First drive: Ford Puma hybrid – med overraskelse i bagagerummet

2020 starter med en spændende nyhed fra bilmastodonten Ford. Vi er kun lige hoppet ind i det nye årti, og så lanceres deres helt nye Ford Puma hybrid, som i disse dage ankommer til landets forhandlere. Vi har været på den spanske solkyst for at se og prøvekøre den nye crossover, og den gør det fantastisk på de snoede veje og i det bjergrige terræn. Som en nyhed og meget spændende feature har Puma endda en overraskelse i bagagerummet.

Ford Puma hybrid front ST-Line

Navnet PUMA

Mange vil nok tænke, at navnet Puma lyder bekendt, og det er også helt rigtigt. Faktisk havde Ford en lille coupé med samme navn i modelprogrammet for mange år siden, men den nye Puma er helt ny og uden sammenligning med den tidligere version, så faktisk er det kun navnet de to har tilfælles.

Motorer og hybridteknologi

Den nye Puma hybrid har 5 døre og er en kompakt crossover eller citysuv om man vil. Den findes i to forskellige udstyrsvarianter Titanium og ST-Line og kan bestilles i ti flotte farver. Du kan vælge mellem to forskellige motortyper 1.0 EcoBoost hybrid 125 HK eller 1.0 EcoBoost hybrid 155 HK. Begge udgaver har 3 cylindre og manuelt 6 gear, hvilket jeg synes er super fint. Du har også mulighed for at sætte Puma i fem forskellige køretilstande: Normal, Eco, Sport, Slippery (hvis det er glat) & Trail (hvis du kører på grus).
Ford har udviklet en brændstofbesparende selvopladelig mildhybridbil med et 48-volts batteri. Puma kører ikke på ren strøm, istedet yder den lille el-motor ekstra støtte til benzinmotoren, som sænker udledningen og sørger for at bilen kører længere på literen. Det hele klares af sig selv.

Ford Megabox

Jeg må sige, at jeg blev ret overrasket over, hvor smart et bagagerum, der er indtænkt i den nye Puma. Ved første øjekast er det fuldkommen som på andre biler, men når du løfter bunden i bagagerummet, kommer der et ekstra dybt rum til syne, den såkaldte Megabox. Det smarte ved boxen er, at du kan sætte ting på højkant i bagagerummet, det kunne være, at du har været en tur på planteskolen og nu skal transportere dine planter hjem til terrassen eller måske du spiller golf, og har en bærebag som du normalt må lægge et sæde ned for at have plads til, men nu kan du altså stille udstyret op istedet. Hattehylden er integreret i bagklappen, så den ikke optager plads og samtidig er dine ting skærmet for nysgerrige blikke. Bagagerummet kan rumme hele 456 liter og genstande i bagagerummet kan have en højde på op til 115 cm. Faktisk er der en ekstra sjov finesse i Megabox´en for du kan nemlig også skylle bunden med vand, hvis der skulle være kommet snavs i, og derefter åbne en ventil, så vandet kan løbe ud, det er da genialt.

Du kan se en video af det smarte bagagerum Megabox fra Ford Danmark ved at trykke her

Megabox med afløb
Foto: Ford
Plads til opretstående golfbags
Foto: Ford Danmark
Så blev der også plads til planterne til terrassen
Foto: Ford Danmark
Interiør i Titanium model. 8″ touchskærm
Foto: Ford

Sikkerhedsudstyr som standard i Ford Puma hybrid

  • Airbags
  • Selealarm
  • Intelligent fartassistent
  • Vognbaneassistenter
  • E-call
  • anti-kollision med nødbremse
Ford´s slogan for det nye år: Bring On Tomorrow

Standardudstyr

  • Halogen forlygter
  • LED nærlys
  • Trådløs smartphone-oplader
  • Klimaanlæg
  • Ford Megabox 1
  • 7″ alufælge
  • Varme i forsæder og rat
  • og meget mere ……….
Ford Puma ST-LIne i farven Desert Island Blue
Ford Puma Titanium i farven Lucid Red
Foto: Ford

Faktaboks

  • Priserne på Ford Puma starter fra kr. 225.270,-
  • 10 farvemuligheder
  • Titanium eller ST-Line
  • 5-dørs
  • To 3-cylindret benzin-motorvarianter (1.0 EcoBoost hybrid 125 HK eller 1.0 EcoBoost hybrid 155 HK)
  • 48-volts brændstofsbesparende hybridteknologi
  • Manuelt 6 gear
  • Du har mulighed for at vælge sæder med aftageligt betræk samt massage i forsæder
  • 5 stjerner EURO NCAP
  • Dimensioner: længde 4.186 mm x bredde 1.805 mm x højde 1.550 mm
  • Senere i 2020 lanceres også en dieselvariant og en udgave med en 7-trins dobbeltkoblings automatgearkasse.
Flot bagende på ST-Line
Foto: Ford

Læs også om vores test af den vilde Ford Mustang

Hvad synes Kvindernes Bilmagasin så om den nye Ford Puma hybrid ?

Ford Puma kan kun gå hen og blive et hit efter min mening. Den har et friskt design og kører rigtig fint på trods af at det er en mindre bil. Den føles behagelig både i sving og på større veje, og man kan sagtens mærke, at Ford har fuldt styr på køreteknikken. Jeg er også godt tilfreds med, at Puma har 6 gear. Derudover er det et plus med den smarte Megabox, der giver 80 liter større bagagerumsplads, og det er helt sikkert også med til at Puma skiller sig ud fra konkurrenterne.

Vil du vide endnu mere om Ford Puma kan du trykke her

Kvindernes Bilmagasin var inviteret til Spanien af Ford Danmark.
Ford Danmark har ikke haft indflydelse på indholdet af denne artikel.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.