Nissan Leaf: Elbil? Ja tak!

Elbils-markedet er firdoblet i Danmark i 2018 i forhold til 2017, så der er ingen tvivl om, at danskerne er interesseret i at køre mere grønt. Den mest solgte elbil i verden er Nissan Leaf, så jeg satte mig for at finde ud af, hvad der gør lige præcis denne elbil så populær.

Nissan Leaf

Det blev dagen hvor jeg skulle teste min aller første elbil fra Nissan. En dag som jeg havde set meget frem til. Det første jeg fik udleveret var en fin lille guide og så fik jeg ellers en grundig vejledning i hvordan bilen fungerer. Jeg fandt bl.a ud af at der findes en app som gør det muligt at fjernbetjene klimaanlæg og opladning, dvs. at du kan regulere kabinevarmen fra din telefon!

Der findes reelt kun 2 gear i Nissan Leaf, drive og reverse.  Den er meget nem at køre og jeg nød virkelig stilheden i bilen. Der er også godt optræk i den med en accelleration på 0-100 km/t på blot 7,9 sek. Nissan er spækket med avanceret teknologier som e-Pedal, hvor bilen i en stor del af tiden kan køres med brug af kun én pedal. Det tog mig lidt tid at vænne mig til, at bilen automatisk bremser hver gang jeg letter foden fra speederen, men i myldretidstrafikken i indre København, er det faktisk rigtig behageligt.

Læs også: Nissan X-trail – Den perfekte mor-cruiser

Førerassistentsystemer ProPILOT (adaptiv fartpilot og aktiv vognbaneassistent) og ProPILOT Park (automatisk parkering) er også standard, men alle de alarmer er til at blive helt stresset af i en ellers dejligt stille bil, så lyden ville jeg helt bestemt koble fra især ved parallelparkering.

Leafen’s batteri har en rækkevidde på 250 km. ved blandet kørsel og det tager ca. 7-8 timer at lade bilen helt op. Jeg skulle selvfølgelig også prøve at lade bilen, så jeg pakkede familien i bilen og kørte til nærmeste lader ved det lokale supermarked. Så kunne vi få shoppet og lade bilen på samme tid, smart!

At tilslutte bilen til ladestanderen var meget nemmere end jeg havde forventet, kablet sættes blot i både bil og stander og så lader bilen når strømmen er aktiveret med en chip. Der findes forskellige former for lademåder – jeg brugte Eon’s ladestander. Efter knap 2 timer, havde jeg kun ladet ca. 50 km. Det kunne altså helt klart have betalt sig at finde en hurtiglader som kan lade et tomt batteri op til 80% på ca. 1 time. (selvom det ikke er så sundt for batteriet.)

Alt i alt er jeg vild med ideen om at køre elbil. Det skåner miljøet samtidig med at du ikke giver afkald på acceleration, men jeg må konkludere, at så længe jeg ikke har en ladestander ved hjemmet eller på arbejdet, er det simpelthen for besværligt når rækkevidden på batteriet ikke er mere end ca. 250 km. Den dag jeg kan tage turen til Jylland i et stræk, så kan jeg godt se mig selv investere i en Leaf.

Leafen fås fra 283.880,- Vores testbil var en Nissan Leaf, Tekna til 315.280,-og så er det inkl. 2 års gratis strøm og leje af ladeboks.

På trods af den relativt korte rækkevidde er jeg dog ret imponeret over Leaf’en og den får derfor 5 stilletter.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.