Hyundai Kona: Verdenspremiere i fashionable Milano

Kvindernes Bilmagasin har været i Milano til verdenspremiere på den nye Hyundai Kona. Læs med her og find ud af, hvad den fashionable by har med Hyundai’s nye smarte SUV at gøre.

Det var ikke en tilfældighed, at verdenspremieren på den nye Hyundai Kona fandt sted i Italiens modecentrum, Milano. Milano er kendt for at være den excentriske mode-by, og det er lige præcis hvad temaet er i præsentationen af den nye Hyundai Kona.

Hyundai, som ønsker at være asiatisk bilmærke nr. 1 i 2021, har med lanceringen af den nye Kona præsenteret et helt nyt segment, som vi ikke har set hos Hyundai før. “Vi ønsker at signalere ungdom, fashion, “smart i byen” og sådan som vi kender vores kunder i dag, er de iklædt jakkesæt i løbet af ugen og sneakers og afslapningstøj i fritiden. Hvorfor ikke kombinere dette med jakkesæt for oven og sneakers for neden?” sagde Chief Operating Officer for Hyundai Motor Eurupe, Thomas A. Schmid.

Dette statement symboliserer den nye Hyundai Kona, som er en skøn SUV-mellem-størrelse bil. Designet på den nye Kona skiller sig en del ud og er ret futuristisk sammelignet med Hyundai modellerne vi kender i dag. Den har bløde, runde former, og den er harmonisk og elegant at se på. Man sidder højt og har det gode udsyn, og der er god plads til shoppetur med veninderne eller børnenes legekammerater.

Sightseeing i Milano
Milano er kendt for at være Italiens hjerne, finans- og modecentrum og hovedstad i regionen Lombardiet. Milano er Italiens næststørste by, og i hjertet at historiske centrum, Piazza del Duomo, blev vi mødt af den kæmpe store og utrolig smukke kirke –Duomo di Milano. Domkirken i Milano er nærmest blevet til byens varetegn. Det tog nemlig mere end 500 år at bygge den, og i dag står den som verdens fjerdestørste kirke.

Efter kirkebesøget bevægede vi os over i Milanos de spektakulære shopping arkader Portici Settentrionali. Gennem triumfbuen kom vi ind i den skønne Galleria Vittorio Emanuele II fra 1865, som butiksarkader verden over har forsøgt at efterligne. Her mødes hele Milano for at shoppe, flirte og blive set. Både sommer og vinter, når vejret enten er for varmt eller for koldt til at nyde livet udendørs, er Galleria Vittorio Emanuele II det perfekte mødested med fine restauranter og flotte barer. I det hele taget findes der ingen steder i Italien, hvor barerne er så elegante som i Milano. Det samme gælder shopping-butikkerne, men man opdager også hurtigt, at Milano er finanskongernes by. Alt er dyrt,  – men til gengæld får man også de mest udsøgte varer i hele Italien.

Vi var efterhånden ved at være godt tørstige efter at gå rundt i 33 grader med sol fra en skyfri himmel, så vi fandt en rigtig lækker Sky bar med udsigt over den flotte “Duomo-kirke”, som den kaldes. En såkaldt Aperol bar, som jo er italiens favorit-aperitif  med storfavoritten Aperol Spritz.

Imens jeg sad der og nød min Aperol og skuede udover Milanos tage, sad jeg og tænkte på, at næste gang jeg ser en Hyundai Kona hjemme på de danske veje vil det minde mig om Hyundai´s nye fashionable model som blev født i hjertet af Italiens modecentrum.

Den nye Hyundai Kona kommer i butikkerne til november.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *