Ford Fiesta ST2: Fyrige og Fandenivoldske Fiesta

Vi præsenterer hermed de 3F’er: Fyrig, fandenivoldsk, Fiesta. Kvindernes Bilmagasin har testet Ford Fiesta ST2 – en lille sjov bil med avanceret udstyr som var den én af de store drenge i klassen. Læs om den rappe lille sag og husk at holde på hat og briller!

Ford Fiesta ST2

Sjov i gaden
Her kan vi tale om en lille bil, der virkelig forstår at gøre sig bemærket. Hold da op, er du til rigtig hidsig motorlyd og sjov i gaden, så er bilen her super, og det er ikke kun ved start, men hele tiden, at der er vroom-effekt over hele linjen. Er du derimod inviteret ud, og der står surprise-middag på programmet, så vil jeg godt nok advare jer om at komme kørende i Ford Fiesta ST2. Alle kan høre, at du er på vej.

Avanceret og fræk
Ford Fiesta ST2´eren har masser af udstyr for eksempel kan nævnes, fartpilot, el-ruder, Apple carplay, bak sensor, varme i forruden, nøglefrit touch-system i dørene samt audiopakke med B&O Play.

Denne model er klart mere sporty stylet end den normale version af Fiesta, og den har fået tilsat ekstra guf såsom nedsænket undervogn, skørter, sportsrat, aut start/stop, ”Ford Performance” skrift på dørtrinet, ST logo for, bag, på rat plus sæder og dobbelt udstødning. Alt sammen er med til at give den lille rappe bil et meget friskt ydre sammen med de tonede ruder og 18” alu-fælge med røde bremsekalibre.

Fart over feltet
Topmodellen ST i Fiesta-programmet har en 1,5 liters volumen og 200 HK, og accelerationstiden er ifølge Fords egne oplysninger fra 0-100 km/t på 6,7 sek. Den skyder faktisk en hulens fart, og jeg forestillede mig, at jeg sad i en lille kugle, der blev skudt ud i atmosfæren.

Først tænkte jeg, at det var ærgerligt, at Ford Fiesta´ ST2 ikke var udstyret med automatgear, men i stedet havde et 6-trins manuelt gear, men jeg kunne faktisk godt se pointen efter, at jeg fik kørt et par ture, for der er bare noget helt specielt ved en lille fartbombe som denne i kombination med det hidsige ST-sportsgear. Bilens undervogn er lidt hård, og det mærkes især over vejbump og ujævnheder i vejbanen, men den føles nu alligevel rigtig fin at køre.

Sportssæder
De pæne Recaro Performance sportssæder i Ford Fiesta ST2 er formstøbte, desværre er formen i en sådan grad, at det lige er en tand for meget for min smag. De føles nærmest skålformet, hvilket gør, at man har svært ved at fylde “skålen” ud, og det er egentligt lidt synd, da de faktisk er super pæne i designet.

Totalt set
Lille og sød, det er, hvad man normalt tænker om Ford Fiesta, og det er ST-udgaven også. Men den er nu også vild og livlig. Man kommer dog ikke udenom, at den mangler noget på størrelsen, og det kan hurtigheden ikke helt kompensere for. Udstyrsmæssigt er den næsten i top, dog på nær en navigation, som burde være inkluderet i prisen, der ligger i den ret høje ende. Selvom Fiesta ST2 kan køres af alle, vil jeg mene, at den især henvender sig til den unge målgruppe. Det kunne for eksempel være den unge pige med et godt job, som både er til biler med hurtig acceleration og som samtidig går efter en lille fiks bybil. Men jo da, man kan også sagtens bytte ”den unge pige” ud med ”den unge mand”, for selvom vi normalt henvender os til kvinderne, så må mændene hjertens gerne læse med.

Ford Fiesta ST2 får 4 ud af 6 stiletter af Kvindernes Bilmagasin.

Ford Fiesta ST2 1.5 Ecoboost 200 HK

Farve: Ford Performance Blue

Startpris for ST2 kr. 272.600

Pris for denne model incl. ekstraudstyr kr. 305.460

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.