Toyota

Sportsstjernen Ida Karstoft vinder af umulig sportspris

Den 27-årige sprinter, Ida Karstoft, er netop blevet hædret med sportsprisen, Intet er umuligt-prisen, ved det årlige sportsshow, Sport 2022, der blev sendt på DR1 fra Boxen i Herning lørdag aften. Intet er umuligt-prisen, som Toyota, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark står bag, gives til en eliteatlet eller -hold, med eller uden handikap, der har trodset alle odds, gjort det umulige og kæmpet ekstraordinært hårdt og vedholdende for at nå et stort resultat.

Der var stjernestøv i Boxen i Herning i lørdags, da hundredevis af sportsfolk stimlede sammen til årets sportsshow Sport 2022. En af priserne der skulle overrækkes var Toyotas helt egen “Intet-er-umligt” prisen. Blandt de nominerede stjerner var bl.a. tennisspilleren Holger Rune og fodboldspiller Christian Eriksen. Alligevel var det den tredje nominerede, den 27-årige sprinter Ida Karstoft, der i sidste ende løb fra alt og alle og sikrede sig den store hæder med Intet er umuligt-prisen.

”Jeg troede ikke, at det her seneste år kunne blive vildere. Det har været en drømmesæson uden lige. Intet er umuligt-prisen betyder virkelig meget for mig. Det er en kæmpe anerkendelse, og så hjælper det også økonomisk i mine forberedelser frem mod 2024,” siger Ida Karstoft.

Toyota, DIF og Team Danmark står bag prisen, der gives til en eliteatlet eller -hold, der har trodset alle odds, gjort det umulige og kæmpet ekstraordinært hårdt og vedholdende for at markere sig i toppen inden for sin sport.

Bronze ved EM i atletik

Netop dette kendetegner alle de tre nominerede og i særdeleshed Ida Karstoft, der i det forgangne år har vundet bronze ved EM i atletik på 200 meter. En præstation, som i sig selv er stort set uopnåelig for en dansker grundet den tårnhøje internationale konkurrence på en distance, hvor der end ikke findes en hal på hele Sjælland, hvor man kan træne distancen i hele vinterhalvåret. En relativ stor udfordring i sig selv.

s også: Hvad er vigtigt for dig når du vælger vinterdæk?

Ida Karstoft er derudover først ret sent begyndt sin karriere inden for atletikken. Der stod nemlig fodbold på programmet i de første mange år af hendes liv – først på hjemstavnen i Lemvig og senere på højeste eliteniveau i både Brøndby IF og på kvindelandsholdet.

I 2016 blev hun blev prikket på skulderen af atletikverden. Sprinttalentet var åbenlyst, og til trods for at skaderne væltede ned over hende, og hun ikke løb en eneste konkurrence i 2020, bragede Ida Karstoft på rekordtid ind i verdenseliten blandt sprintere. Noget, der ikke burde være muligt for en kvinde, der som 20-årig aldrig havde haft et par atletikpigsko på.

“Med Ida Karstofts præstationer i 2022 og hendes vej dertil er hun et sandt forbillede for mange og et skoleeksempel på, hvad Intet er umuligt-prisen står for og er sat i verden til for at hædre. Hun har på inspirerende vis bevist, at uanset hvor umulig vejen til succes og store præstationer ser ud både inden for sporten men også helt generelt i livet, så er intet umuligt,” siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark A/S.

Det er en utrolig imponerende bedrift og er i den grad med til at sætte Ida Karstoft på verdenskortet.

Glæde over både pris og vinder


Hos DIF glæder man sig både over selve sportsprisen såvel som vinderen.

“Vi er vilde med Toyotas ”Intet er umuligt-pris” i Danmarks Idrætsforbund, for den skaber drømme og motivation og viser, hvor langt man kan nå, selvom man møder modgang eller tager en atypisk vej mod sejrsskamlen. Ida Karstoft var over 20 år, da hun første gang satte sine ben i en atletikklub. På trods af flere skader på vejen stod hun efter cirka fem år til OL, og efter seks år vandt hun EM-bronze i en sprintdisciplin. Ida Karstoft er billedet på, at intet er umuligt. Hun er en rollemodel og en meget værdig vinder af Toyotas pris,” lyder det fra Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF.

Rosende ord om vinderen af Intet er umuligt-prisen kommer også fra Team Danmark.

“Siden Ida Karstoft skiftede fodboldstøvlerne ud med pigsko, er det gået rekordhurtigt. Jeg er dybt imponeret over Ida Karstofts transition fra fodboldspiller til atletikudøver. På det grundlag var det næsten naturstridigt, da hun i august vandt EM-bronze på 200 meter. En præstation, som indtil da virkede tæt på umulig for en dansk sprinter, men hun har vist os alle sammen, at intet er umuligt,” forklarer Peter Fabrin, adm. direktør i Team Danmark.

Se også: VIDEO – se hvad der sker når du IKKE skifter til vinterdæk

Det er femte gang, at Intet umuligt-prisen bliver uddelt. For et år siden gik prisen til bordtennisspilleren Anders Lind, der kun et halvt år efter en alvorlig trafikulykke stod med bronzemedalje om halsen ved EM for hold velvidende, at han havde haft en stor andel i, at holdet besejrede England i kvartfinalen og dermed sikrede de første EM-medaljer til et dansk herrelandshold i bordtennis siden 2009.

Ida Karstoft modtager som vinder af Intet er umuligt-prisen 75.000 kr. fra Toyota. Tidligere vindere af Toyotas Intet er umuligt-pris har været ishockeyspiller Lars Eller i 2018, bryder Rajbek Bisultanov i 2019, svømmer Jeanette Ottesen i 2020, bordtennisspiller Anders Lind i 2021 og altså nu sprinteren Ida Karstoft.

Toyota støtter danske eliteatleter


Udover at stå bag Intet er umuligt-prisen sammen med DIF og Team Danmark, er mobilitetskoncernen Toyota global olympisk og paralympisk toppartner og støtter bl.a. danske eliteatleter på deres vej mod det umulige. Som led i dette har Toyota samlet seks danske elitesportsfolk – heriblandt tre paraatleter – på Team Toyota. De jagter alle deres individuelle umulige, som kan være at kvalificere sig til de Olympiske eller de Paralympiske Lege og måske endda at vinde medalje til Danmark samme sted.

Toyota vil med sportsprisen inspirere danskerne gennem sporten og sætte endnu mere fokus på dét at forfølge sit umulige. Toyota forfølger allerede sit eget umulige, hvilket er at sikre, at ingen mennesker i fremtiden skal være begrænset i deres mobilitet. For at kunne nå det ambitiøse mål, vil Toyota i årene frem sørge for at udvikle bæredygtige mobilitetsprodukter og -serviceydelser, som gør det muligt for enhver at bevæge sig frit omkring, uanset om man er ung eller gammel eller har et handicap eller ej.

Kilde: Toyota Danmark

Biltest: Toyota Yaris Cross Hybrid

 

Kvindernes Bilmagasin har fået lov til at teste den nye Toyota Yaris Cross 1,5 mild hybrid, som er oplagt til dig, der vil have glæderne ved en lille SUV. 

Toyota har med denne model gjort deres populære Yaris til en lille SUV, så man får fordelene heraf, så som bedre udsyn over vejen og høj siddestilling, samtidig med at have fordelene ved en lille bil. Designet er ikke helt i top, da proportionerne på bilen ikke passer helt sammen: bilen er smal øverst og bred nederst, hvilket jeg ikke synes klæder den. 

Toyota Yaris Cross ses bagfra
Toyota Yaris Cross har en pæn bagende og en dejlig høj indstigning

Interiør

Med den højere bil følger også bedre siddestilling både på forsæderne og bagsæderne, men bagagerummet er stadig til den lille side i form af 397 liter. Testbilen er udstyret med glastag, hvilket giver et dejligt lys ovenfra. Tildækningen er dog manuel, hvilket ikke er optimalt, hvis man kører alene og ønsker at dække glastaget til. 

Læs også: Hyundai Ioniq – årets elbil i Danmark

Infotaimentsystemet i Toyota Yaris Cross
Navigationen vises skærmen i midten af instrumentbrættet

Lille bil med Head-Up Display

Jeg oplever, at infotainmentsystemet indimellem er langsomt, hvilket påvirker indtrykket af skærmen, som ellers er simpel og lettilgængelig. Der er head-up display, hvilket giver en afslappet kørsel og er en stor hjælp til at undgå at flytte blikket fra vejen. Jeg synes dog, at det er et kæmpe minus, at den indbyggede navigation ikke kan ses i head-up displayet.

Til gengæld vises vejskilte i head-up displayet, herunder også motorvejs- og motortrafikvejsskilte. Dog er vejskiltevisningen i head-up displayet tit forkert, mens der på infotainmentskærmen som regel vises det rigtige – det skyldes, at det ene er en vejskilteassistent, mens den anden får information via navigationen. Under alle omstændigheder virker det spøjst, at de to ting ikke taler sammen og viser samme information.

Læs også: NIO – det nye elektriske bilmærke kommer til Danmark

En smart feature

Navigationen er intuitiv og nem at finde rundt i. Ved trafikmeldinger eller andet relevant i forhold til kørslen kommer der advarsler på navigationen, for eksempel ”trafik forude”, hvilket giver en større sikkerhed og giver køreren mulighed for at forberede sig eller finde alternativer. Køreren kan også selv rapportere trafik, uheld, fartkontrol osv. via skærmen. Bilen har bakkamera, men det er desværre ret utydeligt. 

Bagsædet på Toyota Yaris Cross
Bagsædet på Toyota Yaris Cross

Kørekomfort

Yaris Cross’ kørekomfort er desværre ikke i top. I SUV’er er der et højere tyngdepunkt, end det er tilfældet i lave biler, hvilket gør at SUV’er ikke ligger lige så godt på vejen. Det er forskelligt fra model til model i hvor høj grad det påvirker kørekomforten, men i Yaris Cross er det ret udtalt.

Vinden ”tager fat” i bilen, og jeg oplever generelt en urolig kørsel på motorvej. Derudover larmer bilen utrolig meget, hvilket faktisk var det første jeg bed mærke i, og gearskiftet fungerer heller ikke særlig smooth. Begge ting påvirker kørekomforten i høj grad.


Der er nøglefri betjening, men jeg oplever flere gange, at det ikke virker optimalt, hvilket gør en ellers nem løsning besværlig. Infotainmentsystemer bipper flere gange, hvor grunden hertil ikke er åbenlys – sådan noget skaber blot irritation hos mig, da jeg ikke kan finde frem til, hvad jeg har gjort eller skal gøre. 

Toyota Yaris Cross interiør
Toyota Yaris Cross leveres med Head-up display og bakkamera

Konkurrenter og pris

Testbilen har den næsthøjeste udstyrsvariant, Premier Edition, som indebærer en hel række lækkert standardudstyr. Den samlede pris herpå er kr. 360.490,-, og Yaris Cross kan fås fra kr. 254.990,-. I samme prisklasse ligger bilmodeller som Citroën SUV C3 Aircross, Renault Captur og Seat Arona. 

Konklusion

Toyota Yaris Cross er desværre ikke som forventet – der er nogle ærgerlige løsninger indimellem, og designet kunne godt bruge en overhaling. Der er dog fokus på løsninger, der øger sikkerheden så som head-up display og advarsler på navigationen. Vigtigst af alt er kørekomforten ikke som ønsket, hvilket påvirker det samlede indtryk af bilen i høj grad. 

Stiletter:

Design: tre ud af seks 

Køreglæde: to ud af seks

Value for money: tre ud af seks

Tak til Toyota Danmark for at stille testbilen til rådighed for Kvindernes Bilmagasin.

Toyota bekræfter ny mikrobil, skal hedde Aygo X og får crossover design

Toyota bekræfter at en helt ny bil i mikrobil klassen skal erstatte den forhenværende Aygo, og kaldes Aygo X – Hvor X skal udtales som Cross

Aygo x teaser af baglygte og navn

Det er ingen hemmelighed, når alle ved, at disse dage er SUV og crossover designets gyldne dage i Danmark. Vi er vilde med det, og derfor kan det ikke blive bedre når en af danmarks mest populære kompakte mikrobiler får sådan et design.

Crossover designet

Vi ved endnu ikke endeligt hvordan den nye Aygo X skal se ud, men, tidligere i 2021 løftede Toyota sløret og præsenterede en helt ny konceptbil, som tydeligt kan sættes i relief til den nye Aygo X. Konceptbilen Aygo X Prologue, har ikke kun navnet, men også et tydeligt crossover design.

Derfor kan en større markeret front, en høj bagende og en højere siddeposition, meget vel være nogle af de markante forskelle i forhold til den nuværende Aygo. Den endelige afsløring af produktionsmodellen får vi i starten af november 2021, så vi må vente lidt i spænding endnu.

Se videoen af Aygo X Prologue herunder.

At den nye bil skal have et “X”, får måske også mange til at tænke på de nuværende Aygo-modeller. Mange af bilens udstyrsvarianter har nemlig hedder noget med X, f.eks. Aygo X-Style eller standards udstyrsvarianter der bare har heddet X. Det lille bogstav bliver ikke bare en udstyrsvariant nu, men bilens identitet. X kommer til at stå for “Cross” i Crossover, derfor skal den også korrekt udtales Aygo Cross.

Designet til europæerne

Den nye mikrobil er den første bil der er 100% udviklet, designet og produceret fra Toyotas nye udviklingscenter, Toyota Motor Europe. Den skulle være designet med stort fokus på det europæiske marked, og skulle derfor passe perfekt til de at komme rundt i de europæiske byer og forstæder.

Den nye Aygo X vil også blive den tredje bil der er bygget på den nye GA-B platform fra Toyota. Det er den samme platform som Yaris og Yaris Cross er bygget på. Yaris vandt årets bil i Europa 2021, blandt andet på grund af gode køreegenskaber grundet den nye platform, så mon ikke den nye Aygo X også bliver en helt ny køreoplevelse.

Læs også: Verdenspremiere på ny generation Toyota Yaris

Kilde: Toyota

Biltest: Toyota GR Supra -Du sparker r**

Toyota GR Supra i perlemorshvid set fra front

Toyota har satset tungt på hybridbiler, men med lanceringen af sportsvognen Toyota GR Supra er der ikke megen hybrid i sigte! I 2020 lancerede Toyota en 2.0 liters ny udgave af den ikoniske sportsvogn, som har givet den et helt nyt liv med fantastiske køreegenskaber og et nyt flot design, som får Supra til at skille sig ud fra mængden. 

Toyota Supra I Pearl White
Toyota GR Supra i Premium Metallak kaldet ”Pearl White”

Vores testbil Toyota GR Supra 

Vores Toyota GR Supra har den ”lille” 2.0-liters 4-cylindret benzin-rækkemotor med små 258 hestekræfter i udstyrsvarianten ”Sport”. Med et 8-trins automatgear, men mulighed for manuelt at geare op- og ned ved rattet. Den kan desværre ikke fås kun med manuel gearkasse…

Læs også: Blogindlægget – Mig og min Toyota Corolla Hybrid

Bilen er ikke udstyret med den højeste udstyrsvariant, men ”Sports” varianten er dog ikke bare en udstyrsvariant, den har faktisk det udstyr der kan være vigtigst, ifølge mig, hvis man vil have en sportsvogn. Derfor opdeler vi lige standardudstyret i ”Live” udstyrsvarianten fra vores testbil i ”Sports” varianten:

GR Supra Live (Standardudstyr) 
18” alufælge
LED forlygter
LED baglygter
opvarmlige og nedblændede sidespejle
el-justerbare
Nøglefri adgang og start
Fuldautomatisk klimaanlæg
Sportssæder
Elektrisk (fører- og passagersæde)
Sædeindtræk i Alcantara6.5” multimediadisplay
Bluetooth
Toyota Safety SensePre Collision System
Fartpilot/Advarsel for vognbaneskiftVejskiltegenkendelse 
GR Supra Sport (Vores bil)
8.8” multimediaskærm
Navigation
Connected Services
Aktivt differentiale
Adaptiv variabel undervogn
Sportsbremser
Røde bremsekalibre

Der skal ikke læses længe, før man lægger mærke til, at det ikke bare er lidt fancy sportslige detaljer, Nej, med ”Sport” udstyrsvarianten får man nemlig både aktivt differentiale og adaptiv variabel undervogn. Det vil sige, at vores testbil, i stedet for et normalt åbent differentiale, har et aktivt et, som øjeblikkeligt justerer momentet på det enkelte hjul. Når vi derfor skal ud og dreje skarpt, i nogle hurtige sving, så bibeholder Supra’en en fantastisk stabilitet og effektivitet under hele manøvren.

Læs også: Sådan finder du de helt rigtige sommerdæk

Den adaptive variable undervogn tilpasser sig konstant underlaget, og hjælper med at stabilisere bilen når de 258 hestekræfter i slippes løs. (Pssst… det viste sig også at være fantastisk over høje vejbump!) 

Prisen for Toyota GR Supra i udstyrsvarianten ”Sport” (uden metallak) er 826.545 kr. Vores testbil har dog metallak i farvel ”Pearl White” som koster 19.990 kr. ekstra. Priserne starter fra 776.545 kr. for standardversionen. 

Toyota GR Supra set fra siden
Toyota GR Supra set fra siden

Design & Udstyr 

Selvom Toyota blandt andet har lavet samarbejde med BMW om motoren i Supra’en, så kan det ikke ses på designet. Toyota Supra har utroligt flotte former hele vejen rundt. Spidsen går i en perfekt akse ud mod de brede og flotte LED-lygter, som er med til, at skabe aggressivitet omkring fronten af bilen. Brede runde hjulkasser, luftindtag (desværre falske…) ved baghjulene og coupéformen, giver bilen sin sportslige charme. – og så er bubbeltaget, en lidt nørdet, men fed gestus til Toyota GT2000.

Toyota GR Supra set fra oven
Toyota GR Supra med “bubbeltag”

Indvendigt er der ikke meget at komme efter. Interiøret ligner til en forveksling søstermodellen BMW Z4, med enkelte forandringer. Der er virkelig sørget for at alting er enkelt og praktisk, hvilket er utrolig rart, for hvem hader ikke at lede efter en knap?

Dog har de ikke været så praktiske da de har tænkt på placeringen af kopholderne, for hvis du vil have kaffe eller vand med i Toyota Supra, så kan du ikke rigtig bruge armlænet, eller skifte til bakgear særlig hurtigt.

Sportssæderne er i Alcantara, hvilket jeg er helt vild med. Det giver eksklusivitet til den simple kabine. 

Toyota GR Supra's interiør minder om BMW Z4
Interiøret i Toyota GR Supra er enkelt og minder utrolig meget om BMW’s Z4

Som skrevet har Toyota GR Supra en masse udstyr, og specielt ”Sport” eller ”Premium ”-udstyrsversionen (versionen over Sport og kan fås med 3.0-motor) er ideel – især hvis man vil have Supra’en på bane.

Dog er der lidt udstyr man bare synes mangler i en bil til over 800.00 kr. Eksempelvis får man først blindvinkel-alarm eller parkeringssensor, hvis man køber Supra 3.0 Premium. Den koster 1.029.900 kr. også selvom der allerede er gjort klar til parkeringssensorer på fronten.

Den får også først vognbaneassistent og adaptiv fartpilot når vi går niveauet højere op. Det er en skam, da det efterhånden er standard på de fleste større biler. Så hvorfor skal vi dog give over en million kroner for at få det i vores Supra? 

Sportsæder i Toyota GR Supra
Sportssæderne er i Alcantara

Køreegenskaber & Motor

2.0-literen er små 100 kg lettere end 3.0’eren, og det giver en perfekt 50/50 vægtfordeling, som tydeligt kan mærkes, når bilen kører. Bilen trækket hurtigt op i fart, ligger vanvittigt stabilt på vejen, og var overall bare fantastisk. I byen var Supra’en også behagelig at køre rundt i. Selvom bilen virker bred, er den nem at komme rundt i, og overraskende nem at parallelparkere. Der var dog enkelte ting der kom frem under bykørsel: Sportsbremserne er utroligt sensitive og ved køkørsel lidt for aggressive, bubbeltaget giver en stor blind vinkel ved sving, og så laver chassiset nogen underlige knirke lyde når bilen kører langsomt. 

Mortorrummet i Toyota GR Supra
Supra’en med åben motorhjelm

Køreglæde & Opmærksomhed

Der er ikke meget at klage over, for Toyota Supra er Supra sjov! Vil man have en fantastisk bil som kører umådeligt godt, så er det helt klart en Supra man skal kaste sine penge efter. Det går også hurtigt op for en at det ikke bare er en hurtig bil man køber. Supra’en meget mere end det.

Folk vender sig rundt og peger efter bilen. Folk tager billeder af den mens du handler ind, og du får utroligt mange komplimenter (Altså for bilen!).

Når man køber en Supra, køber man ikke kun en hurtig sportsvogn, man køber uanede mængder af opmærksomhed. Altså virkelig meget opmærksomhed!

Tak for udlån til Toyota Danmark

Toyota GR Supras numse er fin
Go Røv, Go Weekend!

Design 

Køreglæde & Køreegenskaber

6/6 stiletter for design

Value for money

Biltest: Toyota Supra 2020- en ægte gaderæser

Toyota Supra 2020 teaserbillede

Toyota er efterhånden ret kendt for deres hybridbiler. Men nu er 5. generation af en ægte gaderæser tilbage: Toyota Supra 2020 er en helt ny smuk udgave med fantastiske køregenskaber.

Toyota Supra 2020 teaserbillede

Januar er ikke den mest oplagte måned at teste en sportsvogn. Denne januar er tilmed en meget våd en af slagsen, men når man får lov til at køre i en bil med et formfuldendt design og en køreglæde der siger spar 2, så glemmer man for en stund, at vi befinder os i en af årets kedeligste måneder og føler os hensat til en varm sommerdag i det bedste selskab: Toyota Supra’en.

Fakta om testbilen

Testbilen er en Toyota GR Supra 3.0 Premium med en V6 motor. Den er baghjulstrukket og har 340 hk. Automatgearet er et 8-trins Sports Automatic gear fra ZF.
Den går fra 0-100 på 4,3 sek. og er opgivet til at køre 12,1 km./l.
Der blev kun leveret 900 Toyota Supra’ere til det europæiske marked i 2019, og ønsker du at bestille et eksemplar skal du være hurtig. Toyota Danmark har netop åbnet for reservationen af Supra’en, og da antallet af biler til det danske marked vil være stærkt begrænset, er det en god idé ikke at vente længe, hvis du ønsker at eje et eksemplar. Bestillingen foregår udelukkende online og der er et depositum på 15.000,- dkr.

Kørehandsker der matcher bilens farve.

Design

Den nye Toyota Supra er 5. generation af Supra’en, den seneste model kom helt tilbage i 1993. Der er virkelig sket meget siden da, både designet, men også køreegenskaberne er strammet op.
Kurvede former udvendigt og minimalistisk indvendigt præger gaderæseren.

Eksteriør

Set udefra er den aggressiv og muskuløs i designet med flotte kurver. Bobbeltaget givet den en ekstra dimension af coolness og bidrager til aerodynamikken. Bobbeltaget er iøvrigt en hyldest til Toyota GT2000 fra 1967 og jeg er vild med det!

Toyota Supra forfra
Bemærk de smukke kurver på bobbeltaget. En hyldest til Toyota GT2000.


LED lygter (både for og bag) og LED kørelys giver et virkelig godt lys ved kørsel i mørke og designet på forlygterne understreger det aggressive look, som når man kniber øjenene sammen og rynker brynene for at se ekstra tough ud.
En af mine svagheder er store alufælge og her skuffer Supra’en heller ikke med de 19″ smede alufælge. Brembo sportsbremser i rødt er et fedt match til bilens røde farve og er med til at give bilen det frække gaderæser look.

Supra fælg
19″ smede alufælge med røde Brembo sportsbremser.

Interiør

Indvendigt er den stilren og der er ikke mange dikkedarer. Sikkerhedsudstyr er der dog ikke sparet på og den har desuden både head up display og adaptiv fartpilot.
Via den 8,8″ skærm betjener jeg nemt både telefon, radio og navigation, jeg kan dog også vælge touch pad’en mellem sæderne til at styre mellem menuerne.
Jeg kan vælge imellem 2 køre indstillinger, sport og normal.
Handskerummet er nærmest ikke eksisterende og der er knap nok plads til instruktionsbogen.

Toyota Supra kabine
Stilren og minimalistisk kabine.
Infotainment
Hvis du synes infotainment systemet minder om BMWs har du helt ret.

Udstyr

I premium udgaven er der en del udstyr. Her har vi valgt at fremhæve noget af det.

  • Supra Safety+ (Pre-Collision System (for både objekter, fodgængere og cyklister), Lane Departure Alert, Road Sign, Assist, Automatic High Beam, Blind Spot Monitor, Rear Cross Trafic Alert, Adaptiv fartpilot med radar, parkeringssensorer for og bag)
  • Concierge Service (24-timers hjælp fra call center)
  • Supra Connect og eCall nødopkaldssystem
  • Trådløs opladning af smartphone
  • Smart Entry & Start system (nøglefri betjening)
  • Regnsensor, skumringssensor og lyssensor

Biltest af Toyota Supra

Jeg åbner den brede fordør og skal sætte mig ind i bilen, “ok det kræver lidt snilde det her”, tænker jeg. Den er meget lav og sportssæderne – som er komfortable, når du først er kommet ind i bilen – er svære at komme ned i. Med bagdelen ind først og dernæst benene fungerer det, men jeg vil nødig forsøge at sætte mig ind i bilen i en lille cocktailkjole….

Sportssæde
Sportssæderne i Supra’en er behagelige, men indstigningen er en kunst.

Jeg sætter indstillingen til “sport” og mærker bilen suge sig fast i vejbanen og V6 motoren brøler, da jeg accelerer. Jeg må bare konstatere: Bilen kører fantastisk!
Tyngdepunktet er lavt og bilen er let, den vejer blot 1.5 tons.
Bremsen er kontant og jeg har tillid til, at bilen fører mig sikkert igennem kurverne.

Gearskifte
Jeg trykker på sports indstillingen og mærker undervognen stramme op og bilen suge sig fast i asfalten.

En blind vinkel i C stolpen (mellem siderude og bagrude) tager desværre det meste af udsynet, når jeg skal dreje og er direkte ubehagelig.
Er du meget høj udgør den lave A stolpe også noget af en udfordring for ind og udstigningen.

Supra’en er en 2 personers bil, og hvor mange andre sportsvogne er lukket af mellem forsæder og bagagerum er der her direkte adgang til bagagerummet fra forsæderne. En fed detalje, hvis jeg skal af med jakke eller andre småting uden at skulle stå ud af bilen. Pladsen i bagagerummet er naturligvis begrænset, men acceptabel (290 l.).

Bagagerum
Der er fin plads til håndtasken i bagagerummet.

Parallelparkering? Ingen problem

Supra’en er forholdsvis lang, 438 cm., men dens drejningsmoment er formidabelt. Jeg kan vende på en femøre og få den ind på selv de smalleste parkeringspladser.
Køleren er lang, men Supra’en er legende let at parallelparkere. Fordi den er så lav, er det nemt at se bilen både foran og bagved, og så er der selvfølgelig også bakkamera i. Sidespejlet kører selv ned når jeg sætter den i bakgear, så jeg kan følge kantstenen. Jeg tror selv min gamle mor kunne lære at parallelparkere Supra’en.

Partnerskab mellem Toyota og BMW

Inkarnerede Supra fans vil nok være noget utilfredse med, at Toyota har samarbejdet med BMW, for der er rigtige mange dele af Supra’en, der er magen til BMW Z4’eren. Supra deler både motor, gearskifte, klimaanlæg, ja faktisk det meste af interiøret med BMW’en, men designet på Supra’en er helt unikt. BMW’en fås som roadster cabriolet, Supra’en kommer kun i coupé udgaven.

Er partnerskaber fremtiden?

Vi kommer med stor sandsynlighed til at se flere og flere partnerskaber i fremtiden, inden for mange forskellige industrier, heriblandt bilindustrien. Hvorfor ikke udnytte fordele og kompetencer og skabe endnu bedre biler med den nyeste teknologi, højere performance og federe design? Det kan i sidste ende kun gavne producenterne (økonomi), men i høj grad også kunderne, der får bedre biler.
Vi er i hvert fald spændte på at følge med i fremtidens udvikling og partnerskaber inden for bilindustrien.

Bilen set fra siden
Toyota Supra.
BMW Z4
BMW Z4.

I september var vi en tur på Ring Knutstorp for at teste Supra’en, læs hele artiklen.

+/- ved Toyota Supra

+ Design, køreegenskaber, elsæder

ind/udstigning, udsyn, A stolpe

Konkurrenterne til Toyota Supra

Først og fremmest BMW Z4, Porsche Cayman og Jaguar F-TYPE. Jaguar kommer iøvrigt med en faceliftet F-Type her i 2020, i 2019 testede vi den daværende model.

Læs anmeldelsen af Jaguar F-TYPE.

Pris

Toyota Supra 3.0 premium koster fra 1.009.990,- dkr. Testbilen var i en flot rød farve (Prominence Red) som koster 19.988,- Der var ikke monteret ekstra udstyr i bilen.

Konklusion på Toyota Supra

Det har været en uge fyldt med gode køreoplevelser. Toyota Supra er bygget til både bane og gade. Det er en gaderæser, behagelig at køre i og egner sig til hverdagsbil, men der er ingen tvivl om, at bilen udnytter sit potentiale bedst på banen, hvor de 340 hk. virkelig får lov til at proforme.
Det er ikke uden grund, at den rappe, lille sag har vundet æresprisen “Bilglædeprisen” ved Årets bil 2020.

Toyota Supra bagfra

Stilletter

Kvindernes Bilmagasin giver Toyota Supra følgende stilletter:

DESIGN

6/6 stiletter for design

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

Toyota Supra var venligst udlånt af Toyota Danmark, som ikke har haft indflydelse på indholdet i artiklen.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.