Jeep Compass: Amerikanerne er kommet for at blive

Lige før jul havde Kvindernes Bilmagasin fornøjelsen af at teste den flotte og robuste SUV fra Jeep: Compass hedder den og så endda i en rød julefarve, hvilket passede perfekt til højtiden.

Det er ikke et særligt stort modelprogram Jeep kører med, ja faktisk er der lige p.t. kun tre modeller (en fjerde er på vej), det er ikke meget i forhold til mange andre bilmærker. Compass er deres midterste model, pæn stor, men er dog ikke helt så stor som en ”rigtig” amerikansk bil, måske kunne man kalde den en semi-amerikaner.

De har fat i noget ”over there”
Jeep har her lanceret en super pæn kompakt SUV, som kører rigtig godt og har et virkelig fint design med aerodynamiske linjer. Er man til SUV´er i det hele taget, så kan man godt vende blikket mod Jeep´s hjemmeside, og faktisk så er de utroligt skarpe og konkurrencedygtige på deres leasingpriser. Compass kan privatleases fra kr. 3.995 pr. mdr. ved kr. 19.995 i førstegangsydelse og løbetid 36 måneder.

Denne Compass har en 4-cylindret dieselmotor og med sine 0-100 km/t på 11 sek., er den ikke særlig hurtig, men det er en anden slags køreglæde, der kommer i spil her. Man har et godt overblik og sidder højt oppe, dog uden at bilen føles for høj ved ind- og udstigning. På sikkerhedssiden er det vigtigt her at sige, at Jeep Compass har fået fem stjerner i Euro NCAP.

Lædersæderne føles hårde, men selve affjedringen er i top. Der er el-indstilling og varme i og som noget sjælden set på disse kanter er der også ventilering i sæderne, hvilket må være super skønt på varme dage.
Den 6-trins manuelle gearkasse fungerer fint, men da det nu er en bil fra USA, så burde den altså leveres med automatgear som standard.

Look
Jeg synes faktisk, at designerne på Compass har gjort det rigtig godt især med designet af det ydre. Modellen har en flot bagdel med dobbelt udstødning og fra siden ses det atletiske look og linjerne med det sortlakerede tag. Forfra ser Compass virkelig fin ud og de syv symbolske ribber i grillen er lige piftet op, så den får et frisk pust.

Kabine
Selve kabinen er pæn, men jeg kunne måske godt have ønsket et smartere sædeindtræk, det virkede meget sort i sort.
Rattet føltes til gengæld meget lækkert med Jeep-logoet i midten, og så var det udstyret med varme, hvilket ses mere og mere, og som jeg er stor fan af. Jeg må da også lige nævne, at betjeningen af radio/media foregår bag på rattet, der hvor fingrene sidder, så man ikke behøver at flytte hænderne, virkelig en fiks detalje.

Displayet i frontpanelet kunne godt have set lidt mere smart ud, men det fungerer helt fint og har masser af muligheder. Især skiller det sig ud fra andre biler, når der skal indstilles sædevarme, ratvarme og sædeventilering, som her i Jeep´en forgår via skærmen.

Lastrum i megastørrelse
Bagagerummet er stort og kvadratisk og kan snildt rumme et hundebur, og med en bagklap, der har automatisk åben/luk funktion, gør det hverdagen endnu lettere.

Af ekstraudstyr i den model jeg fik lov at teste, kan bl.a. nævnes: Ventileret el-indstillige lædersæder, 8,4” uconnect med navigation samt Beats lydanlæg, ekstra mørke ruder, parkeringspakke, bakkamera og 18” alufælge.

Desuden er der masser af standardudstyr såsom vognbaneassistent, læderrat med betjening, DAB-radio, Apple Carplay, Keyless start/go, el-åbning af bagklap og meget mere.

Et par ekstra gode finesser må lige nævnes:
Det var super fedt med udvendig belysning i døren, som sørgede for en fin lysstribe langs fortovskanten, når bilen blev låst op, hvilket var en fiks detalje.

Blindvinkelalarmen i begge sider var en stor hjælp især i den mørke decembertid.

Sidst, men ikke mindst
Jeg synes, bilen blev bedre og bedre jo mere jeg fik kørt. Den virkede meget behagelig og havde et godt vejgreb. Jeg kunne dog godt tænke mig at prøve en større motor, der trækker mere, og så selvfølgelig lige den automatisk gearkasse oven i, så bliver amerikaneren endnu mere interessant.

Jeep Compass 1.6 Diesel 120 HK Limited 4×2 får 5 ud af 6 stiletter:

 

Startpris fra kr. 358.981.

Prisen for denne bil kr. 479.981.

 

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *