uddannelse

Lea Bernberg: “Det med biler kan man ikke som kvinde”

23-årige Lea Bernberg er bil-økonom studerende og er vokset op med en bilglad far og en bror der læste VMAX og Bilmagasinet. Det smittede af på Lea, men hendes overbevisning fortalte hende dengang “at det med biler, kunne man ikke som kvinde”. Vi har mødt Lea til et meget åbent og ærligt interview om hvordan det er at være kvinde på biløkonomuddannelsen og hvad det var der fik hende til at søge den vej.

Lea på sin arbejdsplads
Lea Bernberg arbejder i en bilforretning ved siden af sit biløkonomstudie

1. Lea Bernberg: Fortæl lidt om dig selv – bopæl, alder, baggrund, fritidsinteresser, hobbyer

                      Jeg er 23 år og bor i Aarhus. Jeg er opvokset i en mindre by nær Esbjerg sammen med min mor, far, storebror og lillesøster. Da jeg var ganske lille, var biler et stort samlingspunkt for min bror og far. Jeg lyttede interesseret med i smug og når de begge havde læst månedens VMAX og Bilmagasinet, fik jeg lov til også at læse. Når vi alle var ude at køre, handlede det om at være den første der gættede bilmærket på de biler vi overhalede. Siden hen er interessen for biler og motorsport kun blevet større, hvoraf Formel 1 og Le Mans klart er storfavoritter. Når jeg ikke er til undervisning, arbejder eller ser motorsport, holder jeg rigtig meget af at lave mad. Jeg holder af det sociale ved mad, men mest af alt er mit køkken et frirum, hvor jeg kan udtrykke den smule kreativitet jeg har.

2. Hvordan er det at studere biløkonom? Hvad giver det dig?

                      Det er det absolut fedeste at læse til biløkonom. I forbindelse med studiet skal man have en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed. Det vil sige at vi har undervisningsfri hver mandag, hvor vi, i stedet for undervisning, arbejder i vores praktikvirksomheder. For mit vedkommende vil det sige at jeg minimum en gang i ugen tager turen fra Aarhus til Esbjerg, hvor jeg arbejder, og tilbage igen. Dét at vi er tilknyttet en virksomhed er den perfekte kombination af teori og praksis, og giver os den enorme fordel at vi kan afprøve det vi lærer i undervisningen. 

Læs også: Kvinder i autobranchen er uundværlige i fremtiden

3. Hvad fik dig til at vælge netop denne uddannelse?

                      Efter jeg færdiggjorde STX, havde jeg ingen anelse om hvad jeg ville være. Jeg flyttede derfor et halvt år til England i håb om at det kunne give mig en idé. Jeg havde før tænk at det kunne være fedt at få lov til at være omringet af biler hver dag, men havde også den overbevisning at det ’kunne man ikke som kvinde’. I løbet af mit ophold i England, var jeg på Silverstone og oplevede mit første live Formel 1-løb. Dér blev jeg overbevist om at jeg skulle arbejde i AutoBranchen. Herefter stod valget mellem biløkonom og autoteknolog, men eftersom man ikke længere kunne læse autoteknolog på engelsk i Aarhus, faldt valget på biløkonom. Jeg flyttede tilbage til Danmark og opdagede desværre lidt for sent at biløkonomuddannelsen findes, og missede lige nøjagtigt ansøgningsfristen for 2017. I stedet brugte jeg et år på at skaffe erfaring indenfor branchen og søgte ind i 2018.

4. Hvordan har du det med at være (næsten) eneste kvinde i klassen?

                      I størstedelen af min ungdom har mine bedste venner været drenge. Ikke fordi jeg er en drenge-pige overhovedet, men fordi drenge generelt matcher mine holdninger til en ’no-bullshit’ kultur. Så på det personlige, gør det mig ingenting at størstedelen af studiet er drenge, for de er heldigvis meget søde allesammen. Dog synes jeg det er en skam at andelen af kvinder ikke er stigende i den ønskede grad, da der garanteret findes kvinder derude hvortil uddannelsen passer perfekt. 

Lea sammen med sit hold på biløkonomuddannelsen

5. Hvad gør studierne for at tiltrække flere kvinder? Gør de overhovedet noget?

                      Der findes umådeligt mange forskellige uddannelsesmuligheder i Danmark, der for mange kan gøre det svært at vælge. Derudover så er biløkonomuddannelsen så lille, at vi på min årgang er 14 elever fordelt på to uddannelsessteder i Danmark. Så det er ikke kun kvinder vi kunne bruge flere af, det er også mænd. For at mindske risikoen for at kvinder vælger den fra, fordi de tror det ikke er en uddannelse for kvinder, forsøger uddannelsen både at have en mand og en kvinde til at repræsentere uddannelsen på de uddannelsesmesser vi deltager i. Dette gør at interesserede kvinder, kan få lov til at høre fra en kvinde hvordan branchen er. 

6. I 2025 kommer bilbranchen til at mangle 60.000 faglærte. Hvordan tror du at branchen generelt set kan tiltrække flere kvinder?

                      Det er et kæmpe problem at vi kommer til at mangle så mange faglærte, men jeg tror ikke det skal handle om at tiltrække kvinder. Derimod tror jeg det skal handle om at tiltrække interesse og kompetence. En interesse og hertil kompetencer som findes i kvinder, såvel som mænd. Hvortil problemet hovedsageligt lyder at flere vælger akademikeruddannelser, og derved færre vælger en erhvervsuddannelse. Jeg tror det skal gøres attraktivt at vælge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen og at det gælder om at ændre folkeskoleelevers, ærgerlige opfattelse af erhvervsuddannelser. Når det gælder mandsdominerede brancher såsom AutoBranchen, er det ligeledes vigtigt at man, i kommunikationen til unge, viser at man ikke behøver at være af hankøn for at kunne klare de arbejdsopgaver der forestår. Og at man sagtens kan passe ind i et værksted som pige. 

7. Hvordan tror du at vi kan få gjort branchen knapt så mandsdomineret som den er i dag?

                      Jeg tror det gælder om at vise de kvinder der allerede er i branchen, og få dem til at fortælle om deres erfaring og oplevelser. For derved at forkaste overbevisningen om at autobranchen kun er for mænd. Jeg er sikker på at der gennem tiden har været en del piger der har overvejet at blive mekaniker, servicerådgiver, bilsælger osv. men i sidste ende har valgt noget andet fordi de ikke troede at branchen var et sted for dem. Det har været et stort tab, derfor skal de piger se og forstå at branchen har brug for nogen som dem og at der ikke bliver kønsdiskrimineret.              

8. Hvad er din erfaring med at få flere kvinder ind i mandefagene? Hvilke dynamikker/resultater tror du det giver? 

                     Min erfaring indenfor branchen er stadig spæd, men af mine nuværende og hidtil kollegaer, er der sammenlagt kun en enkelt kvinde der har formået at komme gennem nåleøjet til en stilling i et såkaldt mandefag, som reservedele må siges at tilhøre. Det er alt for lidt. Jeg har desværre stadig til gode at arbejde sammen med en kvindelig bilsælger, servicerådgiver eller mekaniker. Jeg holder stadig fast på at jeg mener det bør komme an på hvem der besidder de rette kompetencer kontra hvilket køn man har. Med det sagt er der dog små grundlæggende forskelle på kvinder om mænds personligheder som fx at vi forholder os forskelligt til præstationer, struktur og indflydelsessøgning. Derfor kan flere kvinder i mandefaget give en virkelig god dynamik på en arbejdsplads. Man kan derved ruste virksomheden ved stærke personligheder, der udnytter evner som konkurrencesøgen.

Tak til Lea Bernberg for et meget åbent og ærligt interview!

Har du fået lyst til at læse mere om biløkonom-uddannelsen – så læs mere her.

Kvinder i autobranchen er uundværlige i fremtiden

Kvinder i autobranchen

Hos Kvindernes Bilmagasin ligger det os meget på sinde, at være med til at hjælpe flere kvinder i autobranchen. Ifølge adskillige analyser vil Danmark mangle i omegnen af 60.000 faglærte om bare fem til seks år. Og mange fag mangler kvinder. Læs hvad EUC Sjælland og AutoBranchen Danmark gør for at sætte fokus på netop denne problematik.

Kvinder i autobranchen
Om fem år vil branchen mangle 60.000 faglærte

Kvinder i autobranchen

EUC Sjælland og Autobranchen Danmark vil have kvinder i autobranchen. De sætter nu fokus på kvinder på erhvervsuddannelsen, og man vil undersøge de unge pigers trivsel såvel på skolen som i virksomheden. Det sker blandt andet i kraft af en årlig trivselsmåling. Formålet er ganske enkelt at sikre, at autouddannelserne også er attraktive for kvinderne.

Læs også: Autobranchen og EUC Syd vil sikre kvinders trivsel i uddannelsen

”Som skole er vi interesserede i at have så mange elever som muligt, og lige som virksomhederne kan forbedre arbejdsmiljøet ved at have en bedre fordeling af mænd og kvinder, så kan vi se samme fordele på skolen. Så vi ser det som naturligt at sætte ind overfor kvinderne,” siger John Norman, direktør på EUC Sjælland i Næstved og Køge.

Trivselsmålingen er udarbejdet af AutoBranchen Danmark i samarbejde med konsulenthuset Living Institute. Den bliver nu brugt af en række erhvervsskoler over hele Danmark, og skal medvirke til at styrke indsatsen overfor kvinderne.

Fremtiden er vigtig

Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, har hæftet sig ved, at kun 10 procent af medarbejderne i autobranchen er kvinder. Undersøgelser viser, at det giver bedre resultater med en mere ligelig kønsfordeling. Og da branchen står til at mangle faglærte, er interessen for kvinderne oplagt.

”Virksomhederne i autobranchen er selvfølgelig interesserede i at ruste sig til fremtiden. For dem er det vigtigt også at se i retning af kvinderne, for ellers bliver manglen på medarbejdere endnu større,” siger Gitte Seeberg og fortsætter:


”Vi skal vise kvinderne, at der er karrieremuligheder i autobranchen, og når vi måler kvindernes trivsel på uddannelsen, får vi pejlemærker for, hvad der er godt og hvad der er skidt på skolen såvel som i virksomheden. Det er vigtig og brugbar viden,” siger hun og slår fast, at rekruttering af kvinder er et emne, som hendes organisation arbejder seriøst med – både for at sikre tilstrækkelig arbejdskraft og for en bedre kønsfordeling.

Analyser afslører

Hos konsulenthuset Living Institute er de specialister i ”diversity intelligence” – altså at arbejde med diversitet inden for såvel køn som kultur. Her siger partner Jens Rotbøll, at en bedre kønsfordeling ganske enkelt er en nødvendighed.

”Man kan spørge sig selv, om man har råd til at lade være. Når branchen mangler lærlinge, har man så råd til at ekskludere halvdelen af potentialet?  Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det er et faktum, at folk der tænker forskelligt kan lave bedre resultater sammen end folk, der tænker ens,” fortæller Jens Rotbøll.

Folketinget har vedtaget en målsætning om, at i 2025 skal 30 procent af en ungdomsårgang søge ind på en ungdomsuddannelse. Nu er tallet lige omkring 20 procent.

Kilde: Autobranchen Danmark

Autobranchen og EUC Syd vil sikre kvinders trivsel i uddannelsen

EUC syd

EUC Syd i Aabenraa og AutoBranchen Danmark indgår et nyt samarbejde for at sætte fokus på kvinder i autobranchen. Det sker for at imødekomme, at Danmark kommer til at mangle faglærte i fremtiden og for at sikre en bedre kønsfordeling i branchen.

EUC syd

Fremskrivninger siger, at Danmark mangler 60.000 faglærte allerede i 2025. Også autobranchen mangler unge, der kan fylde hullet efter dem, som går på pension. Der skal rekrutteres unge af begge køn, og i forvejen er der ikke mange kvinder i branchen. Derfor vil AutoBranchen Danmark, brancheorganisation for 1200 autoforhandlere, værksteder og autolakerere, i samarbejde med skolerne undersøge trivslen blandt kvinderne på uddannelserne. Formålet er at styrke rekruttering og muligheden for at fastholde kvinderne i autobranchen. Det sker i første omgang med trivselsanalyser udviklet i samarbejde med konsulenthuset LIVING INSTITUTE.

”Kvinderne har brug for at se, at der er karrieremuligheder i autobranchen. Undersøgelserne skal bruges til at se på, om trivslen skal øges på skolerne og måske i virksomhederne, der også skal kende til eventuelle udfordringer i arbejdsmiljøet. Det er et vigtigt samarbejde,” siger Gitte Seeberg, der er adm. direktør i AutoBranchen Danmark.

EUC Syd er blandt de første skoler i Danmark, som ønsker at undersøge trivslen blandt kvinderne i samarbejde med AutoBranchen Danmark. Håbet er at erhvervsskoler over hele landet kommer med og sætter fokus på kvinder på uddannelsen.

Læs også: Få kvinder i autobrancen – netværk og rollemodeller skal vise karrierevejen

”For os giver det god mening at være med i dette samarbejde, for vi ønsker jo kun det bedste for de brancher, vi arbejder med, og som skole kan vi ikke være ligeglade. Vi kan også se, at manglen på lærlinge begynder at sætte ind, og selvfølgelig må vi alle tage del i at gøre noget. Det er kun naturligt, at vi vil dette samarbejde,” lyder det fra Søren Nees Priisholm, der er afdelingschef på EUC Syd.

I samarbejdet vil EUC Syd påtage sig at undersøge trivslen blandt de unge kvinder på uddannelsen. Både hos dem, der er på uddannelsen, og hos dem, som måske vælger at forlade uddannelsen.

Konsulenthuset LIVING INSTITUTE har medvirket til at udarbejde det spørgeskema, som skal danne grundlag for arbejdet med at forbedre forholdene. Hos LIVING INSTITUTE er de specialister i ”diversity intelligence” – altså at arbejde med diversitet inden for såvel køn som kultur. Her siger partner Jens Rotbøll, at en bedre kønsfordeling ganske enkelt er en nødvendighed.

”Man kan spørge sig selv, om man har råd til at lade være. Når man mangler lærlinge, har man så råd til at ekskludere halvdelen af potentialet? Mænd og kvinder tænker forskelligt, og det er et faktum, at folk der tænker forskelligt kan lave bedre resultater end folk, der tænker ens,” fortæller Jens Rotbøll. Han tilføjer i øvrigt, at det ikke kun er på værkstedet, at autobranchen har brug for kvinder.

Kilde: Autobranchen Danmark

Invitation til netværksarrangement – Autobranchen Danmark

Hvordan får vi flere kvinder til at vælge en uddannelse og et job i autobranchen? På Kvindernes Internationale Kampdag fredag den 8. marts inviterer AutoBranchen Danmark og Kvindernes Bilmagasin til et debat- og netværksarrangement. Vi sætter fokus på, hvordan vi får flere kvinder til at vælge en uddannelse og et job i autobranchen.

Autobranchen Danmark

Ni ud af ti i branchen er en mand. Forskning viser, at virksomheder med en høj grad af diversitet har en fordel fremfor de virksomheder, der er mere homogene sammensat. De træffer bedre beslutninger og får afdækket flere vinkler, og netop det kan være med til at forbedre arbejdsgange og bundlinjen. Derfor er der gode argumenter for at geare branchen til i højere grad at tiltrække kvinderne. Der er brug for alle i fremtiden.
Læs om stærke kvinder og blive inspireret her.

Men gør vi nok for at tiltrække piger og kvinder til at tage en uddannelse inden for autobranchen? Er vi gode nok til at tiltrække dem som erhvervspraktikanter, i administrative stillinger og i lederjobs? Og hvad siger de selv?

Kom og mød:

Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, som vil præsentere resultaterne af en dugfrisk befolkningsundersøgelse, hvor vi har undersøgt, hvorfor der ikke er flere kvinder, der søger ind i autobranchen. Vi har også undersøgt, om det betyder noget at købe bil af en anden kvinde. Vi har også lavet en medlemsundersøgelse for at se, hvilke stillinger kvinder typisk har i forretningerne, og om der er broer, vi kan bygge og blinde vinkler i branchen.

Ture Hansen, Generalsekretær Dansk Automobil Sports Union, som vil fortælle om projektet ”Hestekræfter –motorsport på skoleskemaet”, hvor skoleeleverne fra 7.-10. klasse rykkes ud af klasselokalet og ind på racerbanen. Projektet har til formål at understøtte og fremme elevernes interesse for de naturvidenskabelige fag og stimulerer interessen for at søge ind på erhvervsuddannelserne. Projektet giver os samtidigt en unik mulighed for at præsentere pigerne i udskolingen for karrieremulighederne inden for bl.a. autobranchen.

Benedicte Engel, bilpassionist & stifter af Kvindernes Bilmagasin, har altid været vild med biler. Familien har været i branchen igennem fire generationer. Hun har flere års erfaring som bilsælger og har solgt alt lige fra de små mikrobiler til familiebiler, økobiler, elbiler og firehjulstrækkere. Hun har selvfølgelig også solgt biler til kvinder. Her mærkede hun, at kvinder ofte følte sig oversete og i vildrede i salgsprocessen, når de skulle handle ny bil, eller bilen skulle på værksted.

Kom og deltag i debatten og del dine tanker og erfaringer. Men ikke mindst kom og få en hyggelig aften, inden vi går ind til arrangementet i den store sal i VEGA, hvor der vil være masser af debatoplæg, musik, dans, taler osv. Michelle Gatting, som lige har lanceret nyheden om en ny karriere som racerkører for Team Kessel på det første kvindehold i Le Mans, vil være på scenen.

Tidspunkt: Fredag den 8. marts kl. 17.00-19.00.

Mad og drikke: Vi sørger for både god mad og drikke og hyggeligt samvær under arrangementet.

Sted: Ideal Bar, Vega, Enghavevej 40, København V

KVINFO arrangementet starter kl. 19.30: Vi har 15 gratisbilletter til KVINFO arrangementet. Det er først-til-mølle for medlemmer af AutoBranchen Danmark. Se mere om arrangementet her http://kvinfo.dk/event/8-marts-i-vega/

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.