Flemming Møldrup: Min drømmebil er en Berlingo

Den faste livsstilsekspert i ’Kender Du Typen’, Flemming Møldrup, mener, det er langt mere maskulint at køre i en Citroën Berlingo frem for en sportsvogn, og han er sikker på, at flere mænd i fremtiden vil sidde bag rattet i en Berlingo. Her kan du læse, hvorfor Flemming lige nu leder med lys og lygte efter en brugt Berlingo på DBA.

Flemming Møldrup
En model 2004 Berlingo i en “fin” tyrkis farve! (Billedet er venligst udlånt fra DBA)

Den er stor, klodset, firkantet og minder mest af alt om en postbil. Citroëns Berlingo er nærmest kendt for at være kikset. Kendt for at være en bil, kun kvinder kaster deres kærlighed på. Men vi har fundet undtagelsen.

Den faste ekspert i DR’s populære livsstilsprogram ’Kender Du Typen’ elsker nemlig Berlingo’er. Det fortæller han til DBA Guide.

Flemming Møldrup har selv ejet en, og nu søger han hver aften, inden han skal sove, efter endnu en på DBA. En gammel én, han kan lave om til surferbil.

– Jeg drømmer om at købe en gammel Berlingo Modutop og lave den om til en surferbil. På et tidpunkt gør jeg noget ved drømmen, fortæller Flemming Møldrup til DBA Guide.  – Jeg ved, at et firma i England har designet en indsats til Berlingo’en, som du sætter ind i bagagerummet, og som kan foldes ud. Når kassen er foldet ud, får du en seng, et bord og et komfur og alt sådan noget, fortæller Flemming til DBA Guide.

Indsats til Berlingo fra Reimo

Flemming Møldrup: Derfor er Berlingo en af de mest maskuline biler, der findes
– En Berlingo er måske den mest udskældte bil af alle de biler, der har kørt på de danske veje. Bilen kan bringe folk helt op i det røde felt, fordi mange mener, at mænd, der kører i sådan en bil, har fået afmonteret deres maskulinitet. Bilen er nemlig ikke særlig pæn, og så repræsenterer den noget ekstremt praktisk og virkelig familievenlig, siger Flemming Møldrup til DBA Guide.

Og ifølge Flemming Møldrup overskygger denne vrede den firkantede bils kvaliteter. Og så mener Flemming Møldrup, at Berlingoen er for manden med de største nosser:

– Maskuliniteten ligger i at køre op foran de smarte caféer i en Berlingo. Man viser, at man har kæmpe nosser, hvis man har mod til det, og man står ved: ’Her er jeg, jeg er en mand, og jeg kører i en fucking Berlingo’, forklarer Flemming Møldrup til DBA Guide.

Han synes, bilen er ’vidunderlig’ – som han selv udtrykker det.


Her er de bedste kvaliteter ved Berlingo’en
Flemming Møldrup mener omvendt ikke, at det kræver særlig meget maskulinitet og mod som mand at køre i en Porsche.

– Det kræver alene kun penge, griner livsstilseksperten, der samtidig løfter sløret for, hvilke praktiske kvaliteter, han er så begejstret for ved Berlingo’er:

– I nogle Berlingo’er er der foldetag i hele tagets længde, og der er masser af plads. I min tidligere bil skulle jeg f.eks. i gang med at lægge alle sæderne ned, bare for at få plads til et kaninbur, men i en Berlingo ville jeg kunne nøjes med at sætte buret direkte ind i bilen, fortæller Flemming Møldrup til DBA Guide.

 ’Jeg kan få helt gåsehud’
Og det er netop Berlingoens rummelighed, der nu er årsag til, at Flemming Møldrup har kastet ”surfer-fokus” på den udskældte bil: – En Berlingo kan man indrette som en camper. Den repræsenterer frihed, og ja, jeg kan få helt gåsehud ved bare at tænke på dens camper-kvaliteter, fortæller Flemming Møldrup til DBA Guide. Han kigger især efter modellen Modutop, som har glastag og opbevaringsplads.

Vi kommer til at se flere mænd i Berlingo’er i fremtiden
Flemming Møldrup mener, at han selv er forud for sin tid, for om lidt vil mænd i stigende grad blive mere og mere åbne overfor at køre i en bil som en Berlingo.

– Vi bevæger os ind i en feminin tidsalder, hvor de bløde værdier kommer i centrum, og hvor det ikke bliver noget problem for mændene at køre i en Berlingo. Det vil kun sende et signal om, at man har placeret sit hjerte det rigtige sted i forhold til samfundets værdisæt, forklarer eksperten til DBA Guide.

Kilde: Den blå avis

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.