BMW X4: Mors monstertruck

Enhver kvinde med respekt for sig selv bør vælge en fornuftig størrelse bil. En god størrelse, med masser af plads, perfekt siddekomfort og et lækkert design. Dette og meget mere får du i BMW´ X4

BMW X4

Den største fejl en sælger kan begå
Dengang jeg arbejdede som bilsælger, lå det i kortene, at kvinder skal køre rundt i små biler. Det gør det stadig. I hvert fald i en bilsælgers verden. I min verden er det den største fejl, en bilsælger kan begå – automatisk at tro, at en kvinde ønsker en lille bil. Utallige gange har jeg set en sælger være forudindtaget, til trods for, at de efter en lang snak hvor, kvinden har stået og hældt vand ud af ørerne og fortalt, at om mandagen går Laura til Svømning, om onsdagen går Benjamin til fodbold, der skal handles ind, og mange weekender går med datterens ridestævner eller sønnens sejlads.

Alt imens manden ligger på landevejene i sin store st.car. Helt alene.
Her er det, at sælgeren fejler når han efterfølgende hiver kunden med over i det fjerneste hjørne af bilforretningen, og med stor entusiasme fremviser den kedeligste, lille mikrobil, “for den er jo nem at parkere”. Helt ærlig! Har du overhovedet ikke hørt efter ,hvad jeg lige har stået og fortalt? Hvor mange gange skal jeg sige det? Lyt, lyt, lyt. Der er egentlig bare tale om god gammeldags behovsafdækning. Sværere er det ikke.

Men det er lidt som om, at når en enlig kvinde træder ind i en bilforretning, får hun et klistermærke i panden, hvorpå der står: Biler siger mig ingenting, så jeg skal bede om den mindste og billigste bil, du har. Det er den største fejl, en sælger kan begå!

Konklusion: Kvinden skal køre i familiens største bil. Basta!

Læs også: BMW X2 – Til den kræsne karrierekvinde

En monstertruck
Og når jeg nu siger “stor bil”, så mener jeg stor bil. Det får du altså, hvis du vælger en BMW X4. Den er til gengæld også rigtig stor. En monstertruck kunne man fristes til at kalde den. Men så stor igen er den faktisk heller ikke. Det er dens former, der gør, at den ligner en vulgær, brutal monstertruck. Og hvorfor gør den så det? Jo, en BMW X4 er en stor SUV, men så har manden med coupé-blyanten nede på tegnestuen hos BMW lige været inde over og lavet et par linjer henover tagryggen, som gir den det her meget “grrr…” udseende. En Coupe-SUV vil jeg kalde den. Du får både en SUV, men også en stor Coupé. Om man kan lide designet eller ej?  Det kan diskuteres…

Coupelinjerne ses henover tagryggen

Oceaner af plads
Fordi at BMW X4´  er bygget på en X3´ers platform, altså samme bund-skelet, er der kæmpe meget plads i bilen. Både som chauffør og passager. Det føles som at sidde i en balsal. Pladsen på bagsædet er luksus, når man har en 3-årig med i en autostol, og læssehøjden er genial. Bagagerummet er et badekar. Det frygtelige ved at have et så stort bagagerum er, at man får slæbt simpelthen så mange ting med. Også ting man måske ikke helt behøvede.

Det kæmpe store bagagerum kan fyldes med masser af habengut. Også en klapvogn er der masser af plads til.

Alt i udstyr
Testbilen, jeg kørte i var en BMW X4 xDrive 30i Connected – Model M Sport. En 4-cylinderet (dvs. knapt så meget brum), 2,0 med 252Hk. Det lyder egentlig af ret mange hestekræfter. Men af sådan en stor og tung bil at være, så føltes den faktisk engang imellem en lille smule anstrengt. Hvis jeg skulle vælge denne bil, ville jeg helt sikkert bevæge mig op i en 6-cylindret(mere brum og mere hest).

Men det er selvfølgelig også til en helt anden pris. Bilen havde en masser lækkert udstyr, bla. trådløs opladning, head-up display, M-læderrat, M-sportssæder og en hulens masse sikkerhedsudstyr. Som enhver anden BMW var der ikke en finger at sætte på køreregenskaberne. Et lækkert stykke vogntøj må man sige!

Den trådløse mobiloplader foran kopholderen, sørger for at din telefon altid er fuldt opladt når du er på farten

Pris
Sidder du og bliver fuldstændig forelsket i denne monstertruck, kan den blive din for kr. 716.215,-. Testbilen, jeg kørte i, koster kr. 1.047.078,- Det er selvfølgelig mange penge lige at punge ud med på en gang. Men så er det heldigt at den helt sikkert også kan leases.

Der er ikke en finger at sætte på bilens køreregenskaber, komfort og funktionalitet, men designet er en smule for vulgært til min smag. Derfor får BMW X4 4 stilletter ud af 6:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.