Man kunne foranlediges til at tro, at VW Arteon er efterfølgeren af Passat CC, men den er faktisk helt sin egen med masser af nye og interessante finesser. Kvindernes Bilmagasin har haft fingrene i ét af de nyeste skud på stammen hos VW.
Smagfuldt design
Atlantic Blå metallak og sidespejle i matkrom – VW Arteon viser sig fra start fra sin smagfulde side. Flotte linjer og gennemført design gør helhedsindtrykket let og fascinerende. Der er ingen tvivl om, at der her er kræset om detaljerne både inderst og yderst, og der blev sendt mange blikke efter bilen på mine køreture, hvilket er helt forståeligt, da linjerne står ultra skarpe.
Jeg synes den markante front er virkelig elegant med den lange kølerhjelm og LED-forlygterne med kurvelys, men også bagenden der er udstyret med flydende lysbevægelse i blinklygterne, har et eksklusivt look.
Opsigtsvækkende indtræk
Lækkerierne fortsætter indvendigt og niveauet er i top, da jeg åbner fordøren, der er virkelig kræset for kabinen i børstet aluminium. Lyst Alcantara-indtræk møder også mit syn, måske det ikke er særlig praktisk, men det er i hvert fald super flot. Loftet er nærmest ét stort panoramasoltag som er eldrevet og som kan skydes og vippes, det giver en fantastisk udsigt og et dejligt lysindfald.
Udstyrslisten er alen lang allerede fra start: Navigation med touch, front- og bakkamera, 19” letmetalfælge, bagsæder med varme, fodgængerregistrering, front assist, LED-lygter med kurvelys og meget mere.
Læs også: VW Polo GTI – en ren fornøjelse
Sikkerhedsmæssigt bliver jeg også nødsaget til at fremhæve, at VW Arteon har sikkerhed i overflod. Airbags til fører og passager, knæairbags, hovedairbagsystem for, bag og side samt precrash som registrerer kritiske trafiksituationer.
Blær
En ekstra vild feature som jeg var ret betaget af, er åbning af bagklappen med Easy Open-funktionen. Jeg skulle blot føre min fod under kofangeren, og lave en lille bevægelse, så åbnede bagklappen sig !!! Wauw det er smart, især når man har været på Black Friday og står med favnen fuld af poser eller blot har været forbi det lokale supermarked og købt ind til weekenden. Indkøb kan der i hvert fald være mange af, da bagagerummet har en volume på hele 563 liter.
VW Arteon ligger super godt på vejen, og jeg synes, den virker stabil i sving og fungerer også perfekt med sit 7-trins smidige DSG automatgear. Denne model havde dog ikke så stor en motor og manglede også lidt på HK-fronten, så med sine 0 – 100 km/t på 9,0 sekunder, er den ikke én af de hurtigste, hvilket var lidt ærgerligt.
Instrumentpanelets 8” widescreen farvedisplay er nemt at bruge. Der vælges snildt mellem radio/media/phone ved hjælp af et touch display, som aktiveres blot man nærmer sig med hånden – super smart detalje. Også lyden er formidabel, og kommer fra de 8 højtalere jævnt fordelt i bilen.
Er man forvist til bagsædet, behøver man ikke at ærgre sig. Der er masser af plads til voksne med lange ben og noget som jeg synes er helt fantastisk, er varme i bagsæderne, bravo VolksWagen.
Finale
Jeg vil vove pelsen og bruge modige udtryk som elegant, eksklusiv, overlegen og stilig. Jeg ville med glæde bestille en Arteon i morgen, dog ville jeg vælge sædeindtræk i mørkt, ikke fordi det lyse ikke er pænt, men mere af praktiske grunde. Med større motorstørrelse og en tand flere hestekræfter, så vil bilen blive endnu mere perfekt i mine øjne.
Kvindernes Bilmagasin giver 5 ud af 6 stiletter:
VW Arteon 1,5 Business Elegance
Motor R4 16V turbo 150 HK
Modellen her er en eksklusiv business kampagnemodel incl. ekstraudstyr til kr. 491.795.
Privatleasingpriser fra kr. 4.499/md ved 15.000 km/år og kr. 30.000 i førstegangsydelse.
Arteon kan bestilles i to modeller:
– Elegance modellen med lister i krom, spejle i matkrom og Elegance logo på siden.
– R-Line modellen med sort hækspoiler, tonede ruder, blanke rørhaler og R-Line logo i kølergrillen.