Kørestilling siddende

Kørestilling: Køresko, åbne vinkler, afslappede skuldre – sid rigtigt når du kører

Vi har undersøgt, hvad det har af negative påvirkninger på vores krop og helbred at være stillesiddende længere tid ad gangen som pendler. Hvad er den bedste kørestilling?

Én ting er, at rigtig mange af os dagligt sidder stille foran en computer når vi arbejder. En anden ting er, hvis de selv samme af os også pendler flere timer dagligt – siddende i en ”fastlåst” kørestilling.
Kvindernes Bilmagasin har besøgt Marina Aagaard, Master i Idræt, træningsekspert og forfatter til et hav af træningsbøger, som netop er aktuel med sin nye bog ”Flyfitness”. En bog der ligeledes bliver aktuel for pendlere grundet det faktum, at hvis vi er stillesiddende i længere tid ad gangen, så kan det påvirke vores krop og kredsløb negativt og øge risikoen for blodpropper. 

Læs også vores interview med Marina, som er en rigtig bilpassionist

Tre fokusområder for en korrekt kørestilling

Marina Aagaard understreger, at der primært er tre områder som vi bør være særlige opmærksomme på, når vi skal sikre os en korrekt kørestilling. Første område er ryggen og lænden. ”Rygsmerter er jo nærmest gået hen og blevet en folkesygdom”, siger Marina Aagaard, hvorfor hun understreger vigtigheden i en ordentlig lændestøtte, så vi undgår at falde sammen i overkroppen og dermed krumme ryggen unødigt. Heldigvis er mange nye biler, udstyret med en justerbar lændestøtte, men har din bil ikke det, så anbefaler vi en flad pude i lænden til at give en let lændestøtte.

Marina nævnte ligeledes, at man bør undgå at sidde skævt i sædet ved eksempelvis at hvile armen i vindueskarmen eller ved at læne sig ind over armlænet. Det er ikke kun usundt for ryggen, hvis man sidder skævt flere timer om dagen, som jeg f.eks. har set nogle taxachauffører gøre, det er ligeledes farligt såfremt man kører galt og kolliderer med den forankørende, idet at nakkestøtten så ikke er lige bag hovedet til at tage tilbagesmældet.

Kørestilling for skuldre og arme

Andet område er skuldrene. Det er vigtigt at kunne slappe af i armene, så skuldrene ikke er anspændt når man kører, da det kan forårsage nakkespændinger og hovedpine på længere sigt. Marina understregede tilmed vigtigheden i at holde ordentligt på styret ”omkring klokken 3 og 9”. Jeg selv har indtil nu ofte siddet med armene i skødet og dermed kun holdt på rattet svarende til klokken 5 og 7. I den position er man bare ikke parat til at lave undvigemanøvre, såfremt det skulle blive nødvendigt. Af den grund bør ryglænet og rattet ligeledes være indstillet, så vi har en lidt over 90 graders vinkel i albueleddet, så vi dermed hverken sidder for langt fra eller på tæt rattet. De fleste biler har heldigvis flere ratindstillinger med mulighed for både justering op og ned og frem og tilbage.

Håndindstilling rat
Korrekt håndstilling.
Kørestilling. Siddende profil
Sådan skal din kørestilling ser ud fra siden.

Kørestilling for hofte-, knæ- og fodled

Læg mærke til fod, knæ og hoftestilling.

Ved tredje og sidste område gælder det åbne vinkler i hofterne, knæene og fodleddene. Ligeledes går anbefalinger fra fysioterapeuter på, ifølge Marina Aagaard, at man skal kunne få en hånd ind imellem underbenet og sædet for at undgå, at sædet ikke presser ind i knæhaserne og dermed hæmmer blodgennemstrømningen. Det er derfor også vigtigt at du ikke sidder med for bøjet fodled, så du anstrenger underbenet unødvendigt. Dette sker ofte hvis man sidder for tæt på pedalerne.

Du må ikke sidde for tæt på pedalerne.

Hvilke køresko er bedst?

”Her er der en ting der er vigtig at sige: Man skal altid have en flad sko eller en støvle på når man kører bil. Når jeg er ude og holde foredrag, så har jeg altid køresko med til køreturen”, sagde Marina Aagaard. Med flade sko opnår du nemlig størst mulig kontaktflade med pedalerne, så du ikke skal sidde og anstrenge lægmusklen idet man kun har berøring med forfoden når man har stiletter på.

Kørestillingen kort sagt:

Prioritér altid at indstille sædet til dine dimensioner inden du starter bilen, så du både sikkerhedsmæssigt kan manøvrere bilen hurtigt, såfremt det skulle blive nødvendigt, og ligeledes undgår at blive træt, øm og anspændt ved længere tids kørsel. Husk derfor at holde pauser under lange ture, så du får gang i blodomløbet og bevæger og afspænder musklerne.

Hold ordentligt på rattet og slap af i skuldrene, så du undgår at få nakkespændinger og hovedpine. Sid oprejst så ryggen ikke bliver belastet i skæve positioner og så bilens sikkerhedsudstyr i både nakkestøtte og airbags kan beskytte dig bedst muligt, hvis uheldet er ude. Og så husk køresko med størst mulig berøringsflade og vent med stiletterne til du er kommet frem. 

Rigtig god tur.

Du kan læse mere om Marina Aagaard på hendes blog http://marinaaagaardblog.com og ligeledes bestille hendes aktuelle bog ”Flyfitness”. 



0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *