Biltest: Den nye Citroën C3 (2016): En “feel good” oplevelse

Dørgreb i læder, Newline kondisko og en quiltet cottoncoat har givet inspiration til interiøret i den nye Citroën C3. “Feel good” er tankegangen bag interiøret, og det føles helt sikkert godt at sætte sig til rette i den nye Citroën C3

Citroën har med den spritnye Citröen C3 ambitioner om at tiltrække den yngre målgruppe. Derfor har designerne gjort meget ud af nytænkning for at skabe en unik model. Med den nye C3 fokuserer Citroën på det visuelle og de bløde værdier. Og det er bilproducenten virkelig lykkedes med.

Lancering i Barcelona
Bilerne stod linet op på ræd og række, da jeg trådte ud af ankomsthallen i lufthavnen i Barcelona. Jeg fik udleveret et sæt nøgler og satte mig bag rattet i den “Blå Cobalt Metallic” Citroën C3, som skulle transportere mig via kyststrækningen og langs små, hyggelige landeveje til mit hotel i centrum af Barcelona. De dødlækre læderstropper, som var designet som dørhåndtag, føltes bløde og lå godt i hånden. Instrumentbrættet var designet med stof, der minder om stoffet fra en cottencoat. Da jeg prøvede at mærke på stoffet, følte jeg mig hensat til hyggekrogen hjemme i sofaen. “Feel good” er Citroëns “statement” med den nye Citroën C3, og det er lykkedes at skabe denne fornemmelse.

En hurtig afstikker fra den brede landevej førte mig ud blandt vinmarker og olivenlunde. Helt derude, hvor tiden står stille. Det eneste levende væsen var bondemandens schæfer hund og et par fugle, der svævede hen over olivenlundene i det fjerne. Her kom jeg kørende. Mig og min Citroën C3. I meget skønne omgivelser i fred og ro. Selv motorlyden kunne jeg knapt nok ane.

Bløde sofasæder
Turen fortsatte mod Barcelona via de meget snoede og hullede landeveje, som godt kunne mærkes. Men Citroën har altid haft noget med deres sæder – de er bløde og komfortable og dejlig “sofaagtige” – og det er de også i den nye C3.

Jeg fortsatte ud af motorvejen mod centrum, hvor jeg rigtig skulle teste køreregenskaberne. En racerbil er den nye Citroën bestemt ikke, men den klarede turen fint ind til Barcelona. Det er en meget smuk by, og den gjorde for alvor indtryk, da jeg passerede Gaudis katedral. Den nye C3 befandt sig godt i gaderne. Bilen har en fin størrelse, og den er nem at manøvrere rundt med inde i byen. Det var blevet mørkt, og derfor var der tændt lys i byen. Wauw. Sikken en stemning. Lygtepælene i gadebilledet var nærmest som taget ud af en Charlie Chaplin-film i 30´erne – dengang, der var en vægter, som gik i gaderne og slukkede lyset om natten.

Håbløs trafik
Hvis du nogensinde har været i Barcelona, så ved du også, at trafikken er helt håbløs. Det var den også for mig. Spaniolerne kører simpelthen som en brækket arm. Jeg tror ikke, at de har det samme tilhørsforhold til deres biler, som vi har hjemme i Danmark. Scooterne farer om ørerne på én, og jeg følte, at der konstant var en bil, der var lige ved at brage ind i mig. Heldigvis er C3´ereren udstyret med de såkaldte ‘airpumbs’ på siderne (små luftpuder), så jeg følte, at jeg var godt beskyttet.

Til middagen om aftenen var jeg så heldig at få interørdesigneren Jean Arthur Madelaine Advenier til bords. Da jeg fortalte ham, at jeg arbejdede på et bilsite for kvinder i Danmark, lyste han op. Han fortalte, at kvinder spiller en stor rolle i hele designprocessen hos Citroën. “Vi ønsker at være nytænkende” – fastslog han. ” Og i takt med at der er flere og flere kvinder, som er beslutningstagere, når det kommer til bilkøb, har vi gjort meget ud af at bringe ‘livet i dagligdagen’ med ind i vores nye Citroën C3. Mange af os tilbringer en stor del at vores tid i vores biler, og derfor skal vi føle os hjemme”, lyder det fra Jean Arthur Madelaine Advenier.

Nytænkning

Den aften forlod jeg selskabet med en følelse af, at Citroën virkelig forsøger at tænke nyt. Jeg må sige, at jeg tager hatten af for Citroën. Som jeg ser det, er bilproducenten den eneste på markedet, som tør at skille sig ud og tænke ud af boksen, når det kommer til designet af bilen. Citroën formår at følge med tiden og imødekomme folks livsstil ved at designe bilen ud fra bl.a. en cottencoat og dørhåndtag af læder. Design er naturligvis altid en smagssag, men én ting er sikkert: Jeg har fået blik for Citroën på en helt ny måde, end tidligere.

Bilen er venligst udlånt af Citröen

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.