Kvindernes Bilmagasin har sat fokus på medlemmerne i vores Kvindelige Branchenetværk, det er dér kommet en række spændende artikler ud af og denne artikel er den første. Vi håber, at du vil blive lige så inspireret over de helt forskellige fortællinger fra kvinderne i netværket, som vi bliver på vores netværksmøder.
Britta er 38 år og bor i Aabenraa sammen med hendes mand og deres tilsammen fem børn i deres forholdsvis nybyggede hus.
Fritiden bruger hun sammen med familie og venner, går til koncerter, hører musik og spiser god mad. Vi har mødt Britta til en snak om drømme, karriere og bilbranchen.
Hvordan havnede du i bilbranchen?
Jeg er uddannet i forsikringsbranchen, men har altid været glad for biler. Så jeg blev positivt overrasket, da jeg for 6 år siden blev ringet op af Fleggaard Leasing og opfordret til at komme forbi til en snak, fordi de manglede en medarbejder. Jeg takkede ja til jobbet, som lød meget spændende, men jeg vidste ikke meget om leasing dengang, jeg startede. Men det var ikke noget problem, jeg var ivrig efter at lære, alt hvad jeg kunne og jeg har haft nogle gode læremestre. Fleggard Leasing har været det helt rigtige sted at være for mig, jeg startede som Account Manager, blev derefter Key Account Manager og sidder nu som Office Manager i afdelingerne for Forhandlerflex og direkte Flex ved Fleggaard Leasing.
Læs også: Nu åbner Female Drivers Club
Hvad er en af de mest fantastiske oplevelser, du har haft med dine veninder?
Jeg har veninder, som jeg kan ”bruge” til forskellige ting, jeg elsker de forskellige venindeforhold, vi har og sætter stor pris på hver og én. Jeg husker f.eks. en sommerhustur til Vesterhavet med en håndfuld skønne veninder, hvor vi bare nød at have tid til hinanden uden mænd og børn, tid til Wellness, drinks, gode snakke og tid – og masser af tid til at stå i køkkenet og lave mad sammen. Jeg sætter også stor pris på de oplevelser sammen med min veninde, som jeg følges med, når turen går til Padborg Park, Jyllandsringen eller lignende, når vi skal se ræs.
Sæt 3 ord på dig selv
- Energisk
- Positiv
- Videbegærlig
Læs også: Sådan sparer du penge på elregningen
Hvad er glæde for dig?
Glæde kan heldigvis opstå hos mig i flere forskellige situationer. Glæde er for mig, når jeg kan stå til en sommerkoncert og høre musik sammen med gode venner og føle mig lykkelig, selvom det småregner. Glæde er, når jeg sammen med børnene griner, så det klukker helt nede fra maven og tårerne triller ned ad kinderne. Glæde er, når jeg opnår en succes på mit job, som jeg kan føle mig stolt af.
Læs også: Biltest – Hyundai Tucson Plug-in Hybrid
Hvor er dit drømmespot?
Jeg elsker at komme hjem fra job en sommerdag og smide mig i hængekøjen og læse en god bog eller lytte til en podcast.
Også på arbejdspladsen går Britta utrolig meget op i at kunderne er glade. “Jeg har mange eksempler på gode kundeoplevelser, men det betyder allermest for mig, at mine kunder er glade og kommer igen, fordi de er glade for mine medarbejders og min hjælp.”
Hvad skal du og netværket udrette sammen?
Jeg håber, at netværket og jeg får et sammenhold, som kommer til at betyde noget helt specielt, for vi kvinder som er i bilbranchen. Til dagligt skiller vi os sommetider ud, fordi det stadig er forholdsvis atypisk, at være kvinde i en ”mandebranche”, men jeg håber, at vi kan være med til at skabe opmærksomhed, som gør, at vi kan hjælpe kvinder, der måske er tvivlende på, om de skal søge ind i branchen, til at forfølge deres drøm.
Hvad er din ultimativ drømmebil?
Jeg er ikke klar til at hoppe helt med på el-bølgen endnu, så svaret må være en Porsche GT3, den brummer, så man kan mærke det i maven.
Hvis du kunne ændre bilbranchen, hvad ville du så gøre?
Hvis jeg skulle ændre bilbranchen, ville jeg starte med at ændre udefrakommendes syn på bilbranchen. Jeg synes desværre, at branchen stadigvæk er påvirket af et blakket omdømme, at bilforhandlere ikke er til at stole på. Det ved vi, som arbejder i branchen, jo heldigvis ikke længere er sandt. Vi er faktisk mange derude, som gør en ære ud af at skabe ærlige og gode forretninger for både os og vores kunder, som vi kan være stolte af.
Tak Britta, for din deltagelse som Månedens Netværker. Tak fordi du er med til at gøre en forskel for kvinderne i bilbranchen. Det er en fornøjelse at være i netværk sammen med dig!
Sammen er vi stærkere!
Kærlig hilsen
Benedicte