PROCEED: KIA’s første ægte livsstilsbil

Det tør nok siges, at KIA har gang i hjulene. De seneste 5 år har vi set den ene introduktion af nye, smarte bilmodeller efter den anden, som beviser, at KIA virkelig ønsker at være et af Danmarks førende mærker. Den nye KIA PROCEED er ingen undtagelse. Byd velkommen til KIA’s aller første livsstilsbil.

KIA har næsten fordoblet deres bilsalg på verdensplan de seneste 9 år, og det siger ikke så lidt. Fra at være en død kedelig, ucharmerende pap-bil til i dag at kunne prale af at være et at de bedst sælgende mærker i Danmark – og de nu også kommet med på livsstilsbølgen med den nye lækre PROCEED.
Den nye PROCEED kaldes også for en SHOOTING BRAKE. Det var Mercedes-Benz, der første gang præsenterede en CLS i 2013 under samme titel. Men hvad er en SHOOTING BRAKE egentlig? Og er det bevidst at KIA er begyndt at gå i Mercedes-Benz’ fodspor? I mine øjne er der milevidt imellem de to mærker. Og så alligevel ikke. Mere om det senere.

Læs også: KIA Sportage – The power to surprise

SHOOTING BRAKE
I gamle dage, da man gik på jagt, havde man på et tidspunkt brug for en pause. Så åbnede man bagklappen på bilen, fandt sin kaffe og madpakke frem, og så satte man sig ellers på kanten af bagsmækken som på en anden picnic. Heraf ordet ”Skydepause”.
Marketing-stunt eller ej? Tjaa. Men jeg synes, det fungerer meget godt. Shooting Brake har i daglig tale fået klang af ordet ”livsstil”. Og til alle de familiefædre, eller mødre for den sags skyld, som har fået trukket en familie-stationcar nedover sig til alle ungerne og deres habengut, så er Shooting Braken et bud på en stationcar i en eksklusiv udgave. Formerne er buede og flotte, så den bliver lidt coupe-lignende – væk fra den traditionelle, kasseformede stationcar. Et lækkert og pompøst design. Så er man træt af at køre stationcar ligesom alle de andre,  men stadig har brug for pladsen, så er PROCEED et bud på en bil, hvor du får noget særligt, og som skiller sig ud fra mængden.

Når vi nu er ved pladsen, så må jeg hellere være ærlig og sige, at pladsen nu ikke er heeelt den samme som i en stationcar. Specielt på bagsæet. Jeg har lange ben, og det var med nød og næppe jeg fik bugseret dem på plads. Det coupe-lignende design går udover rummeligheden. Især i bagagerummet. Men lad nu det ligge.

En lækker sag
PROCEED er designet ud fra den almindelige CEED, blot med nogle meget flottere, coupelignende streger. Det er super strømlignet og ligner ikke en KIA. Ja, undskyld KIA. Men jeg synes virkelig, I har været heldige med denne model.

PROCEED fåes kun i GT og GT line som er KIAs luksuriøse linje. Den bil, vi testede var en GT. Og her kommer PROCEED rigtig til sin ret. Røde syninger over det hele, sportsrat, dobbeltudstødning, 18tommer ALU fælge, en fræk brummelyd fra motoren og en sænket undervogn. Modelbetegnelsen på bagenden er flyttet til midten, baglygterne mødes i en lang, vandret flot rød LED diode. En virkleig flot numse, der ser ekstra godt ud i mørke, og som i en kort vending godt kunne minde om en lav Porsche Cayenne. Denne model adskiller sig markant fra de andre KIA modeller.

PROCEED er spækket med sikkerhedsudstyr. Også her overrasker KIA. Jeg er helt med på, at GT modellen er den fineste og dyreste model jeg kan vælge. Men den har nærmest alt det udstyr en moderne premium bil har.
Trådløs oplader til mobilen er standard – du lægger den blot i midterkonsollen med batteriet ned af, så bliver din telefon opladet, imens du kører.

Instrumentbrættet er meget straight-forward. Det er meget KIA’sk og intuitivt. Ikke så mange dikkedarer. Virker ret gedigent.

Køreregenskaberne er helt i top. Modellen, vi testede, havde DCT automatgear, som jeg synes er et must. Bilen ligger lækkert og stabilt på vejen med en direkte styring og giver en blød, rolig og afstressende køreoplevelse.

Tiderne har ændret sig
PROCEED´en minder om Mercedes CLA Shooting brake, og man forledes til at tro, at KIA prøver at efterligne. Som jeg ser det, så forsøger henholdvis Mercedes og KIA at være first-mover og følge med tiden. De producerer biler til en så bred vifte som muligt. I gamle dage var Mercedes Benz en meget dyr og fin bil, som kun de færreste kunne komme i nærheden af. Ligeledes var KIA i gamle dage en skrammelbil, som ingen gad at eje. I dag producerer Mercedes økonomiske Urban-biler til det unge publikum. (Ja, selv den øverste Mercedes-Benz direktør i Stuttgart, har udskiftet det tunge tyske-jakkesæt med jeans og blazer.)  Hos Kia hæver man niveauet ved, at man nu som noget helt nyt kan købe en KIA livsstils bil.
Tiderne ændrer sig og for at nå alle parter, og for at følge med tiden og udviklingen, så har Mercedes-Benz valgt at drosle lidt ned, og KIA har valgt at drosle op. Og det må man sige, de har gjort med den nye PROCEED. Jeg er imponeret!

 

KIA PROCEED har den sædvanlige 7 års KIA garanti, kommer i 10 forskellige farver og mange forskellige motorvarianter i både i Diesel og Benzin. Den lander hos din lokale KIA forhandler i løbet af denne måned (januar 2019).

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *