Alt for mange køber hvert år bil på falsk tryghed. Gør du?

Du tror den hellige grav er velforvaret, når du har sikret dig, at din nyindkøbte bil har en rustgaranti. Men er den det? Hvad består denne rustgaranti egentlig af? Og dækker den dét, den skal? Det gør den ofte ikke! Læs her hvorfor og bliv klogere på din bils rustgaranti og hvad du skal være opmærksom på, næste gang du køber bil.

Du har sikkert prøvet det før – du sidder nede i bilforretningen sammen med sælgeren, du er ved at have besluttet dig for, hvilken bil du gerne vil købe. I gennemgår de sidste detaljer, og spørgsmålet om rustbeskyttelse dukker op, fordi du er i tvivl om, hvorvidt det er noget du skal tage hensyn til.
I rigtig mange tilfælde er der 3, 4 eller 5 års rustgaranti på din sprit nye bil, som får de fleste til at tænkte “tjek – så behøver jeg ikke at bekymre mig om det”. Og hvis du spørger sælgeren, vil han endda måske sige, at det ikke er nødvendigt at rustbehandle en ny bil.

Desværre er sandheden en helt anden i den virkelige verden.

For det første lever vi i Danmark, som er et af verdens vådeste klimaer. Bilerne er våde og fugtige i mange måneder af året, og vejsalten om vinteren er den værste gift for din bil. Der kan sætte sig salt inde i krogene og det gemmer sig rundt omkring i bunden af bilen, som du aldrig har en jordisk chance for selv at fjerne ved bare at vaske bilen i en vaskehal. Dette salt svarer lidt til tændernes Karius og Baktus –  hvis det får lov til at sidde og hygge sig, vil det langsomt bore sig ind i mekaniske dele og lave huller.

Læs også: Så meget skader vejsalt din bil

En anden ting, der er yderst vigtigt at tage højde for, er at kigge nærmere på den rustgaranti, som din nyindkøbte bil er født med. Læs den godt og grundigt igennem. I mange tilfælde er det nemlig sådan, at når du virkelig nærlæser, hvad garantien indebærer, så er det faktisk ikke noget du kan bruge. Det, som garantien oftest dækker, er indefrakommende gennemtæring, hvilket betyder, at der skal være rusthul i en plade, og at rustskaden skal komme indefra. Men den gælder ikke mekaniske dele og bremserør, som har med bilens sikkerhed og drift at gøre. Skader som ofte er forårsaget af det danske klima.

Så en rustgaranti i dag er oftest ikke en rustgaranti man kan bruge til noget. Det er i hvert fald utrolig vigtigt, at man sætter sig ind i den rustgaranti, der følger med bilen. Hvis ikke du gør det, ender du som mange af de tusinde andre danskere, der hvert år kører fortvivlet fra værkstedet med beskeden om, at rustgarantiden desværre ikke dækker lige netop din skade. En situation jeg har set mange gange i min tid som bilsælger.
Engang solgte jeg en bil til en kunde, og efter et halvandet år ringede han dybt fortvivlet til mig og fortalte, at han havde fået en rustplet. På en halvandet år gammel bil? Han kørte ind på værkstedet, og værkføreren kiggede på pletten, og han måtte desværre konstatere, at der ikke var tale om indefrakommende rust. Det var en lille rustplet i overfladen af lakken, som formentlig var opstået ifm. en lille ridse i lakken. Men desværre nej, kunden måtte forlade stedet med uforrettet sag.

Derfor er det bedste råd herfra; sørg altid for at køre din bil til rustbehandling, uanset om bilen er ny og har en rustgaranti, og uanset om sælgeren siger noget andet.

At forebygge skaderne på bilen er den bedste måde, du kan behandle din bil på. Din bil vil takke dig, og du forlænger bilens levetid.

Dette indlæg er lavet i samarbejde med Dinitrol Danmark.

 

0 svar

Skriv en kommentar

Deltag i diskussionen
Skriv dit bidrag herunder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *