Kvindenetværk styrker kvalifikationerne i motorsporten

Motorsport

Fair, fun & female er navnet på et nyt netværk i motorsporten, der skal gøre det nemmere og endnu sjovere at være kvinde i en – lad os indrømme det – mandsdomineret sport.

Motorsport

Gennem en serie af netværksmøder og events får de danske motorsportskvinder bredere indsigt i sporten, mulighed for at lære om fysisk og mental træning, om køreteknik og teknisk indsigt. Formålet er at styrke fællesskabet mellem kvinderne – frivillige som aktive.

For selvom der har været kvinder i sporten i årevis, og indtil flere markerer sig helt fremme i en af de få sportsgrene, hvor kvinder kan konkurrere med mænd på lige vilkår, så kunne der være endnu flere kvinder, mener Line Sønderskov, Majbritt Linnemann og Carina Møller, der står bag netværket Fair, fun and female.

“Jeg vil gøre det mere “almindeligt”, at der optræder kvinder i motorsport. Som kører påvirker det mig, at der ikke er så mange, og det synes jeg er forkert. Mest af alt er det forkert, fordi der ikke er noget fysisk, der fraholder kvinder at præstere på samme vilkår som mænd,” siger Line Sønderskov, der selv er aktiv i banesportsklassen Formel 5.

“Jeg håber naturligvis, at der kommer flere ind i motorsport, også som officials og frivillige. Kommer der flere kvindelige kørere gennem vores arbejde, vil det naturligvis også være et plus. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ønsker at konkurrere på samme vilkår som drengene, og har altid set mig selv som en del af drengene. Der skal ingen forskelsbehandling være,” siger hun videre.

Indtil videre er der planlagt events til foråret og til efteråret. Den første skal forberede kvindelige aktive på sæsonen, de går ind til med fokus på køretræning, fysik og mentalitet. Den anden er sigtet mod at forberede arbejdet frem mod en ny sæson, herunder med sponsorsøgning.

Læs også: Få kvinder i autobranchen – Netværk og rollemodeller skal vise karrierevejen

Også en række gå-hjem-møder er i støbeskeen, og de kommer fortrinsvist til at foregå hos klubber og racerteams. Netværket er et af mange tiltag i DASU i forbindelse med de kommende års strategiaftale med DIF, Danmarks Idrætsforbund. 

“Vi har som erklæret strategimål, at vi skal rekruttere nye medlemmer, herunder kvinder. Men selv hvis vi ikke havde dette mål, ville dette initiativ være yderst velkomment. Det er vigtigt for os i DASU, at vi har en bredde i medlemsskaren, så giver dette initiativ bare et par flere kvinder bag rattene eller som frivillige, så har vi nået meget. Det er først og fremmest vores håb, at dette netværk giver kvinderne en højere grad af fællesskabsfølelse, og kan det klæde dem ekstra godt på til de kommende sæsoner, så er det bare en bonus,” siger DASUs bestyrelsesmedlem Brigitte Klintskov Jerkel, der selv er aktiv kører, når tiden tillader det.

Du kan følge Fair, fun and female i Facebook-gruppen her.

Om Fair, fun and female

Fair, fun and female er navnet på det initiativ, der er stiftet i DASU. Bag projektet står Line Søndergaard (F5), Majbritt Linnemann (rallycross) og Carina Møller (DASUs sekretariat). Projektet søsættes i 2019 og løber tre år.

Fakta

Faktaboks Line Sønderskov
20 år gammel
Har kørt tre sæsoner i Formel 5, før det karting, bl.a. Rotax Max Challenge.
Medlem af AAS

Faktaboks Majbritt Linnemann
21 år gammel
Har deltaget i folkerace og rallycross, og blev 3’er i DM 2018.
Medlem af MNJ

Faktaboks Carina Møller
37 år gammel
Codriver siden 1997, og arbejdet i DASU siden juni 2015.

Fototekst: Line Sønderskov, Majbritt Linnemann og Carina Møller.
Foto: Morten Alstrup