Autobranchen Danmark

Autobranchen og EUC Syd vil sikre kvinders trivsel i uddannelsen

EUC syd

EUC Syd i Aabenraa og AutoBranchen Danmark indgår et nyt samarbejde for at sætte fokus på kvinder i autobranchen. Det sker for at imødekomme, at Danmark kommer til at mangle faglærte i fremtiden og for at sikre en bedre kønsfordeling i branchen.

EUC syd

Fremskrivninger siger, at Danmark mangler 60.000 faglærte allerede i 2025. Også autobranchen mangler unge, der kan fylde hullet efter dem, som går på pension. Der skal rekrutteres unge af begge køn, og i forvejen er der ikke mange kvinder i branchen. Derfor vil AutoBranchen Danmark, brancheorganisation for 1200 autoforhandlere, værksteder og autolakerere, i samarbejde med skolerne undersøge trivslen blandt kvinderne på uddannelserne. Formålet er at styrke rekruttering og muligheden for at fastholde kvinderne i autobranchen. Det sker i første omgang med trivselsanalyser udviklet i samarbejde med konsulenthuset LIVING INSTITUTE.

”Kvinderne har brug for at se, at der er karrieremuligheder i autobranchen. Undersøgelserne skal bruges til at se på, om trivslen skal øges på skolerne og måske i virksomhederne, der også skal kende til eventuelle udfordringer i arbejdsmiljøet. Det er et vigtigt samarbejde,” siger Gitte Seeberg, der er adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

EUC Syd er blandt de første skoler i Danmark, som ønsker at undersøge trivslen blandt kvinderne i samarbejde med AutoBranchen Danmark. Håbet er at erhvervsskoler over hele landet kommer med og sætter fokus på kvinder på uddannelsen.

Læs også: Få kvinder i autobrancen – netværk og rollemodeller skal vise karrierevejen

”For os giver det god mening at være med i dette samarbejde, for vi ønsker jo kun det bedste for de brancher, vi arbejder med, og som skole kan vi ikke være ligeglade. Vi kan også se, at manglen på lærlinge begynder at sætte ind, og selvfølgelig må vi alle tage del i at gøre noget. Det er kun naturligt, at vi vil dette samarbejde,” lyder det fra Søren Nees Priisholm, der er afdelingschef på EUC Syd.

I samarbejdet vil EUC Syd påtage sig at undersøge trivslen blandt de unge kvinder på uddannelsen. Både hos dem, der er på uddannelsen, og hos dem, som måske vælger at forlade uddannelsen.

Konsulenthuset LIVING INSTITUTE har medvirket til at udarbejde det spørgeskema, som skal danne grundlag for arbejdet med at forbedre forholdene. Hos LIVING INSTITUTE er de specialister i ”diversity intelligence” – altså at arbejde med diversitet inden for såvel køn som kultur. Her siger partner Jens Rotbøll, at en bedre kønsfordeling ganske enkelt er en nødvendighed.

”Man kan spørge sig selv, om man har råd til at lade være. Når man mangler lærlinge, har man så råd til at ekskludere halvdelen af potentialet? Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det er et faktum, at folk der tænker forskelligt kan lave bedre resultater end folk, der tænker ens,” fortæller Jens Rotbøll. Han tilføjer i øvrigt, at det ikke kun er på værkstedet, at autobranchen har brug for kvinder.

Kilde: Autobranchen Danmark

Kom til Autobranche-dage 7. og 8. maj på Gram Slot

Gram Slot
Gram Slot

Skal du med til to forrygende branchedage på Gram Slot med fokus på de mange forandringer, som autobranchen står overfor nu og i de kommende år?

Så skal du huske, at branchedagene er i næste uge – den 7. og 8. maj, og sidste tilmelding er på fredag. (Du kan tilmelde dig her: https://www.motormagasinet.dk/voresautobranche/)

Du kan få nyt om, hvordan omstillingen til elbiler forløber i Norge, og hvilken indflydelse det har fået på værkstedet. Måske tænker du, at nordmændene er så langt foran Danmark, at det er svært at sammenligne os med Norge. Så kan du heldigvis supplere med Holland. For hollænderne har også fået gang i salget af elbiler, og den hollandske brancheforening vil fortælle os, hvordan eftermarkedet dernede påvirkes af den grønne omstilling. Læs mere her

En af Europas helt tunge rådgivere for både producenter, importører og forhandlere, konsulenthuset McKinseys Thomas Furcher, kommer og giver McKinseys bud på, hvordan autobranchen skal tackle grøn omstilling, data i bilerne og alt det andet, som kommer til at præge de kommende år. Læs mere her.

I samme boldgade vil forhandlere – nyvognsforhandlere såvel som brugtvognsforhandlere give deres bud på udviklingen og måske vejen til at tackle den, mens en fremsynet ejer af et mindre selvstændigt værksted også leverer sine kontante opfordringer og gode råd til kollegerne i forhold til fremtiden for det lille værksted. Læs mere her.

Du kan også møde EU-politiker Christel Schaldemose mindre end tre uger før parlamentsvalget. Christel Schaldemose er både på dansk og europæisk plan en af de politikere, som er sat bedst ind i autobranchens udfordringer.  Og så kommer politisk kommentator Hans Engell og analyserer det politiske klima på Christiansborg for os. Læs mere her

Data i bilerne fylder lidt. Det samme gør uddannelse, generationsskifte, GDPR, forsikring, leasing og meget andet. Se det fulde program her https://www.motormagasinet.dk/voresautobranche/page.xhtml?arrangeSubpage=631

Husk også, at den første du møder på scenen i Gram vil være den tidligere racerkører Tom Kristensen, som blandt andet vil fortælle om samarbejde, for meget skal klappe i et team, hvis man vi vinde Le Mans bare én gang. Tom Kristensen har vundet ni gange. Læs mere her.

På den store scene styrer tv-vært Anders Breiholt løjerne, mens de mere nørdede fagsnakke i et mindre forum styres af branchekendte navne som Flemming Haslund (chefredaktør, Motormagasinet), Kim Lesanner (journalist. Motor-magasinet), Peter Nyholm (erhvervsjournalist, chefredaktør og bilentusiast) samt Benedicte Engel (stifter og ejer af Kvindernes Bilmagasin).

Få kvinder i autobranchen: Netværk og rollemodeller skal vise karrierevejen

kvinder i bilbranchen

Branchen er god, men som kvinde bliver man lige set an, inden man kan accepteres. Der er brug for rollemodeller for at få flere unge kvinder i bilbranchen og netværk til at holde på dem. Nogenlunde sådan kan konklusionerne sammenfattes efter, at AutoBranchen Danmark i samarbejde med Kvindernes Bilmagasin inviterede til netværks-event i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag i fredags den 8. marts.

En række kvinder med jobs i branchen var klar til at debattere og stille spørgsmål til AutoBranchen Danmarks adm. direktør Gitte Seeberg, uddannelseschef Allan Kristiansen fra Skjern Tekniske Skole, Ture Hansen, Dansk Automobil Sports Union og Benedicte Engel, Kvindernes Bilmagasin.

Sidstnævnte har selv været sælger i autobranchen, og har nu etableret et onlinemedie, hvor kvindelige bilkøbere såvel som kvinder i autobranchen kan føle sig velkomne.

”Jeg synes vi havde et par rigtigt gode timer efter arbejde fredag. For mig var det rart at møde nogle flere kvinder i branchen og høre om deres oplevelser og erfaringer, gode såvel som dårlige. Alle er jo enige om, at autobranchen er enormt spændende, og alle er også enige om, at kvinder også vil have noget at bidrage med både i salgslokalerne, på værkstederne og i lakeringshallerne”, siger Gitte Seeberg om fredagens møde.

Læs også: Kvindenetværk styrker kvalifikationerne i motorsporten

Ved mødets start havde Gitte Seeberg selv sat scenen i København ved at minde om, at Danmark står til at mangle 60.000 faglærte allerede i 2025. En del af den mangel vil også være i autobranchen, og derfor må man spørge sig selv, om man har råd til at afskære sig fra halvdelen af befolkningen. Samtidig viser undersøgelser, at en bedre kønsfordeling på arbejdspladsen og i ledelsen giver bedre resultater. Lige nu er kønsfordelingen sådan, at kun en ud af 10 ansatte i autobranchen er en kvinde.

”Det ligger mig meget på sinde, at vi skal have flere i bilbranchen. Mange forhandlere siger, at de har fokus på kvinderne, men når så man laver et arrangement som dette, kommer de ikke. Jeg tror, at mange kvinder gerne vil ind i branchen, men der skal en holdningsændring til i branchen – man gør som man plejer og ansætter mænd”, sagde Benedicte Engel fra talerstolen.

På Skjern Tekniske Skole har man indledt et samarbejde med AutoBranchen Danmark med formål at kortlægge unge kvinders trivsel på uddannelsen – både på skolen og i virksomheden. Samarbejdet skal også sikre fokus på, at de unge kvinder har de rette forhold til at færdiggøre deres uddannelse, og ikke stilles dårligere end deres mandlige kolleger. Det initiativ vakte begejstring blandt de allerede uddannede kvinder i autobranchen.

Det samme gjorde Dansk Automobil Sports Unions ”Hestekræfter på skoleskemaet” – skoleprojektet, som giver elever i Folkeskolen mulighed for at lære både autobranchen og motorsport at kende før de skal vælge uddannelse.

”Det tilbud gad jeg godt have haft, da jeg var yngre”, udbrød en kvindelig tilhører vilkårligt, da Ture Hansen fortalte om initiativet.

Kvinderne var enige om, at autobranchen er god og spændende, når man først er accepteret. For nogen kan omstændigheder gøre, at det går hurtigt, for mange tager det lang tid og kræver meget arbejde og stor tålmodighed.

Rollemodeller synes også at være vejen frem. Når piger skal uddanne sig til autobranchen, skal de kunne se, at andre allerede gør det.

”I AutoBranchen Danmark vil vi arbejde for at fremhæve flere kvindelige rollemodeller, så pigerne og kvinderne kan spejle sig i dem, der allerede er i branchen og de se de forskellige funktioner og muligheder, som branchen rummer”, siger Gitte Seeberg og fremhæver yderligere to punkter fra arbejdet med kvinder i autobranchen.

”Skjern Tekniske Skole er den første skole, som nu laver trivselsmålinger særligt målrettet piger og deres uddannelse. Vi håber, at flere skoler vil være med, så vi kan få endnu mere fokus på emnet og et endnu mere klart billede af resultaterne. Ydermere har samarbejdet med Dansk Automobil Sports Union spredt sig til hele landet, hvor der alene frem til sommerferien er besøg på 30 skoler. Også her kan vi bruge rollemodeller – både unge mænd og kvinder blandt branchens lærlinge, kan sprede det gode budskab om branchen”, siger hun.

En virksomhed, som har lyst til at sende sin lærling forbi, når ”Hestekræfter på skoleskemaet” er i lokalområdet, kan kontakte Carsten Ritter, kommunikations- og udviklingskonsulent i AutoBranchen Danmark på 31 23 57 24 eller cr@abdk.dk.

Denne artikel er skrevet af Carsten Ritter, Autobranchen Danmark

Invitation til netværksarrangement – Autobranchen Danmark

Hvordan får vi flere kvinder til at vælge en uddannelse og et job i autobranchen? På Kvindernes Internationale Kampdag fredag den 8. marts inviterer AutoBranchen Danmark og Kvindernes Bilmagasin til et debat- og netværksarrangement. Vi sætter fokus på, hvordan vi får flere kvinder til at vælge en uddannelse og et job i autobranchen.

Autobranchen Danmark

Ni ud af ti i branchen er en mand. Forskning viser, at virksomheder med en høj grad af diversitet har en fordel fremfor de virksomheder, der er mere homogene sammensat. De træffer bedre beslutninger og får afdækket flere vinkler, og netop det kan være med til at forbedre arbejdsgange og bundlinjen. Derfor er der gode argumenter for at geare branchen til i højere grad at tiltrække kvinderne. Der er brug for alle i fremtiden.
Læs om stærke kvinder og blive inspireret her.

Men gør vi nok for at tiltrække piger og kvinder til at tage en uddannelse inden for autobranchen? Er vi gode nok til at tiltrække dem som erhvervspraktikanter, i administrative stillinger og i lederjobs? Og hvad siger de selv?

Kom og mød:

Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, som vil præsentere resultaterne af en dugfrisk befolkningsundersøgelse, hvor vi har undersøgt, hvorfor der ikke er flere kvinder, der søger ind i autobranchen. Vi har også undersøgt, om det betyder noget at købe bil af en anden kvinde. Vi har også lavet en medlemsundersøgelse for at se, hvilke stillinger kvinder typisk har i forretningerne, og om der er broer, vi kan bygge og blinde vinkler i branchen.

Ture Hansen, Generalsekretær Dansk Automobil Sports Union, som vil fortælle om projektet ”Hestekræfter –motorsport på skoleskemaet”, hvor skoleeleverne fra 7.-10. klasse rykkes ud af klasselokalet og ind på racerbanen. Projektet har til formål at understøtte og fremme elevernes interesse for de naturvidenskabelige fag og stimulerer interessen for at søge ind på erhvervsuddannelserne. Projektet giver os samtidigt en unik mulighed for at præsentere pigerne i udskolingen for karrieremulighederne inden for bl.a. autobranchen.

Benedicte Engel, bilpassionist & stifter af Kvindernes Bilmagasin, har altid været vild med biler. Familien har været i branchen igennem fire generationer. Hun har flere års erfaring som bilsælger og har solgt alt lige fra de små mikrobiler til familiebiler, økobiler, elbiler og firehjulstrækkere. Hun har selvfølgelig også solgt biler til kvinder. Her mærkede hun, at kvinder ofte følte sig oversete og i vildrede i salgsprocessen, når de skulle handle ny bil, eller bilen skulle på værksted.

Kom og deltag i debatten og del dine tanker og erfaringer. Men ikke mindst kom og få en hyggelig aften, inden vi går ind til arrangementet i den store sal i VEGA, hvor der vil være masser af debatoplæg, musik, dans, taler osv. Michelle Gatting, som lige har lanceret nyheden om en ny karriere som racerkører for Team Kessel på det første kvindehold i Le Mans, vil være på scenen.

Tidspunkt: Fredag den 8. marts kl. 17.00-19.00.

Mad og drikke: Vi sørger for både god mad og drikke og hyggeligt samvær under arrangementet.

Sted: Ideal Bar, Vega, Enghavevej 40, København V

KVINFO arrangementet starter kl. 19.30: Vi har 15 gratisbilletter til KVINFO arrangementet. Det er først-til-mølle for medlemmer af AutoBranchen Danmark. Se mere om arrangementet her http://kvinfo.dk/event/8-marts-i-vega/

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.