Continental Dæk Danmark har i samarbejde med Business College Syd lavet en NY Podcast serie med fokus på vidensdeling om salg, ledelse, effektivitet og personlig udvikling. Podcasten inviterer branchen indenfor til erfaringsudveksling og vidensdeling.
Nyt og spændende tiltag i bilbranchen
Jeg elsker når der bliver tænkt ud af boksen. I mine 13 år i bilbranchen tror jeg det kan tælles på én hånd hvilke store nye tiltag der er sket. Ja det skulle da lige være dengang der blev indført EU nummerplader hvor danskerne selv kunne vælge om de ville have en plade med eller uden flag. Branchen er ikke kendt for at ride den dag der sadles, hvis du spørger mig.
Nææh.. den ene dag tog den anden i salgslokalerne. Emailsene skulle besvares, tilbud skulle sendes, kunderne skulle ekspederes, bilerne skulle klargøres, prisskiltene skulle opdateres. Og inden man så sig om, så var det den 1. i måneden igen og så startede det hele forfra.
Læs også: Jobopslag – Juniorsælger søges til Fiatforhandler i Nærum
Jeg husker, at jeg savnede rigtig meget at kunne videreudvikle mig. Erfaringsudveksle med andre. Altså noget andet der ikke handlede om den travle hverdag i salgsafdelingerne. Noget hvor man kunne lytte og lære og blive styrket. Og blive bedre. Men der var ikke tid. Fokus var på én ting. Nemlig – salg, salg, salg!
Derfor gør det mig glad – helt ind i hjertet – at Continental Dæk Danmark har tænkt ud af boksen og lavet en PODCAST serie i samarbejde med Business College Syd, som inviterer branchen til dialog og erfaringsudveksling med fokus på vidensdeling om salg, ledelse, effektivitet og personlig udvikling
Dette handler den nye PODCAST serie om
Den nye podcast er på mange måder et produkt af de mange gode snakke, som Johnny og jeg har haft gennem årene, og de emner vi konstant møder i branchen. I de forskellige episoder samler vi eksperter, erfarne aktører og mennesker med noget på hjertet. Hver episode har naturligvis et særligt fokus, men det gennemgående tema er dialog om, hvordan branchen kan styrkes, fortæller Claus Lykkebjerg Larsen og tilføjer:
Med specialister ved roret dykker vi blandt andet ned i psykologi og adfærd bag salg, fokus på kvindelige bilister og markedsføring af dæk. Vi forsøger virkelig at komme hele vejen rundt og ind på alle de emner, som branchen efterspørger.
Læs også: Brandansvarlig søges til Fiatforhandler i Ishøj
Den nye podcast kommer som et led i uddannelsesforløbet Continental Academy, der hvert år uddanner forhandlere i branchen. Episoderne vil være frit tilgængelige for alle interesserede og skal også bruges som undervisningsmateriale på Business College Syd og Continental Academy.
Vi ønsker at styrke branchen
For Claus Lykkebjerg Larsen og Johnny Nedergaard handler det grundlæggende om at styrke branchen ved at dele viden og erfaring. Og selvom den gode tone altid skal holdes, så er netop meningsudveksling og holdninger vigtige for dynamikken i podcasten.
Claus og jeg har gennem vores mange år i branchen både set og oplevet meget – og sikke en udvikling! Vi har også både været enige og uenige med hinanden og andre, men det er gennem meningsudvekslinger, at vi rykker os. Derfor vil podcasten også bære præg af aktører, der har noget på hjertet, og som har en holdning til de emner, som vi gennemgår, understreger Johnny Nedergaard og tilføjer, at gæsterne tæller alt fra bilforhandlere til fagjournalister og en enkelt racerkører.
Podcasten-serien Continental Academy Podcast kan findes herinde og alle gængse podcast platforme, heriblandt de største som Apple Podcast og Spotify.
Vi håber egentlig bare, at podcasten kan lyttes til, når man kører bil, går ture eller er i gang med corona-venlig træning. Vores sigte er ikke at udarbejde en kommerciel podcast, men en podcast, der dykker ned i emner, som vi selv interesserer os for, og som vi mener er vigtige for branchens udvikling, fremhæver Claus Lykkebjerg Larsen.
Tak! – Continental og Business College Syd – for at tage det ekstra skridt for alle medarbejderne i bilbranchen!