Ford Ranger Raptor- biltest

Den ultimative offroad bil, kan den bruges til hverdag?

Ford Ranger Raptor teaserbillede

Fakta om testbilen

Testbilen er en Ford Ranger Raptor, Double Cab.
Teknisk data: 
Motor: 2,0l. EcoBlue  
Cylinder: 4
Antal hestekræfter: 213 hk.
Brændstof: Diesel
Tank kapacitet: 80l.
Grøn ejerudgift: 5320,- dkr. halvårligt
Km/l: 9,3 (WLTP)
Gearkasse: 10 trins automatgear
0-100 km/t: 10 sek. 
Tophastighed: 180 km/t 
Anhængertræk: Bilen må trække 2500 kg. 

Ifølge Ford er det den mest alsidige og højtydende udgave af Europas bedst sælgende pickup nogensinde. Ford solgte i første kvartal af 2019 13.600 Rangers. Det er 15 procent mere end samme periode i 2018.

Design på Ford Ranger Raptor

Eksteriør

Ford har med Raptoren formået at designe en pick up truck, som både skiller sig ud ved kørsel og i udseende.
Den aggressive front med den iøjefaldende grill signalerer, at her kommer en vildkat. Raptoren er udstyret med Xenon lygter, og både kofanger og skærme, er konstrueret til at kunne modstod selv de mest barske udfordringer.
De store trinbræt ved dørene gør ind- og udstigningen af bilen nem, ja faktisk nemmere end i en SUV, som ellers udmærker sig ved at være nem at komme ind og ud af. Trinbræt’ne har samtidig en praktisk funktion, hvor de sørger for, at sten og andre småting ikke flyver op og rammer bilen.
Bagenden er knap så dramatisk som forenden, men det kan accepteres, når resten af designet er så vellykket.

Ford Ranger Raptor offroad i sand
Foto: Ford
Bilen set bagfra
Bagende kan ikke helt følge med det ellers ret gennemførte design.

Interiør

Indvendig er kabinen simpel, men praktisk. De fleste funktioner til infotainment systemet kan betjenes via rattet. Sæderne er af ruskind og læder, og er virkelig behagelige at sidde i. Detaljen med Raptor logoet på sæder og bilnøgle, understøtter det aggressive og cool look. Fedt lavet af Ford.

Ford Ranger Raptor kabine
Simpel, men brugervenlig kabine.
Raptor sæder
Jeg sidder godt i sæderne, som har Raptor logoet påtrykt.

Udstyr

Raptoren er udstyret med førerassistancepakke og sikkerhedsudstyr, der bl.a. indeholder:

  • 4-hjulstræk
  • FOX støddæmpere for optimal affjedring
  • Adaptiv fartpilot
  • Xenon forlygter
  • Intelligent speed assist
  • Skiltegenkendelse
  • Lane assist
  • Roll Stability Control
  • bakkestartsassistance og bakkeafstamningskontrol
  • Ford SYNC-3 infortainmentsystem
  • Parkeringssensor
Bakkamera
Bakkameraet bliver en smule uskarpt på en regnfuld dag.

Farveudvalg på Ford Ranger Raptor

Ford Ranger Raptor fås i 5 forskellige farver: Performance Blue (samme farve som testbilen), Colorado Red, Shadow Black, Frozen White og Conquer Grey. Personligt er jeg vild med den blå farve, som passer virkelig godt til bilens stil og design.

Raptor nøgle
Logoet går igen på bilnøglen.

Biltest af Ford Ranger Raptor

Det var meningen, at vi skulle lave en større test af Raptoren som “hestebil”, men så kom der en Corona-virus og deraf følgende krise i vejen, og vi måtte aflyse testen på den udvalgte hestegård af hensyn til alles helbred. Derfor er denne test lavet ved almindelig hverdagskørsel på landevej og motorvej.

Testbilen på landevej

Den er barsk, den er rå, men samtidig er Raptoren overraskende behagelig at køre på lande- og motorvej med. Selvom den er stor og tung, er den er kvik, og jeg sidder godt i de lækre sæder. Jeg får en følelse af, at jeg ejer verden, når jeg kommer kørende i denne bil med det charmerende udtryk.
Gearkassen fungerer upåklageligt og gnidningsløst, og accelerationen er overraskende god.

Indvendigt er infotainment systemet er muligvis lidt simpelt, men brugervenligheden er helt i top, og jeg kan betjene det meste via knapperne i rattet. Til gengæld er den 8 tommer touchscreen temmelig langsom, og i min utålmodighed får jeg trykket på knapperne flere gange, inden systemet reagerer.

Raptoren i sit rette element

Der hvor bilen virkelig sparker røv er, når den kører i terræn og offroad.
Du behøver ikke at bekymre dig om undervognen, når du kører offroad. Ford har nemlig udstyret Raptoren med en 2,3 mm tyk plade af højstyrkestål, der beskytter bilen under kørsel i hårdt terræn.
Affjedringen er inspireret af rallybiler for at sikre optimal komfort i ethvert terræn.
Bilen har en vadedybde på 850 mm og en frihøjde på 283 mm. Dens tilkørselsvinkel på 32,5 grader, rampevinkel og frakørselsvinkel er på 24 grader, hvilket giver optimale muligheder i stejle terræner.

All-terrain-dæk fra BF Goodrich er blevet specielt udviklet til Ford Ranger Raptor. Med 838 mm i diameter, 285 mm i bredden og et design med et kraftigt slidbanemønster, er de optimale til at køre i terræn. Ved kørsel på almindelig vej bemærker jeg, at de er støjsvage.

Ford Ranger Raptor dæk
All-terrain-dæk til offroadkørsel

Hvis du vil se en video, hvor Raptoren virkelig er i sit rette element – offroad, så tjek den her video fra Biltesteren.dk

Foto: Ford

Ford Ranger Raptor, en ægte trækhest?

Raptoren må trække 2500 kg. Har du brug for at trække mere, kan Ranger Wildtrak være en mulighed. Den må trække op til 3500 kg. og er omkring 100.000,- billigere, men også mere skrabet.
Ladet på Raptoren måler 1560 x 1575 mm og må læsses med max 500 kg. Topdækkenet er produceret af danske Mountain top, og betjenes ved at trække i en rem. Bilen har desuden to bugseringsøjer (både for- og bagtil), der kan trække henholdsvis op til 4635 og 3863 kg.

Ford Ranger Raptor pick up truck me anhængertræk

Køreindstillinger

For Ranger Raptor har seks forskellige Drive Mode-køreindstillinger: 

  • Normal Mode fokus på komfort, brændstofforbrug og køreegenskaber.
  • Sport Mode giver en mere livlig kørsel på vej.
  • Grass/Gravel/Snow mode giver en mere sikker kørsel på glatte og ujævne overflader.
  • Mud/Sand Mode giver optimal trækkraft og drejningsmoment i dybe og ujævne overflade som mudder og sand.
  • Rock Mode er designet til lavhastighedsområder med sten, hvor kontrol over bilen er vigtig.
  • Baja Mode er designet til højhastsigheds-offroading ligesom i det velkendte Baja-ørkenrally.

Alle køreindstillingerne er designet med henblik på at få fuldt udbytte af bilens præstationer i ethvert terræn.

Vi tester både store og små, billige og eksklusive biler. Læs flere af vores biltests her.

+/- ved Ford Ranger Raptor

+ Design, kørekomfort, sæder
Sløv touchscreen, anhængervægt

Konkurrenterne

De nærmeste konkurrenter er VW Amarok, samt Mitsubishi L200 og Toyota Hiluxe, som begge er noget billigere end Raptor.

Pris

Prisen for en Ford Ranger Raptor ligger på 374.150,- kr. ekskl. moms og 453.490,- kr. Nedvejet til 3000 kg. koster den 421.360,- kr. ekskl. moms og 500.700,- kr. inkl. moms.

Konklusion på Ford Ranger Raptor

Vi fik desværre ikke testet bilen som trækhest, men der er ingen tvivl om, at Ford Ranger Raptor er den ultimative off road bil. Vi kan dog konkludere, at med en max trækevne på 2500 kg., findes der andre og bedre muligheder, hvis du skal bruge en bil til at trække en af de større og tungere hestetrailere. Et godt bud kunne være Fords egen Kuga eller den helt nye Land Rover Defender, som vi tester i sensommeren.
Men Ford Ranger Raptor har vundet mit hjerte med både charme og køreegenskaber både på vej og offroad.

Stiletter

Kvindernes Bilmagasin giver Ford Ranger Raptor følgende stilletter:

DESIGN

KØREGLÆDE

VALUE FOR MONEY

4 ud af 6 stiletter

Testbilen var venligst udlånt af Ford Danmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.