mange hestekræfter, som giver kørslen et dejligt flow.
Priserne ligger helt oppe i de høje luftlag. Du skal have en lille million danske kroner og op efter for at kunne sætte dig til rette i bilen på daglig basis, så det er ikke alle, der er det forundt. Men har du pengene, så må man sige at du helt sikkert bliver godt kørende i Volvo XC90.

Volvo XC90 soltag i glas
Panorama el-soltag i glas

Volvo XC90 er en del af Kvindernes Bilmagasin´s ”Månedens Eksklusive”.

Se mere om Volvo XC90 på Volvo´s egen side

Volvo XC90 T6 aut Inscription 310 HK
Startpriser fra kr. 992.010,-.
Modellen her starter på kr. 1.242.753,-.
Denne testbil incl. ekstraudstyr kr. 1.482.344,-.
Der er mulighed for at erhvervslease XC90.

Se også en lille video herunder:

Volvo XC90

Ford Explorer – et oplagt valg til hestefolket?

Bilen vi tester er en Ford Explorer Plug-in Hybrid, ST-Line.

Teknisk data: 
Motor: 3,0L V6

Antal hestekræfter: 457
Brændstof: Benzin og el

Km/L: 32,3 på el, 6-8 km/l på ren benzin
Batteri: 13,6 kWh  
Vægt inkl. batteri: 2541 kg.

AC ladning (kW): Opladningstid 4 timer og 20 min.

Rækkevidde på batteriet: (WLTP km): 42 km

0-100 km/t: 6 sek. 
Tophastighed: 230 km/t 

Grøn ejerudgift: 580 kr. halvårligt

Anhængertræk: Bilen må trække 2500 kg.

Design på Ford Explorer

Ford Explorer er populær i USA og har nu fundet vej til det europæiske marked i en plug-in version. Exploreren har Fords 10-trins automatgear og intelligent firhjulstræk.

Eksteriør

Den 5,6 m. lange Explorer fylder godt i vejbilledet. Designer man en bil i den størrelse, kræver det en vis snilde at udgå at få bilen til at se klodset ud. Der synes jeg ikke helt, at er Ford lykkedes.

Læs også: Mustang Mach-E – Den amerikanske hest er blevet elektrisk

Hvor fronten er muskuløs på en ”her kommer jeg” -agtig måde med den brede, sorte kølergrill, kølerhjelmen, der buer og de aggressive forlygter, så er bagenden knap så vellykket. Baglygterne er meget små og virker helt forkerte i forhold til det brede, firkantede karosseri. 

Baglygterne er meget små og passer ikke til det ellers kraftfulde udtryk på bagenden

Interiør

Indvendig er der rigtig god plads. Bagsæderne kan justeres frem og tilbage, så der er god benplads og selv på 3. sæderække er der fin plads til voksne mennesker.

Læs også: Kvindernes Bilmagasin starter kvindenetværk i bilbranchen

3. sæderække har det Ford kalder Easy Fold med Power Raise-funktion, som gør det nemt at lægge sæderne ned og ændrer pladsen bagerst ud fra antal passagerer og bagage.

Det er desuden muligt at justere varme, få sædevarme og oplade din telefon på 1. bagsæderække.

Her kan man oplade sin telefon på bagsædet i Ford Explorer
Det er desuden muligt at justere varme, få sædevarme og oplade din telefon på 1. bagsæderække.

Bruger du ikke 3. sæderække, er bagagerummet på 636 l. Bruger du derimod begge sæderækker bagtil har bagagerummet en volume 303 l. og så det bliver svært at få plads til både den store familie og bagagen, men mindre du har campingvognen spændt bagpå. 

Alle sæderne kan lægges ned i Ford Explorer
Med et tryk på knappen, lægger den 3. sæderække sig automatisk ned
Bagserne er lagt ned i Ford Explorer
Med bagsæderne lagt ned er der rig mulighed for at læsse bilen. Med alle 7 sæder i brug, er pladsen i bagagerummet begrænset.

Udstyr

Exploreren har som standard virkelig meget udstyr. Den fås i to forskellige udstyrsvarianter: Den sportslige og Ford Performance-inspirerede ST-Line, og den luksuriøse Platinum. 

Begge udstyrsvarianter har B&O-lydsystem med 14 højtalere, 10,1” lodret touchskærm, 3-zoners klimaanlæg og indbygget FordPass Connect-modem, der giver mulighed for wifi-hotspot i bilen.

Læs også: Sådan finder du de helt rigtige sommerdæk

Der er fire forskellige EV Mode-køreindstillinger at vælge imellem: EV Auto, EV Now, EV Later og EV Charge.

Når batteriet er lavt på strøm, aktiverer hybridsystemet automatisk EV Auto-indstillingen, som understøtter benzinmotoren og giver optimeret brændstofforbrug via bilens indsamlede bremseenergi.

10-vejsjusterbare forsæder med massagefunktion, varme og køling er standard, ligesom trådløs opladning af din mobil, varme i forrude og rat samt varme i anden sæderække.

Sæde varme bag i
Varme i bagsæderne er standard

Terrain Management Systemet med syv forskellige Drive Mode-køreprogrammer giver mulighed for at indstille kørslen efter terræn. Du kan vælge i mellem:

Normal, Sport, Trail, Slippery, Tow/Haul, Eco og Deep Snow/Sand. 

Du kan følge køreprogrammerne bilens display.

Exploreren har desuden Hill Descent Control, der hjælper med start og stop ned ad stejle bakker.

Her man man se de forskellige drivemodes i Ford Explorer
I instrumentbrættet kan du følge med i de forskellige drivemodes
7 forskellige køreprogrammer Ford Explorer
Drivemode giver mulighed for at vælge imellem 7 forskellige køreprogrammer

Udvalgt udvendigt standardudstyr i ST-Line: 

20” alufælge i sort blankpoleret finish, LED-forlygter med mørk sportsbehandling og integrerede dagkørelygter med lysdioder, dynamisk forlysnedblænding og automatisk fjernlys, tagbøjler med sort højglansfinish, elbetjent todelt panoramarude i taget, aktiv parkeringshjælp, elbetjente, opvarmede og automatiske vippesidespejle, indstigningslys, integrerede LED-blinklys, hukommelsesfunktion, Blind Spot Information System (BLIS, sorte højglansspejldæksler, Quickclear-opvarmet forrude og 360 graders kamera med vask for og bag.

Udvalgt indvendigt standardudstyr i ST-Line: 

12,3” LCD-instrumentering med digitale drejeknapper, 10,1” lodret TFT-LCD-farvetouchskærm, B&O-audio med 14 højtalere og subwoofer, 10-vejsjusterbare forsæder med massagefunktion, varme og køling, 3-zoners klimaanlæg, indbygget FordPass Connect-modem og sportsrat med flad bund.

Udvalgt udvendigt standardudstyr i Platinum: 

20” alufælge i blankpoleret Dark Tarnish-finish, tagrælinger i krom-finish, LED-forlygter og integrerede dagkørelygter med LED-lys, dynamisk forlys nedblænding og automatisk fjernlys, LED-baglygter med gule blinklys og frontgitter i Plated Satin-finish.

Udvalgt indvendigt standardudstyr i Platinum: 

Instrumentpaneldetaljer af ægte træ i Figured Ash Swirl-finish, 10,1” lodret TFT-LCD-farvetouchskærm, B&O-audio med 14 højtalere, 10-vejsjusterbare forsæder med massagefunktion, varme og køling og oplyste dørtrinsbeskyttere.

Biltest af Ford Explorer

Hvem er så målgruppen for denne bredskuldrede SUV? Et bud kunne være, hvis du skal have plads til alle 5 børn i bilen, bor i et område med store vidder, grønne marker og terræn, og samtidig har brug for at trække hestetraileren eller campingvognen.

Bor du derimod i en storby, har brug for at tage en tur på genbrugspladsen i ny og næ og brug for plads til de 5 børn, vil Explorer nok være en anelse overkill. 

Udover at du vil risikere at tromle naboen Ford Ka, der også har fundet vej til genbrugspladsen for at smide en enkelt mdf plade ud, vil du formentlig også bøvle med at finde p-pladser, der er store nok til at rumme bilen.

Køreegenskaberne

Der er forbavsende meget optræk i bilen, og da jeg sætter den i sport bliver jeg trykket tilbage i sædet, mens bilen brøler og tordner derudaf.

Begejstringen bliver dog afløst af en ærgerlighed over, at gearskiftet hakker, hvilket får bilen til at værker endnu mere voldsom.

Jeg nyder at køre på motorvej i Exploreren, jeg slår massagefunktionen og læner mig tilbage i sædet. Den adaptive fartpilot er nem at slå til og jeg føler mig godt tilpas i den store bil. 

På små veje og i kurver er den til gengæld let gyngende og stiv i styretøjet. 

Ford Explorer er 5,6 m. lang
Med en længde på 5,6 m. fylder Explorer godt i vejbilledet

Opladning og rækkevidde på Ford Explorer plug-in

Med en rækkevidde på 42 km. bliver det hurtigt tid til at lade bilen op, og her støder jeg på en udfordring. Ladedækslet åbnes ved at trykke på det, men det tog mig adskillelige forsøg at få det åbnet og jeg må lægge vægten i, det må kunne gøres mere gelende. 

Ladedækslet på Ford Explorer
Når først du har fået dækslet op, er opladning af Explorer uden de store udfordringer

Hvad koster det at lade bilen op?

Ford samarbejder med Clever, som er en af de 10 udbydere af ladestandere i DK. 
De tilbyder forskellige løsninger: 
– Ubegrænset ladning hjemme og på offentlige Clever standere. Startprisen er 9.795,- dkr. og en mdr. ydelse på 369,- dkr.
– Ubegrænset ladning på offentlige standere, startpris 2.295,- dkr, og en mdr. ydelse på 245,-

Ladekablet er pakket væk i bagagerummet på Ford Explorer
Ladekablet er pakket væk i et praktisk rum i bagagerummet

+/- ved Explorer

+ Trækevne

+ Plads til 7 

+ Udstyr

– Pris

– Køreegenskaber

– Rækkevidde

Konkurrenterne

Ford Explorer konkurrerer med nogle tunge biler i premium segmentet, nemlig:

Audi Q7

BMW X5

Volvo XC90

Konkurrenterne fås fra lige under 1 million, dog med væsentlig mindre udstyr.

Pris på Ford Explorer

Explorer Plug-in Hybrid ST-Line fås fra 1.095.150 kr. Platinium koster fra 1.102.301,- kr.

Konklusion på Exploreren

Det virker en anelse søgt, når Ford vælger at lancerer så stor en SUV som Explorer som plug-in. Specielt når den kun har en opgivet rækkevidde på 42 km.

Vi har tidligere anmeldt Ford Kuga, som vi var meget begejstrede for og nej, Kuga kan slet ikke trække så meget som Exploreren, men har du ikke brug for at sætte den store hestetrailer eller campingvogn bagpå, får du meget mere køreglæde og anvendelighed i Kugaen.

Og så er der prisen – for hvis du kan vælge imellem en Ford og nogle af danskernes favoritmærker i premium segmentet, kan det blive svært for Exploreren at få ordentligt fodfæste på det danske marked. 

Stiletter

Kvindernes Bilmagasin giver Ford Explorer følgende stiletter:

 

DESIGN

3 stiletter

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

Testbilen var venligst udlånt af Ford Motor Company Danmark De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

Volvo

Volvo

Volvo

Om Volvo

Volvo er et svensk bilmærke og laver både biler, lastbiler, busser, entreprenørmaskiner og bådmotorer. Volvo blev grundlagt 1927 og har hovedkontor i Göteborg. Volvo betyder “Jeg ruller” på latin. I 2010 blev Volvos personbiler en del af den kinesiske multinationale Geely Holding Group, som fortsætter bilproduktionen under Volvo-logoet.

Biltest: Volvo V90 plugin hybrid= Svensk succes

Volvo V90

Volvo V90 er Volvos største stationcar. Testbilen var tilmed en plugin hybrid, så jeg satte mig for at tage en roadtrip til Blokhus for at teste både rækkevidde og køreegenskaber. Hvordan det gik, kan du læse her.

Volvo V90

Specifikationer på testbilen

Lad mig slå fast med det samme: jeg var vild med V90’eren fra jeg satte mig ind i bilen, til jeg med bedrøvelse måtte aflevere den igen. Testbilen var en Volvo V90, T8 aut. Twin Engine eAWD, Inscription. Den havde en 2.0 liters benzinmotor, 4 cylindre og hele 390 hk. Den er opgivet til at gå fra 0-100 km/t på bare 5,3 sek., hvilket er imponerede for en relativt tung bil. Twin Engine betyder, at den både havde en el motor og en brændstofsmotor, altså en hybrid bil.

Volvo V90 plugin hybrid køreegenskaber

Testbilen lå godt på vejen, og med de 390 hk. klarede den let en hurtig acceleration og overhalinger på motorvejen.
Overgang fra elmotor til benzinmotor var behagelig og glidende, og tre forskellige køreprogrammer er konfigureret til at dække ethvert behov. Hybrid programmet tilbyder dig en behagelig og effektiv hverdagskørsel. Pure programmet giver dig lydløs kørsel helt uden emissioner, mens Power programmet kombinerer benzin- og elmotorens kræfter og giver maksimalt moment og ydelse.

V90 Bagfra på stranden
Når enden god, er alting godt.

Plads i Volvo V90

Der er rigtig god plads i bilen, ikke kun i førerkabinen, men også på bagsædet. Jeg havde 2 fuldvoksne mænd og en autostol på bagsædet, og alle var overraskede og begejstrede over både benplads og lofthøjde. Jeg følte mig godt tilpas i den store bil. På trods af en længde på næsten 5 m. (4,936 m. for at være helt præcis) virkede den ikke voldsom, udsynet var rigtig godt og med sensor både foran og bag, var parallelparkering nemt i bilen.
Jeg elsker at have god plads i bagagerummet, og jeg blev bestemt ikke skuffet i V90’eren. Jeg læssede bagagerummet med 3 trolly’er, sengetøj og en løbecykel, og der var stadig plads til mere! Bagagerumsdækkenet var tilmed automatisk (ekstra udstyr). Muligvis ikke ligefrem en nødvendighed, men alligevel en fed detalje som jeg opdagede, at jeg savnede i den efterfølgende pressebil. Bagagerumsklappen var naturligvis også elektrisk.

Rummeligt bagagerum
Masser af plads til bagage, cykler og hvad du ellers har brug for.

Nyt og opdateret udstyr

Testbilen var selvfølgelig udstyret med adaptiv fartpilot, og her må jeg igen rose Volvo. I mange andre bilmærker er nedbremsningen når du nærmer dig den forankørende voldsom, og jeg har flere gange følt, at jeg nærmest knalder hovedet op i forruden. Samtidig er accelerationen når den forankørende bil er væk meget langsom. Det gør at jeg ofte bliver utålmodig, træder på speederen og bruger ekstra brændstof. Men ikke i en Volvo.
Nedbremsningen var afdæmpet og naturlig, og når den forankørende var væk, var accelerationen øjeblikkelig og kontant, men samtidig behagelig.
V90’eren var udstyret med den nyeste version af udstyr som de kalder MY 20 (ModelYear 20). 360 grader surround view cameraet består af 4 kameraer placeret rundt om bilen og giver et fugle perspektiv af bilen. Med MY20 er billedet er blevet skarpere, og der er kommet lidt mere vidvinkel på. Det fås dog kun i udvalgte udstyrspakker.

Bakkamera
360 grader surround view camera.

Fremhævet ekstra udstyr

  • Teknik pakke Pro
  • Solgardiner integreret i sidedøre (smart når bilen ikke har solfilm)
  • El-justerbar passagerstol
  • Automatisk bagagerumsdækken
  • Drive mode settings
  • Head up display

Er du vild med Volvo, men mere til SUV, så læs vores anmeldelse af XC60’eren.

Plugin hybrid eller ren brændstofsmotor

Batteriet til en elmotor vejer ca. 100 kg. El motoren vejer ligeledes 100 kg. Dvs. at bilen med en elmotor vejer 200 kg. mere end en almindelig brændstofsmotor. Så vælger du en plugin hybrid, så skal du virkelig bruge elmotoren. Rækkevidden på V90’erens batteri ligger på omkring 40 km. Det tager ca. 5 timer at lade batteriet helt op. Hvis du kører meget bykørsel, kan det virkelig betale sig at have hybrid udgaven, men det kræver næsten, at du både har en ladestander hjemme og på arbejde. Ellers kommer du ikke langt med en rækkevidde på 40 km.
V90’eren kører omkring 10-12 km./l., hvis du ikke bruger elmotoren og så ryger hele fidusen ved at vælge en plugin hybrid.
Den grønne ejerudgift på Volvo V90 Twin Engine ligger i 2019 på kun 450,- halvårligt. Til sammenligning koster en V90 T6 AWD 2.150,- halvårligt.

Test af plugin hybrid i Volvo V90

Til at begynde med, havde jeg ikke meget fidus til plugin frem for almindelig hybrid, eller ren el for den sags skyld. Men, for der er et men. Der er fordele.
Jeg kørte i alt 670 km på min tur til Blokhus. Undervejs ladede jeg bilen op, hver gang jeg havde mulighed for det. Det blev til 3 fulde opladninger på 5 dage. Eftersom jeg befandt mig i ikke-kendte områder, downloadede jeg Clever appen og kunne via den hele tiden orientere mig om, hvor nærmeste ladestander var.
Jeg var faktisk imponeret over, hvor mange ladestandere der var. Fx i en lille by som Blokhus og ved færgepladsen ved Odden.

Plugin hybrid opladning
Opladning ved elstander i Blokhus

Sikkerhed i Volvo V90

I MY 20 arbejder den adaptive fartkontrol sammen med navigationssystemet, så farten tilpasses vejens kurver. Det oplevede jeg, da jeg kørte på de små snoede landeveje i Nordjylland. Jeg havde sat den adaptive fartpilot til, og når jeg nærmede mig skarpe kurver, bremsede bilen selv ned og tilpassede hastigheden til kurven.
Endnu et eksempel på, at Volvo har stor fokus på sikkerhed i deres biler.
Volvo er faktisk den eneste bilproducent, der har udviklet en crash test dukke til kvinder. De har desuden en vision om, at ingen må komme alvorligt til skade eller blive dræbt i en Volvo i 2020.

Vil du vide mere om sikkerheden i Volvo kan du læse vores interview med Professor og Senior Technical Leader Lotta Jakobsson fra Volvo Safety Center i Sverige.

Du kan også læse om den kvindelige crash test dukke E.V.A. som Volvo har udviklet.

Bilen forfra med strandhus
Med AWD følte jeg mig tryg ved at cruise en tur op ad stranden i Blokhus

Infotainment systemet

Mulitfunktionsrattet og infotainment systemet var intuitivt og krævede ikke megen tilvænning. Med få touch på skærmen indstillede jeg klimaanlæg, navigation og fik overblik over de forskellige køretøjsfunktioner, herunder sikkerhedsudstyret.
Lydanlægget var Harman Kadon audio (som er ekstra udstyr) med en 9,3 tommer touchskærm og hele 14 højttalere, som giver en sublim lyd.

Set fra siden ved solnedgang
Solnedgang, skyformationer og V90 i skøn forening
V90 på strand med tårn
Fredfyldt øjeblik med en smuk udsigt ude såvel som inde.

Konklusion på testen af Volvo V90 Twin Engine

Volvo har altid haft et karakterisk design, som er helt sit eget. Jeg har altid foretrukket deres stationcar modeller frem for sedan. Med deres indtog på SUV markedet med XC40, XC60 og XC90 har de også indtaget både mit og mange andres hjerte på SUV markedet.
Med V90’eren viser de sig igen overlegne i stationcar segmentet, og jeg ville med glæde selv eje en.
Så når design, sikkerhed og energi bliver smukt forenet får du: Volvo V90 T8 Twin Engine!

Motorvejskørsel i V90
Jeg ville gerne have den udsigt fra førersædet hver dag.

DESIGN

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

Volvo V90 fåes som specialprismodel fra 577.870,- Den testede model koster 1.054.623,- inkl. udstyr for 124.643,-
Beskatningsgrundlag fra 476.502.
Privatleasing eksempel: V90 T4 aut. m/1. gangs ydelse på 35.000,- og 20.000 km./år: 6.495,-

Skoda Kodiaq: Stor, lækker og kvalitet som vi elsker det!

Vi har testet den nye Skoda Kodiaq Sportline 7-sæder. 2.0 TDI 4×4 190HK DSG. Læs med her og hør vores mening om den nye familie-SUV fra Skoda.

Skoda Kodiaq

Der var en gang et 5-mands pigefodboldhold fra Aarhus bestående af 6 piger der skulle til indendørs fodboldstævne. Det var ingen sag, for de kunne alle sidde i én bil og det var endda inklusiv en udskifter. Omme bagi sad jeg – og jeg synes det var ret hyggeligt. Bilen vi kørte i var en Citroën Berlingo. I dag kunne det lige så godt have været en Skoda Kodiaq, Sportline, 7-sæder 2,0 TDI 4×4 190 HK DSG med et komfortniveau som ville outshine Berlingoen forevigt!

Der er masser af plads i Kodiaq’en hvad enten du er 5 eller 7 personer.

Kørekomfort

Skoda er ligesom sit søstermærke VW et konservativt, men kvalitetsgarant mærke. Du får gedigne materialer, ikke megen ligegyldig fancy pancy plastik og det der er sat ind har et formål og det virker bare (næsten altid)!

Den 2.0 TDI 4-cylindrede motor med 190HK gør det upåklageligt godt og jeg havde frygtet at føle mig en smule tung i optrækket, med en bil i denne størrelse og tyngde, men den er kvik og som altid spillede DSG-gearet (automatgear) til UG!

Du sidder højt og har et fantastisk udsyn. For én på min højde, kunne jeg indstille det elektriske forsæde i flere forskellige vinkler og med memory seats var det en sand fornøjelse at sætte sig ind i bilen. For en gangs skyld, så havde jeg en midterkonsol, hvor jeg faktisk kunne justere armlænet så langt frem, at jeg kunne bruge det, trods mine korte ben der altid gør, at armlænet ikke rigtigt bliver aktuelt hvis man ikke er højere end 1,60m. Hurra!

Hvad angår motorstøj så er det begrænset hvad du skal lægge ører til, for trods den store størrelse på bilen, så havde jeg forventet mere vind- og motorstøj, men blev positivt overrasket … selv på motorvejen.

Design

Det klæder i den grad Kodiaq at blive iklædt Sportline. Dens ellers noget store, lidt container-agtige ydre, bliver noget mere chic med de store 19” fælge og de sporty ydre features, hvilket efter min mening gør den attraktiv og lidt mindre klodset at se på.

Indvendigt har den et klassisk VW/Skoda instrumentbræt og det du ser det virker og er intuitivt. Interiøret er lækkert og du bliver nærmest slugt af de lækre omfavnende sportssæder. Det velintegrerede soundsystem fungerede perfekt med motorens performance og hævede lyden ved acceleration og sænkede sig ligeledes i takt med hastigheden. En feature vi har kendt i mange år, men som til stadighed ikke er fuldt dueligt i alle nye biler.

Value for money

Praktisk talt har jeg kun tre punkter, der nagede mig en smule taget bilens pris og størrelse i betragtning. Det nøglefrie system virkede hver anden gang jeg forsøgte at åbne/låse bilen, til trods for at nøglen var i min lomme. Sådan en funktion skal snart virke upåklageligt – vi er ovre tiden, hvor det er en ny feature som liiiige skal integreres i bilerne. Ligeledes var der en irriterende parkeringssensor i bilen, og med den størrelse og pris, burde et bakkamera være standardudstyr. Det kan tilkøbes for 8000kr. Ligeledes er skiltegenkendelse heller ikke standard, hvilket virker en smule underligt når langt billigere biler har det som standardudstyr og den feature er for mig nærmest et must.

Kodiaq lægger sig i klassen med nogle af de helt dyre drenge og det forpligter! Den fås både som 5-personers og som 7-personer og går dermed i klasse med Volvo XC90 samt lignende SUV’er i samme prisklasse (dog ikke 7-pers.) som Audi Q5, VW Touran, BMW X3. Som enhver anden bil fra Skoda/VW-koncernen, så får du lov til at betale for næsten alt ekstra udstyr og det løber hurtigt op.

Den billigste Kodiaq fås fra  399.270kr og vores testbil fås fra 563.870kr (og den kom sågar op på 642.070kr pga ekstra udstyr). Den er oplyst til 13,9km/L benzin og har en acceleration fra 0-100km/timen på 8,4sek. Læs mere om Kodiaq og priser her.

Er du til en mindre, men lækker SUV, så læs mere om Skodas Karoq her

KØREKOMFORT

DESIGN

VALUE FOR MONEY

Vi afhentede bilen ved VW og Skoda Risskov, som gav en som altid behagelig og god service. Her får du vejledning i øjenhøjde.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.