Nissan Qashqai: Den yderst populære crossover

Det var påske og solen skinnede fra en skyfri himmel, da Kvindernes Bilmagasin testede Nissan´s populære crossover Qashqai. Det er en attraktiv model hos det SUV-købestærke folk, og Nissan har formået at producere en bil, der både kører godt og stabilt, samtidig med at den er meget rummelig og familievenlig.

Jeg testede versionen med Tekna+ pakke: NissanConnect (audio-, kommunikations- og navigationssystem), vognbaneassistent, automatisk nødbremsesystem, blindvinkelalarm m.m.
Modellen havde desuden også parkeringssensor for- og bag, panorama glastag, 7-trins DCT automatgear og Bose lydsystem.
Qashqai kørte godt med sin 1,3 liters 4-cylindret turbo benzinmotor og 160 HK. Automatgearet hakkede desværre en smule ved start, når motoren var kold, men efter kort tid var problemet væk og kørslen fungerede fint med smidige og næsten ubemærkede gearskift.

NissanConnect
Det nye og avancerede infotainmentsystem er smart og nemt at bruge. Med App´en ”Door to Door”  på din mobil, kan du snildt planlægge og indtaste din rute hjemme i sofaen, og derefter sende ruten direkte ud til din bil i carporten. Når du derefter sætter dig i bilen, er ruten klar med det samme og du kan køre afsted til dit bestemmelsessted – virkeligt smart. App´en skriver også på din mobil, hvor du har parkeret bilen og NissanConnect giver dig præcise oplysninger om trafiksituationen.

Interiør
Læderindtrækket med syninger i felter, er jeg personligt ikke helt vild med, men bortset for udseendet, så er sæderne med hukommelse meget behagelige, og man sidder dejligt i dem. Bagi var pladsen rigtig god både på selve sæderne og ved benene. Midterarmlænet var forsynet med en stor og rummelig opbevaringsboks, hvilket var skønt til fralægning af solbriller, mobilkabler m.m.

Lædersæder med hukommelse


Nissan har tænkt på den fikse detalje, at sidespejlene vipper lidt nedad, når man sætter i bakgear, så man på den måde har et bedre udsyn ved parkering f.eks. i forhold til kantstene, hvilket jeg synes er meget praktisk.
I mørke er der lys i diverse knapper, og endda også i START-knappen, hvilket desværre ikke er tilfældet i alle biler, men virkelig skønt i Qashqai, så man ikke skal lede alt for længe, før bilen kan tændes. Førersædet kører bagud ved indstigning og rattet er lige i bunden, så ud- og indstigning gøres nemmere.

Rattet er lige i bunden, hvilket letter ud- og indstigning

Eksteriør
Det udvendige design er ikke ændret voldsomt meget siden den første version så dagens lys, og da modellen jo har været yderst populær, har Nissan nok tænkt, at det ikke har været nødvendigt at lave de store ændringer. Dog synes jeg nu alligevel, at de japanske designere godt kunne nytænke med et endnu skarpere design i fremtiden.
Den mørkegrå metallak klædte testbilen super fint og stod godt til de store 19” alufælge.

Plads i store mængder
Bagagerummet kan deles i to, og jeg bruger det selv meget i min egen bil, når jeg bare har et par indkøbsposer, der helst ikke skal vælte. Det er genialt.
Størrelsen på bagagerummet er rigtig god og nærmest kvadratisk, og det letter i forhold til transport af flyttekasser, kuffeter, hundebur eller barnevogn. Med sæderne nedfoldet får man et flat lastrum og en kapacitet på 860 L, og ellers er den normale bagagerumsstørrelse på 430 L.

Bagagerummet kan deles i to og sæderne kan lægges ned, så bunden er flad

Design i Asien og produktion i Europa
Nissan har gjort det godt med den japanskdesignet model Qashqai, men som rent faktisk er produceret i Storbritanien. Crossover-modellen har efterhånden været på markedet i en del år, og den lå endda på listen, som den mest solgte bil i Danmark i første kvartal 2019.

Kvindernes Bilmagasin giver følgende stiletter:

Design:

Køreegenskaber:

Value for money:

Nissan Qashqai DIG-T 160 HK DCT aut Tekna+
Startpriser fra kr. 239.990
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 365.190
Leasingpriser fra kr. 2.995/md ved 15.000 km/år og kr. 7.495 i førstegangsydelse

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *