Billancering af Landrover Discovery

British Motor Group havde den 5. april inviteret Kvindernes Bilmagasin til lancering af All New Discovery i deres domicil i Birkerød og vi skal lige love for at der er godt nyt til fans af 4-hjulstrækkere.


Af Karen Juhl Krag

Som gammel hestepige har en 4-hjulstrækker til hestetraileren altid været en stor drøm. Den faceliftede model af Discovery’en kan i den grad vække den drøm til live.

 

Køreegenskaber
Man sidder højt og godt i kabinen, og armlænene giver en behagelig køre/siddestilling.
Karrosseriet på den nye Discovery er lavet i aluminium, hvilket har gjort bilen 500 kg. lettere og mere kontant at manøvrere. V6 udgaven er kvik i optrækket og der er godt udsyn hele vejen rundt.

 

Det nye design
Designet har virkelig fået et løft med mange fede detaljer. Vi er vilde med det mere strømlinede look i instrumenteringen. Specielt automatgearet som hæver sig ud af panelet, når du starter motoren og de mange skjulte rum, som har plads til bl.a. Ipads.

Den automatiske nedfældbare klap i bagagerummet er handy og kan bære op til 300 kg, hvis du brug for at skifte sko eller lign. Discovery’en er meget høj at stige ind i, men fortvivl ikke, hvis du ikke har så lange ben, eller har den lille korte kjole på. Bilen kan nemlig sænkes op til 5 cm. ved hjælp af et enkelt tryk på fjernbetjeningen.

 

Motoren
Du kan vælge mellem 4 forskellige motortyper: En 4 cylinder diesel med henholdsvis 180 og 240 hk, en V6 med 258 hk og en benzin udgave med 340 hk. Discovery’en fås kun med automatgear.
Selvfølgelig skal vi være miljøbevidste, men i en tid, hvor tendensen er, at motorerne bliver mindre og mindre – dog med større yde evne – så var det nu en sand fornøjelse at mærke optrækket i en V6 motor, da vi prøvekørte den.
Prisforskellen på den mindre motor og V6’eren er omkring de 100.000, men efter vores mening, er det alle pengene værd!

 

Udstyr
Du kan vælge mellem et hav af forskellige udstyrspakker, interiør og farvekombinationer. Bilen herunder er udstyret med en speciel ”all black” pakke med bl.a. sorte lister på dørbeklædningen, sorte sidespejle og sorte alufælge.

Discovery’en kan fås med 7 sæder og til forskel fra andre 7-sæders er der god plads på de bagerste sæder. Til gengæld mister man stort set al pladsen i bagagerummet når de 2 ekstra sæder er slået op.

Alt i alt
Hvad enten man har brug for en bil til at trække heste traileren, når man går på jagt og har brug for meget plads, eller i det hele taget bare er vild med en rummelig bil, med lækkert design og et kontant optræk, så er Discovery’en et oplagt bud.

Testbilens specifikationer: Landrover Discovery HSE First Edition V6 med 258 heste.  Den bil vi testede koster 1.5 mil. Eks. Metallak og lev. omkostninger. Vi giver Landrover Discovery 4 stjerner.

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *