Det var med en vis nysgerrighed, da jeg skulle teste den nye Volvo V60 Cross Country for Kvindernes Bilmagasin
Jeg husker tilbage til min barndom i 70´erne , hvor familier med respekt for sig selv anskaffede sig en Volvo, og det var indbegrebet af et solidt og stabilt køretøj – dengang dog en ret firkantet én af slagsen og uden de vilde sporty finesser. Det var en bil man kunne stole på og som kunne køre og køre mange år frem. Dengang ejede man en vogn og ikke en bil.
Jeg må dog sige, at der er sket utrolig mange forandringer siden dengang, og efter at have kørt i Volvo Cross Country´en i en hel uge, kan jeg konstatere, at Volvo er kommet helt op i de høje luftlag med rigeligt at nytænkning, avanceret teknik, lækkert design og fed stil.
Cross Country´en med 190 HK AWD og 4 cylindret dieselmotor ligger komfortabelt på vejen, er stabil i svingene og så har den super lette og smidige gearskift med sin 8-trins automatgearkasse, hvilket simpelthen er ren nydelse.
Min medpassager sagde én af dagene: ”Man har jo nærmest ikke tid til at køre bil med al den teknik”, og det kan der faktisk være noget om. Vi havde så mange valgmuligheder både med køreindstillingerne i Drive Mode, og med sædeindstillingerne som helt exceptionelt havde massage i ryg og læn, hvilket virkelig var en nydelse. Samtidig var der også mulighed for sædeforlængelse og ventilering i sæderne.
Det er altså blæret af Volvo, sådan lige at sætte det lille svenske flag på siden af passagersædet, så selvom jeg godt nok aldrig har været stor fan af farvekombinationen gul/blå, hvad enten det gælder fodbold eller flagfarve, så er jeg nu altså alligevel vild med den lille finesse. Vores naboer fra hinsidan har virkelig styr på detaljerne.
En rigtig fin detalje, som jeg lagde mærke til, var at man kunne vælge om bagagerummet skulle have sin fulde størrelse f.eks. til golfudstyr eller til feriebagage, eller om man ville dele bagagerummet op med en klap, som var super nemt. På den måde var det muligt at have et par indkøbsposer stående uden, at de væltede rundt, hvilket jo ofte kan være en udfordring i et stationcar-bagagerum.
Af lækkert udstyr i luksus-klassen vil jeg gerne nævne:
- at kombinationen af metallakken i Osmium Grey og de mørkebrune Nappa-læder comfortsæder står godt til hinanden.
- at lyden fra Harman Kardon anlægget er i top og panorama el-soltaget løfter niveauet en ekstra gang.
- at Speed Sign Assist fungerer endnu bedre end i andre bilmærker, her bliver ikke kun vist, hvad fartbegrænsningen er, men der er også en smart rød indikator, der flytter sig på speedometeret alt efter, hvilken fartzone man kører i.
- at det virkelig smarte 360 graders Surround View Camera gør parkeringen til en leg. Det er muligt at se bilen fra oven, at se bagud og forud samt at se, hvor tæt man er på kantstenen.
- at skærmen, der i V60 CC sidder vertikalt og har en tydelig grafik, er let at aflæse og er så følsom, at man kan anvende den iført handsker. Det er super smart tænkt af Volvo.
Villa, Volvo og Vovse !!!
Det er en smagssag, hvor meget af det, I skal anskaffe, men den nye Volvo V60 CC, den må I altså gerne kigge nærmere på. Med den, får I Jer ikke bare en bil, men en skøn og dejlig vogn. Her er absolut ingen traktorfornemmelse at spore fra dengang for 40 år siden, tværtimod vil jeg nærmest driste mig til at sige, at vi er ude i en Feel Good fornemmelse af de helt store. Det var en sand fornøjelse og fantastisk følelse at køre Volvo V60 Cross Country.
Volvo V60 Cross Country D4 aut AWD 190 HK 4-cylinder diesel:
Startpriser fra kr. 591.250
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 829.941
Leasingpriser på V60 fra kr. 4.995/md ved 20.000 km/år og kr. 35.000 i førstegangsydelse.
Volvo V60 Cross Country er en del af
Kvindernes Bilmagasin´s ”Månedens Eksklusive”.