børn i bilen

Ny sensor gør autostolen mere sikker

autostol

Som forældre er det af højeste prioritet, at sikkerheden er i top, når vi kører i bil med vores børn, men det kan være lidt af en jungle at finde den bedste og sikreste autostol på et marked med mange forskellige spillere. 
En ny model adskiller sig dog ved at indeholde et monitoreringssystem, som gør køreturen med det lille barn endnu mere sikker – og så løser den tre konkrete problemer.

autostol

Monitoreringssystemet hedder SENSORSAFE, er udviklet af mærket CYBEX og består af en clips på selen i autostolen, der er koblet op til en app, der via lyd og notifikationer adviserer forældrene, hvis én af følgende ting sker:

  • Barnet har spændt sin egen sele op.
  • Barnet har det for varmt og der er risiko for overophedning.
  • Barnet har siddet i autostolen i så lang tid, at det har brug for en pause.

I følge en undersøgelse CYBEX henviser til, sker det ret ofte, at et barn spænder sin egen sele op, uden at forældrene opdager det, og det udgør selvsagt en betydelig risiko, hvis barnet ikke er spændt rigtig fast. 
Med sensoren bliver forældrene adviseret og kan køre ind til siden og fastspænde barnet igen.

At et barn får det for varmt i bilen, har du måske som forældre oplevet en del gange. Det sker ofte, hvis barnet falder i søvn, men som fører af bilen – og i særdeleshed hvis man kører alene, er det ikke så lige til at holde øje med barnet og dets kropstemperatur.

Lange køreture med små børn er ikke så hensigtmæssige, og flere eksperter har sat klare intervaller for, hvor lang tid et lille barn kan sidde i en autostol. Som forældre kan man nogen gange glemme tiden, hvorfor det er yderst kærkomment med en hold-pause-alarm. Læs flere Tips & Tricks til trafikken.


Udover ovenstående, så indeholder appen, koblet op med sensoren, også to andre væsentlige funktioner:

Installationstjekliste, der guider forældre til at montere autostolen korrekt. Undersøgelser har vist, at mange autostole monteres forkert og således ikke er sikre.

Barn efterladt-kontrol, der sikrer, at barnet ikke glemmes i bilen. Med tanke på de forfærdelige hændelser, der har fundet sted forskellige steder i verden, hvor små børn er blevet glemt i biler, er denne funktion utrolig vigtig. Hvis barnet er efterladt fastspændt i bilen, alarmeres føreren gennem appen, og hvis der ikke reageres, alarmeres en selvvalgt nærmeste pårørende.

Sensorsafe kan ikke tilkøbes alene og sættes på en i forvejen købt autostol, men er udviklet til modellerne Cloud-Z og Cirona-Z, begge fra Cybex, samt autostole fra mærket GB Vaya. Køber man en af disse, kan sensoren dog tilkøbes for ca. 500 kr.

Vil du høre mere om teknologien, kan du finde forhandlerliste og flere informationer her.

Kilde: Elektronista.dk

SEAT Ateca FR: Nogle gange er det altså størrelsen det handler om

Gæsteblogger Catrine Hestehave er 31 år og nybagt mor. Hun har testet SEAT Ateca FR, deres sport SUV, med ”nybagt-mor”-brillerne på. Som nybagt mor har man mest af alt brug for et par ekstra hænder, men når man nu ikke kan få det i en bil, så må vi nøjes med en bil der arbejder med en, ikke imod en.

SEAT Ateca FR

Jeg hedder Catrine og er 31 år. Gift med Christian og bor i Allerød. Vi fik sidste år i september vores første barn en datter der hedder Ellen. Jeg har været assurandør i mange år og har derfor mange kilometer på bagen i lidt forskellige biler. Jeg sidder sjældent stille og derfor har jeg Ellen med mig rundt omkring i vores bil og derfor stiller jeg store krav til den.

Eksteriør
Lad os starte udenfor; Jeg havde før set SEAT Ateca’en og må indrømme, at jeg syntes den var lidt kedelig i det. Den mindede mig utroligt meget om Audi, men desværre en lidt skrabet udgave. Derfor synes jeg at FR udgaven virkelig gør noget for Ateca’en. Den trængte til lidt flere detaljer og det fik den. Den er harmonisk i designet og kommer ikke til at virke som en stor kasse som mange SUV’s gør – det er ikke bare en Leon på stylter.

FR designet pynter på Atecaen

Og nu kommer vi til størrelsen! Højden er bare så dejlig som ny mor, – det betyder at jeg ikke skal bukke mig ned når jeg skal sætte vores datter i autostolen og det er fantastisk. Jeg ved ikke hvordan andre mødres rygge har det, men min har i hvert fald fået nogle tæv af både en graviditet og at slæbe rundt på vores lille vidunder. Derudover er der, for mig, bare noget super lækkert ved at sætte sig op i en bil og ikke ned. Det giver et dejligt overblik når man kører – og det, kombineret med den lækre store forrude gør, at man føler at man kan se flere kilometer frem. Og det er altså bare nemmere at stige ud af en høj bil i stiletter (just kidding, – jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst kunne passe eller gå i mine stilletter).

Bilen har en god læssehøjde til autostolen

Læs også: SEAT Tarraco – SEATS nye mondæne flagskib

Interiør
FR looket klæder helt sikkert Ateca’en da den bliver lidt ekstra fræk med de sporty detaljer, som for eksempel røde stiklinger i sæderne. Seat lægger ikke skjul på, at de går meget op i teknologi og der er masser af det i kabinen. Det digitale instrumentbræt er imponerende og giver dig så mange oplysninger, at det næsten er lige i overkanten – ja, jeg havde svært ved at finde ud af hvad klokken var til at starte med. Navigationen står super både på den store touchscreen, men også i instrumentbrættet hvis du vælger det. Man kan få trådløs oplader i bilen, hvilket er praktisk når man bruger sin mobil meget via bluetooth både til musik og som telefon. Jeg synes altid, at min mobil når at løbe tør for strøm og så er det rigtig rart at den ligger og lader op uden at man overhovedet tænker over det. Når mørket sænker sig, træder en anden lækker detalje frem; det blå lys i dørene – det undrer mig bare at man kun har valgt at gøre det på fordørene.

Bilen fåes med trådløs mobiloplader

Det blå lys i dørerne ser lækket ud

Plads
Der er rigtig god plads på forsæderne og man sidder godt når man kører bilen. Men som nybagt mor er det ikke på forsædet jeg har brug for pladsen, det er på bagsædet og i bagagerummet. Her lever den også op til vores behov. Der er rigtig fin plads på bagsædet, også selvom der er en autostol til vores datter på 5 mdr. I mange biler vil personen der sidder foran autostolen have mindre benplads, men det er ikke tilfældet her. Bagagerummet har rigtig fin plads til barnevognen og den ekstra højde bilen har i forhold til en almindelig stationcar gør, at man kan stable lidt mere i højden før udsynet bliver taget. Men nu når vi er ved bagagerummet er der et minus. Jeg stod ved Kvickly i regnvejr med min datter i bæreselen og stressen havde sat ind. Her hjælper bagklappen ikke, – den er tung og skal hjælpes hele vejen op. Her kunne jeg godt have brugt en knap på nøglen, hvor jeg kunne åbne bagklappen på afstand og en knap på klappen, hvor den lukker automatisk. Nu blev jeg både våd af regnvejret og beskidt, fordi jeg skulle stå og fumle efter at få åbnet klappen.

Der er masser af plads til barnevognen i bagagerummet

Kørsel
Første tur ud på motorvejen og jeg sidder og tænker: ”hvorfor føles det som om jeg skal wrestle med den her bil for at skifte vognbane?!” – det viste sig at ’lane-assist’ var slået til. Den sørger for at du holder dig på vejen imellem de hvide striber og det er altså ikke helt skidt, hvis man som mig ikke altid får de anbefalede 8 timers søvn om natten. Ud over at have ’lane-assist’ har den også adaptiv fartpilot og det er altså en gave til gud! Ikke nok med at bilen holder farten for dig, men den holder også afstanden til bilen foran dig – og kan derfor bruges til f.eks. kø-kørsel eller de lange ture på motorvejen, hvor du ikke gider at ligge og flette ind og ud hele tiden. Mange SUV’s gynger hvis man kommer til at tage svingene med lidt for meget fart og det er heldigvis ikke tilfældet med Ateca’en. Jeg tog den en tur ud på nogle små skovveje (uden vores datter på bagsædet vel og mærke) og gav den lidt gas. Den lå super godt i svingene og er faktisk ret rap i det.

Alt i alt
Alt i alt er det et rigtig godt bud på en god familiebil med lidt højde i. Den er moderne, har en masse lækker teknik der hjælper dig i det daglige og kører også rigtig godt. Jeg har haft mange biler og min næste bildrøm er helt sikkert en SUV og Ateca’en kunne være et meget godt bud på et valg.

FAQ: Den model vi testede var en Seat Ateca, FR, 1,5 TSI 150 HK. Den totale pris for modellen er 400.313 kr. og indebærer avanceret komfort- og kørepakke, digitalt instrumentbord, metallak samt anhængertræk.

Catrines bilhistorik
Jeg startede ud med en Fiat Punto fra ’99, skiftede til en VW Passat Stationcar fra ’05, som på det tidspunkt var brugt. Jeg fandt ud af, at jeg ikke havde brug for en stationcar som 23 årig og fik en sprit ny VW Golf 2,0 TDI DSG. Da Golfen havde tjent mig godt i 5 år besluttede jeg, at skifte den ud inden den nåede problemalderen. Jeg blev i det tyske og privatleasede en VW Polo Blue GTI, som jeg havde et år før jeg stillede den pga. jobskifte. Lige nu kører jeg rundt i en Toyota Aygo fra ’01 – en lille og gammel bil, men som jeg nyder pga. økonomien. 

Gæsteblogger Catrine Hestehave

Børns favoritbiler ligner de voksnes

Adrian på 8 år vil ha’ fars fede slæde, og Juliane på 7 år ønsker mors praktiske dyt. Spørger man børn om favoritbiler, så er deres svar interessant nok ikke så langt fra de voksnes. Selvom ungerne har let ved at vælge deres drømmebil, så kan de stadig godt relatere til spørgsmålet om økonomi.

Favoritbil
To glade børn på bagsædet af den nye Citroën Berlingo. Billedet er venligst udlånt atCitroën Danmark.

Kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex spørger hvert år 36.000 bilejere til deres erfaring, holdning og loyalitet overfor en lang række bilmærker – men hvordan ser børnene egentlig på biler? Loyalty Group, der står bag undersøgelsen, har talt med Adrian på 8 år og Juliane på 7 år om deres syn på biler for at sammenligne med de voksne bilejeres svar i AutoIndex 2018:

Adrian, 8 år:
På en oversigt med biler at vælge imellem er Adrian ikke i tvivl om, hvilken bil han ville vælge som favoritbil. Han peger meget hurtigt på en Volvo S60: “Fordi den er meget sej. Den ser meget cool ud. Det er dens fælge, dens logo, og så er den meget lav – så den har meget fart,” forklarer han. “Den der,” siger han og peger på en Volvo V70”, den er ikke så hurtig”.

Hvis Volvo S60’eren skulle gøres bedre, skulle den ifølge Adrian udstyres med guldfælge, regnbuefarvet lakering og lys til undervognen. Han kommer dog også frem til, at lækre detaljer ikke nødvendigvis er alt, når man skal vælge sin favoritbil: “Prisen er meget vigtig. Men farven den er… nej ikke rigtig vigtig. Hastighed? Det er faktisk ikke det vigtigste, for man skal jo køre den samme hastighed alligevel, som hvis man har en langsom bil.”

Juliane, 7 år:
Juliane kan godt lide at køre bil, særligt hvis hun og hendes søster får lov til at stikke hovederne ud af bilens vinduer, imens bilen kører. “Vi tager hovedet ud af vinduet, og det kører så stærkt,” fortæller hun med et stort smil.

Når det kommer til, hvad man skal se efter, når man køber bil, er Juliane praktisk anlagt, og hun er ikke i tvivl om, at sikkerhed er vigtigt: “At der er sådan nogle puder, der springer op, så man ikke slår sit hoved,” fortæller hun. Selvom udseendet på hendes favoritbil umiddelbart ikke er vigtigt for Juliane, er det dog en BMW 5-serie, der tiltaler hende, når hun får valget mellem en række biler: “Fordi den skinner og har flotte hjul,” uddyber hun. Skulle den blive bedre, skulle den have en helt særlig egenskab: “Så skulle man kunne lave den om til en seng indeni,” forklarer hun.

Mor og far vil også have kvalitet
Dykker man ned i årets AutoIndex, er der mange lighedspunkter mellem børnenes syn på biler og de voksnes svar, lyder det fra Mikkel Korntved, der er direktør og seniorrådgiver i Loyalty Group. Det er for det første ikke kun børnene, som er positivt indstillet over for de mere luksuriøse bilmærker som Adrians Volvo S60 og Julianes BMW 5-serie. Volvo og BMW er nemlig, sammen med Mercedes, de foretrukne bilmærker blandt de 36.000 adspurgte bilejere i årets undersøgelse. De tre mærker rangerer højest, når respondenterne skal vælge deres næste drømmebil.

Fede øser eller praktiske egenskaber?
De to unge bil-bedømmere viser tydelig forskel i opfattelsen af kvaliteter, når de skal beskrive præferencer ved biler. Denne forskel mellem kønnene genkender Mikkel Korntved:

“Adrian vil gerne have en mere opsigtsvækkende bil med fart og guldfælge, mens Juliane fokuserer på det praktiske i at have en seng i bilen, og at der skal være airbags, så bilen er sikker. Den forskel mellem dreng og pige kommer ikke bag på mig.”

Mikkel Korntved har været med til at udarbejde AutoIndex i 16 år, så han har stor erfaring med, hvad der interesserer henholdsvis mænd og kvinder ved biler:

“Man skal jo passe på med at generalisere, men flere mænd har nok en mere nørdet interesse for biler, end kvinder har. Hvor det for mange mænd handler om teknik, gadgets og hestekræfter, så betragter kvinder måske i højere grad bilen som en praktisk genstand, der skal opfylde specifikke behov.”

… men økonomien skal også gå op
Adrian fortæller, at selvom han umiddelbart vil have guldfælge og lys under sin favoritbil, så er prisen i sidste ende en afgørende faktor. Når alt kommer til alt, så er udseende og hastighed ikke så vigtigt, hvis man ikke kan betale bilens pris. Juliane er enig i dette. En bil behøver ikke alle mulige fordyrende egenskaber som en kraftig motor og et smart udseende, så længe den er velfungerende og sikker. Igen er Adrians og Julianes svar ikke så langt fra de voksnes:

“Når man spørger bilejerne om, hvad der har holdt dem tilbage fra at købe deres drømmebil, så svarer langt størstedelen, at det er prisen. Det er nok meget naturligt og forventeligt. Det er dog interessant, at Adrian og Juliane også kan relatere til priser, at de godt ved, at der skal være råd til bilen, også selvom de taler om en drømmebil,” afslutter Mikkel Korntved.

Om AutoIndex
AutoIndex er en kundetilfredshedsundersøgelse, som udføres af FDM og Loyalty Group med deltagelse af cirka 36.000 danske bilejere. Alle bilmærker bliver målt på bilens egenskaber, forhandlerens kompetencer, værkstedets kompetencer samt loyaliteten over for mærket.

Læs mere om årets undersøgelse: http://www.loyaltygroup.dk/autoindex

Artiklen er bragt i samarbejde med Loyalty Group.