Månedens Eksklusive: Porsche 718 Boxster GTS

I månedens eksklusive kigger vi denne gang nærmere på Porsche. Helt specifikt en Porsche 718 Boxster GTS. Hvis du vil vide lidt om, hvordan sådan en djævel kører, og hvor meget opmærksomhedsfaktor den indeholder, så læs med her.

P O R S C H E
Porsche 718 Boxster GTS er ikke bare en helt almindelig Porsche. Boxsteren i sig selv er ret så almindelig, nogen vil kalde den for “frisør-porschen”, men når de 3 listige bogstaver GTS sniger sig ind foran, så er det, at det hele pludselig bliver meget sjovere! Hele 365 hestekræfter har denne fine bil- til trods for – at den kun er 4-cynlindret. Og så tænker du sikkert, 4 cylindre, hvad skal jeg dog bruge den information til? Men ser du, cylinderne i bilen er dem, der afgør opmærksomhedsfaktoren. Jo flere cylindere en bil har, jo bedre lyd, jo større opmærksomhedsfaktor har den. Og derfor er det ret imponerende at denne bil har så stor opmærksomhedsfaktor, når den kun har 4 stk. MEN, jeg er sikker på, at det er farven, der gør det. Jeg vil hverken kalde den Kermit-grøn, flaskegrøn eller army-grøn. Den er bare grøn, som i grøn-grøn. Om jeg selv ville vælge denne farve? Det tror jeg ikke. Ja, så skulle det da kun være for opmærksomhedsfaktorens skyld, nu når den kun har de 4 cylindre.

Lyden har også noget at skulle have sagt ift. cylindrene. En 4-cylindret motor lyder altså ikke heeelt lige så sprød som en 6- og 8-cylindret. Men den ros skal Porsche ha’ – i dette tilfælde er lyden faktisk ikke dårlig. Selvom nogen måske ville sige, at det er en såkaldt konstrueret lyd. Men lad det nu det ligge!

Jeg havde 3 dage til at teste djævlen. Og når jeg skriver djævel, så mener jeg fartdjævel. Porsche 718 Boxster GTS kører absurd hurtigt. Hvis jeg havde sådan en bil, ville jeg bruge tiden på konstant at være nervøs for at møde en politibetjent eller en stærekasse. Jeg skal bare snuse til speederen, så kører jeg lynhurtigt 100km/t. Det føles, som om at bilen snakker til en – den sidder bare og venter på, at jeg gir gas, og når jeg gir gas råber den – “mer, mer”. Det er helt utroligt. Det er den rene køremaskine. Følelsen af at sidde bag rattet, suget ned i stolen, solidt placeret med direkte kontakt til vejens overfalde, gør én til professionel racerkører på rekord tid. Måden bilen ligger på vejen på og bare sluger svingene. Det er dét som Porsche kan. Jeg kan godt forstå at det er manges drengedrøm, at få lov at køre sådan en bil.

Gennemført lækkert
INTET er overladt til tilfældighederne, når man har med Porsche at gøre. Ikke kun er bilerne gennemførte, men også omgivelserne omkring. Når man træder ind i Porsche København, bliver man mødt af imødekommende og smilende personale og lækre omgivelser. Selv toiletterne skiller sig ud, her forkæles man nemlig med lækre Karmameju sæbeprodukter. Men ok, biler i 2 millioner-klassen skulle også gerne kaste lidt luksus af sig.

Der er så mange lækre detaljer ved selve bilen, som jeg er nødt til at dele med jer. En af dem er måden, nøglen bliver præsenteret på. Et lille lækkert skindetui omkranser nøglen, som er formet som bilen og i samme farve som bilen. Er det ikke lækkert? Ja, jeg er solgt.

Selve kabinen er en oplevelse i sig selv. Den model, jeg kørte i, havde det lækreste læder alcantara rat, alcantara sæder, og selv midterkonsollen var smurt ind i lækkert alcantara læder med “Porsche” logoet trykt ned i. Det er altså en helhedsoplevelse til den helt store guldmedalje.

Lynet McQueen
Når jeg drejer nøglen, som iøvrigt sidder i venstre side, hvilket er meget atypisk, men en klassisk porscheting – lyder der et kæmpe brøl. I rattet sidder der en en lille drejeknap, som indeholder 3 forskellige køreindstillinger. Sport, Sport + og så en fuldstændig sindsyg BOOST knap, som fungerer på den måde, at hvis du skal lave en hurtigt manøvre i form af en hurtig overhaling, så trykker du på knappen, og så er du ellers skudt afsted, som en anden Lynet Mcqueen.

I denne Porsche er der intet bagsæde. Motoren sidder i midten, også kaldet centermotor, hvilket gør, at der er bagagerum både foran og bagved. Der er ikke meget plads til det praktiske hverdagsliv, men et par enkelte indkøbsposer eller en weekend trolley kan der nok godt blive plads til.

Denne ultimative egoistbil koster knapt 2 millioner. Modellen fåes fra 1.5 million. Hvis man har råd til sådan én, har man ganske givet også råd til en flyvemaskine!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *