Mazda MX-5: Vind i håret og solbrune kinder

Juni er normalt en måned med blandet vejr og rigelige mængder regn, men ikke i år og heldigvis for det. Det var det skønneste solskinsvejr og lunt, så det var ned med taget, sol i kinderne og vind i håret, da Kvindernes Bilmagasin havde muligheden for en test af Mazda´s sportsvogn MX-5.

Jannik fra Mazda Motor Danmark var meget hjælpsom og demonstrerede, hvordan stofkalechen skulle lægges tilbage. Det var heldigvis rimeligt nemt og taget kunne klappes sammen uden af det tog noget af pladsen i bagagerummet, og ja et bagagerum er der skam også i sådan en model eller måske det rette ord vil være en bagageboks, der rummer 130 liter. Der er plads til fire indkøbsposer eller to mindre sportstasker, men det er også helt fint til den lille tur ud i det blå.

Hvis man ikke har kørt sådan en slags bil før, så er det lettest at beskrive følelsen som dengang, man som barn prøvede at køre radiobil i Tivoli. Sådan med en vis form for spænding, boblen i maven og fuld fart frem. Kombinationen af, at man nærmest sidder på vejen, og samtidig får alle lyde ind, både bilstøj og fuglefløjt, er meget overvældende, men efter et par ture havde jeg en behagelig fornemmelse i kroppen, hver gang jeg skulle køre afsted.

Modellen jeg testede havde en 2.0 liters 4-cylindret benzinmotor med 184 HK og baghjulstræk. Med to sæder er det en udpræget egoistbil, perfekt til mindre ture ud i sommerlandet. Normalt stiger man jo ind i en bil, men her kræver det altså lidt snilde af den smidige slags at komme ned i bilen, men når man først er på plads, så sidder man rigtig godt i de lækre sæder.

Testbilen var forsynet med automatisk klimaanlæg, varme i sæderne, el-ruder, sportssæder og rat i læder, indvendig dørbeklædning lakeret i bilens farve, DAB-radio med 6 højtalere, 7 ” touchscreen og HMI Commander og meget mere.

MX-5 er en udpræget lille kompakt sommerbil, som er sjov og hyggelig på samme tid, og selvom jeg jo udmærket godt ved, at den er japansk af afstamning, så kan man alligevel godt få følelsen af klassisk dansk sommer med sol, dannebrogsflag, gule rapsmarker, isvaffel, sandstrand og badehotel.

  • Det er en cabriolet, der prismæssigt ligger i den billige ende.
  • Stofkalechen er simpel at få af og på.          
  • Den har en lækker brummende motorlyd.
  • Passagersædet er udstyret med ISO FIX, så der er mulighed for at anbringe en autostol.
  • Der er plads til en golfbag foran og en vogn med aftagelige hjul i bagageboksen.

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Mazda MX-5 SKYACTIV-G 2.0 Roadster
Priser fra kr. 294.379,-
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 382.574,-
Farve: Soul Red Crystal


Hvis du mere er til en cabriolet med hardtop, så findes MX-5 også som RF model.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *