Vi har testet Hyundai TUCSON Plug-in Hybrid, som er oplagt til dig, der stadig vil have mulighed for at køre lange ture uden usikkerheden fra en el-bil. Her får man masser af bil for pengene med lækkert udstyr og god plads.
Selvom TUCSON er en høj bil, bærer den ikke præg af SUV’ers klassiske firkantede form. Derimod minder den lidt mere om en stationcar med sine markerede linjer, som helt bestemt klæder den. Fronten er domineret af den store kølergrill, hvor forlygterne er integreret, hvilket giver den et aggressivt udtryk. Forlygterne er unikke og genkendelige, men dog ikke særlig kønne. Bagenden er karakteriseret ved den tværgående baglygte, som minder lidt om Audi E-tron. Dog er TUCSON’s baglygte ikke nær så elegant med de to nedadgående lygter i hver side.
Masser af plads
Der er masser af plads indvendigt og et godt udsyn, både på forsædet og fra bagsædet – oven i købet også for små størrelser i autostol. Midterkonsollen er utrolig bred og optager meget plads, som godt kunne være brugt anderledes f.eks. aflægningsplads eller mere benplads. Gearvælgeren er blot fire knapper samt en knap til håndbremsen, hvilket gør, at den ikke optager unødig plads.
Læs også: Snart lanceres Female Drivers Club
Skærmen er 10,25” og indbygget i instrumentbordet, og den store skærmstørrelse gør den lettilgængelig og nem at betjene under kørsel. Til gengæld er der utrolig mange knapper rundt om skærmen, hvilket kan gøre det forvirrende. Man kan nemlig hurtigt blive overvældet, når man sætter sig ind i bilen. Det hjælper selvfølgelig efterhånden, som man lærer bilen at kende, men alligevel kunne nogle af disse knapper sagtens være integreret i skærmen for at gøre udtrykket mere strømlinet og overskueligt.
Selve skærmen og navigationen skal man ligeledes lære at kende – jeg synes i hvert fald ikke, at den var særlig intuitiv, hvilket jeg ellers vægter højt. Der er indbygget Apple Carplay/Android Auto, men den trådløse funktion frafalder ved 10,25” skærmen, og der skal derfor benyttes kabel. Det giver ikke helt mening og virker helt ærligt forældet. Jeg ville selv vælge navigationen via Apple Carplay/Android Auto fremfor den indbyggede, da det er væsentlig mere intuitivt og nemt at gå til. Den digitale instrumentering er lige så stor som skærmen og kan indstilles, som man vil have det, hvilket giver et godt overblik og er en hjælp i kørslen.
Bagagerummet har en kapacitet på 558 liter, hvilket svarer nogenlunde til pladsen i en lille stationcar. Man går dermed ikke på kompromis med pladsen – hverken i kabinen eller i bagagerummet.
God kørekomfort og spækket med lækkert udstyr
Kørekomforten i TUCSON er god, og der er et rigtig godt udsyn ud over vejen. Som de fleste andre SUV’er ligger den ikke lige så godt på vejen som lave bilmodeller, men det er jo helt naturligt på grund af det højere tyngdepunkt.
TUCSON har varme i rattet, som er et kæmpe plus her i vintermånederne. Bilen har også nøglefri adgang, som bare er en lækker feature, der gør, at man ikke behøves at finde nøglen frem, men blot kan have den i sin taske eller jakkelomme. Fjernlyset er meget bredt og oplyser vejkanten, hvilket er en stor fordel ved kørsel gennem skoven, så det er nemmere at spotte rådyr.
Testbilen har det højeste udstyrsniveau og har derudover også en del ekstraudstyr. Blandt andet blindvinkel-sensor med visning i instrumentering, hvilket betyder, at der i den digitale instrumentering vises en live-video af den blinde vinkel. Det aktiveres automatisk, når man tænder for blinklyset. Det giver virkelig god mening, og på den måde skal man ikke fjerne blikket for at kigge i sidespejlene. Det eneste negative, jeg har at sige om dette ekstraudstyr, er, at det desværre ikke fungerer optimalt i mørke ved kørsel i høj fart – her er videoen simpelthen ikke tydelig nok.
En sidste lækker feature er muligheden for trådløs opladning af mobiltelefon, det er bare meget nemmere, end at man skal til at have kabel frem. Det ville virke endnu bedre, hvis Apple Carplay/Android Auto også var trådløst, så man helt kunne undgå at bruge kabel.
TUCSON’s rækkevidde og opladningstid
Ifølge WLTP har TUCSON en elektrisk rækkevidde på 62 km, som selvfølgelig kan variere alt efter vejrforhold, kørestil og klimaanlæg. Der følger kun et almindeligt 230V ladekabel med, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt – ved de fleste ladestandere skal man nemlig bruge et Type2 ladekabel. Hvis man ønsker en ladeboks derhjemme, skal dette tilkøbes, hvilket f.eks. kan gøres gennem Clever eller OK.
Batteriet har en kapacitet på 13,8 kWh, og alt efter effekten vil det tage to til fire timer at oplade batteriet. Efter opladning vil bilen oplyse den reelle rækkevidde uden benzinmotoren i infotainmentsystemet, hvor man også kan se ladestationer, ladetid, strømforbrug osv.
Man kan vælge mellem at køre ren el, hybridmode eller automode, hvor bilen ubesværet skifter mellem benzin- og elmotoren. Derudover har den et regenerativt bremsesystem, som automatisk oplader batteriet, når bilen bremser.
Konkurrenter og priser
Testbilen har den højeste udstyrsvariant Advanced og derudover en række ekstraudstyr:
- Førerpakke inkl. motorvejsassistent, blindvinkel-sensor med visning i instrumentering, 360 graders omgivelseskamera, KRELL Premium-lydsystem inkl. diskanthøjtaler samt nødbremse i forbindelse med bakning
- Deluxepakke inkl. panoramasoltag, LED-interiørbelysning og el-betjent bagklap
- Sædepakke inkl. el-sæder foran med ventilation samt hukommelsesfunktion ved fører
- Lædersæder
- Fjernbetjent parkering
Det giver en samlet pris på kr. 449.965,-. TUCSON Plug-in Hybrid kan dog fås fra kr. 324.995,- og i samme prisklasser ligger modeller som Citroën C5 Aircross Plug-in Hybrid, Peugeot 3008 SUV Plug-in Hybrid og Opel Grandland X Hybrid.
Konklusion
Hyundai TUCSON er altså et fint bud på en moderne elbil, uden at man skal bekymre sig om rækkevidde, ladestandere osv. hele tiden. Der er brugbare og lækre detaljer, men jeg kunne godt tænke mig et mere strømlinet, simpelt design indvendigt, et intuitiv infotainmentsystem samt et nyt take på for- og baglygterne.
Stiletter:
Design:
Køreglæde:
Value for money:
Tak for lån til Hyundai Danmark til for at give os muligheden for at teste den nye Hyundai Tucson.