Fiat 500X: En forvokset gokart

Ok, indrømmet, jeg var lidt skeptisk ved at skulle teste en Fiat 500X. En ikonisk bil, som har valgt at være med på SUV bølgen, kan det gå godt? Måske ville jeg blive positivt overrasket….

Fiat 500x

Kørekomfort
Testbilen var en 1.3 benzin DCT (automatgear) City Cross First Edition med 150 HK. På landeveje er den lidt sløv i optrækket, men til gengæld reagerede 500X’eren fint, da motoren var varm og jeg på motorvejen skulle overhale. Den gearede ned ved accelerationen, og der kunne jeg virkelig mærke de 150 HK. arbejde. Sæderne er smalle, men komfortable.
Da jeg blinkede for at køre ud fra forhandleren fik jeg næsten et chok. Lyden af blinklyset var så høj, at jeg flere gange overvejede, om det nu også var værd at bruge det for at slippe for den irriterende lyd.

Den klassiske Fiat 500 høje bagende, men dog lidt større

Testbilens automatgear var jeg ikke imponeret af. Jeg ved ikke om det er dobbelt koblingen der gør det, men bilen ikke rigtig kunne følge med gearkassen. I 2. gear kørte den helt op i omdrejninger og flere gange virkede det som om bilen ikke kunne beslutte sig for, hvilket gear den skulle vælge.

Pladsen på bagsædet virkede umiddelbart trang, især da jeg måtte skubbe passagersædet helt frem for at få plads til min datter i hendes autostol. Der kunne umuligt have siddet en på passagersædet, mens hun sad i bilen. Til gengæld var der fin plads til mine ben, når jeg sad på bagsædet, pga. de smalle sæder.

Godt min datter ikke har længere ben, endnu.

Interiør, design og udstyr
Jeg sad hele tiden med følelsen af, at jeg var havnet i en forvokset gocart. Jeg kan forstå dem der kører Fiat 500. Der er nostalgi over det. Det er en lille, simpel og sjov bil, som minder lidt om en gocart (men knap så hurtig). Men hvem er målgruppen mon for denne Fiat 500X?
Designet i 500X’eren giver et godt førstehånds indtryk af en rummelig, gedigen bil med små, sjove detaljer som X’et efter logoet og den hvide syning rundt om sæderne.
Jeg er stor fan af automatgear, men det ville have klædt bilen bedre med manuelt gear. Dels fordi automatgearet ikke fungerede optimalt, men også fordi det ville gøre bilen lidt sjovere at køre i, hvis jeg selv kunne skifte gear og lege lidt mere med bilen. Det synes jeg faktisk den lægger op til.

Læs også vores artikel om en ægte Fiat 500 fan

Mængden af udstyr var imponerende i en bil der ellers føltes simpelt indrettet. Der var parkeringssensor både for og bag. En lille sjov oplevelse var, da jeg holdt for rødt i et lyskryds ved Nyhavn og fodgængerne gik forbi bilen. Så gik sensoren foran i gang og advarede mig om faren forude.
Af andet udstyr kan nævnes:
– Skiltegenkendelse
– Vognbaneassistent med aktiv styring
– Advarsel mod biler i blind vinkel – både i sidespejl og med alarm
– DAB radio
– 2-zone klima anlæg
– Bakkamera
Touch skærmen hører ikke til de største på markedet, men den er nem at betjene.

Simpelt, men det fungerer

Pladsen i bagagerummet er begrænset. Det tog mig lidt ingeniørarbejde at få plads til både klapvogn, og tasker. Meget mere end en weekendtur kan det vist ikke blive til.

Jeg havde aldrig fået plads til en barnevogn.
Det velkendte Fiat 500 logo, nu med X

Value for money
Positivt overrasket? Nej, det blev jeg desværre ikke. Fiat 500X fås fra 209.990,- og testbilen koster inkl. udstyr 299.990,-. Det er en sjov bil, og et fint design, men til den pris synes jeg der er andre og bedre biler på markedet, hvad enten det skal være hatchback eller SUV.

DESIGN:

KØREEGENSKABER:

VALUE FOR MONEY:


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.