Mig og min bil: Rikke Struve

Mød Kvindernes Bilmagasin’s nye biltester, Rikke Struve, som til daglig kører Volvo XC40 og er familiens store biltosse. Rikke går meget op i indvendigt design og specielt én ting er altafgørende for hende.

Jeg hedder Rikke Struve, 52 år og mor til 3 drenge, gift og nok den mest biltossede af os alle. Udover biler så nørder jeg også tech (som bruger) og når de to ting hænger sammen så kan det ikke blive bedre.
Jeg bor i Frederikssund er selvstændig og jeg drømmer om at eje en Maserati Gran Turismo.

Jeg har haft fornøjelsen af at teste og beskrive min egen bil, denne lækre Volvo XC40. Det er min 8. Volvo, det er omkring 8 år siden jeg havde en Volvo. Da jeg satte mig ind i denne for et år siden, var det som at komme hjem. Jeg er vild med biler og har en speciel kærlighed til Volvo.

Selvom det er Volvos mindste SUV vil dieselmotoren på 2.0 ltr. med sine 190 heste gerne frem i forreste række. Jeg tester bilen en solrig forårsdag.

I flere år har Volvo været for købmænd og mænd med blød hat, hvis man spørger mig. Det var dengang Ford Motor Company var ejerene. Men de seneste modeller måler sig super godt med eliten. Det er nu det kinesiske selskab Geely, der er ejer Volvo. De har givet designerne frie tøjler til at gøre det de tidligere var gode til, nemlig at designe Volvo.

Den nye Volvo XC40 imponerer med en stærk karakter både i design og teknologi. En autentisk og kompakt-SUV, der er dynamisk og udtryksfuld. 

Design
Volvo XC40 har skarpe kanter, der elegant former bilen. Der, hvor baglygten møder bilens bagenden er værd at bemærke, lygten er placeret skarpt rundt om bagskærmen. Testbilen ses i Osmium Grey Metallic med sort tag, sidespejle og spoiler. 18” letmetal fælge. Fronten er kantet, lækker og ligner en lille bisse.

Med en længde på 442 cm er den ikke meget længere end en Golf, men den er rummelig, praktisk og har SUV fordelene med et rummeligt bagagerum og høj siddeposition, der giver et fantastisk udsyn.

Mange detaljer er designet af kvinder bl.a. er der ekstra kroge til bagage både for og bag, skraldespand, der nemt tages ud og tømmes. Smart J

En anden super smart detalje er hattehylden. I samtlige stationcars har jeg forbandet den langt væk når bilen skulle pakkes til ferien, hvor skulle jeg gøre af den? Dette er der tænkt på i Volvo XC40, den smutter nemt nedunder ’gulvet’ i bagagerummet

Indvendig brugerflade og komfort
Det første jeg lægger mærke til, er gearstangen – YES du læste rigtigt Den kan være helt afgørende for hvad jeg synes om det indvendige design og ingen har endnu overgået det lille frækkert du finder i Volvo XC40, den er ovenikøbet elektrisk, hvilket gør gearskiftet til en leg.

Kabinen er simpel med iPad’en (den store skærm) som omdrejningspunkt, den er overskuelig, nem at betjene og kan tilpasses dine ønsker for visning på forsiden. Endvidere finder du biles digitale instruktionsmanual her. Instrumenteringen er også digital. Den har både USB og USB-C stik.

Sæderne er de ikoniske komfortsæder som Volvo er kendt for og som du sidder fantastisk i – i testbilen er det de i sort læder med synlige stikininger.

Sikkerhed er Volvos DNA og har altid været højt prioriteret også her er vores testbil opgraderet med det smarte IntelliSafe ACC som bl.a. automatisk bremsning og oplåsning efter kollision, fartbegrænser, færdselstavlegenkendelse, WHIPS, knæ-airbag i førersiden, vejbaneassistent (Haptiske rystelser), automatisk fjernlys og meget meget mere.

Forbrug og power
Testbilen er en 2.0 turbodiesel motor med 190 hk og 4.000 o/min. Den har en 8-trins automatisk gearkasse, kører 0-100 på 7,9 sek. Og har en tophastighed på 210 km/timen.

Bilen har 4 indstillinger for kørsel. Eco (effektiv kørsel), Comfort (hverdagsbrug), Off road (ujævn vej) og Dynamic (høj performance). Den har start/stop teknologi.Den er testet til at kunne køre 19,6 km/ltr.

Den billigste model starter ved kr. 411.000,-, testbilen har en startpris på kr. 585.000,- Vores testbil står til kr. 739.000,- med udstyr som IntelliSafe, lædersæder, LED forlygter, metallak, nøglefri betjening, parkeringssensor, siddehyndeforlænger og Volvo On Call, hvor du ved fx motorstop kan komme i kontakt med et callcenter der hjælper dig videre eller ved færdselsuheld sender udrykning. Dejlig trygt. 

Tidligere var det dyrt med sikkerheden, men jeg synes man her får virkelig meget med for sine penge. 

Der er ingen tvivl om vi har med en lille frisk og lækker SUV at gøre. Volvo XC 40 har alle de talenter, der skal til for at give et salg svenskerne ikke har haft før. I 2018 blev modellen kåret som ”Car of the Year 2018” på Geneva Motor Show i Schweitz.

Den er smuk, har et nordisk udtryk og er super god i byerne. Bedre end vi har set det i tidligere Volvo modeller. Den er støjsvag og er helt klart svensk luksus.

Læs mere om Rikke og resten af teamet bag Kvindernes Bilmagasin.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *