Bæredygtighed er over alles læber for tiden og har nu også gjort sit indtog i dækbranchen. Continental vil i fremtiden anvende fremavlede russiske mælkebøtter til at fremstille naturgummi til sine bæredygtige dæk. Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Det kigger jeg nærmere på her.
Udviklingsproktet ”Taraxagum”
Vi kender dem alle sammen, de gule, langstilkede sommerblomster, som pryder vores haver derhjemme. I Rusland indeholder rødderne på de meget robuste mælkebøtter et højt indhold af latexsaft med gode egenskaber til produktion af naturgummi. Denne naturgummi er genial til produktion af eksempelvis bildæk og cykeldæk.
For at se klimaændringerne i øjnene og for at ruste sig til en mere bæredygtig fremtid har Continental i de sidste år fokuseret på at arbejde med udviklingen af deres teknikker, så de kan producere mere klimavenligt og bidrage til den grønne omstilling. Et udviklingsprojekt, som Continental har lavet i samarbejde med blandt andet University of Münster.
Læs også: Dine madvarer bliver for gamle – det samme gør dine bildæk
”Klimaændringerne er en realitet i hele verden. Hos Continental har vi i mange år arbejdet med udviklingen af vores teknikker, så vi kan producere mere bæredygtigt og bidrage til den grønne omstilling. Derfor er vi glade for, at der nu ses nogle fysiske resultater af forskningen i Taraxagum,” fortæller adm. direktør Georg Nielsen hos Continental Dæk Danmark A/S.
Taraxagum-forskningsprojektet har allerede vist, at mælkebøttegummiet har mindst ligeså god ydelse som konventionelt udvundet naturgummi. Forskere og teknikkere har derfor allerede produceret flere testpartier af dæk på det tyske laboratorium Taraxagum Lab Aklam til blandt andet personbiler og transportsektoren. Man afventer egentlig bare en endelig igangsættelse.
Investering i fremtiden
Continental regner med at sende den første serie på markedet inden for de kommende år. De tror så meget på projektet, at de har investeret 35 millioner kr. i et forskningsanlæg – udelukkende til fremstilling af gummi fra de russiske mælkebøtter.
”De store investeringer afspejler, at Continental prioriterer udviklingen af fremtidens miljøvenlige og intelligente dæk højt, og at vores ingeniører og teknikere sammen med vores samarbejdspartnere arbejder på højtryk for at gøre gummiproduktionen mere bæredygtig”, lyder det fra Georg Nielsen.
Læs mere på Continenals egen hjemmeside
Denne artikel er skrevet i samarbejde med Continental Danmark og Lindskov Communication