Kvindernes Bilmagasin havde booket en test af Audi A1, deres mindste bilmodel. Vores kontakt Britt fra Audi oplyste, at testbilen ville være gul og lovede oven i købet også solskin i testugen, selvom bilen blev reserveret hele 5 måneder tidligere. Om Britt har en special aftale med vejrguderne eller hvordan hun klarer det vides ikke, men da jeg hentede bilen skinnede solen, og var skruet op på sit højeste niveau og det fortsatte heldigvis resten af ugen.
Det lille gule lyn med metallakken Pythongul var rap og smart. Oprindelig har jeg ikke været særlig vild med den tidligere version af A1, den faldt simpelthen skidt ud efter min mening. Men med denne nye A1 er designerne hos Audi kommet et stort skridt videre, for med lidt ekstra længde og skarpere kant ligner den nye version nu en rigtig Audi.
Indvendig er A1 nydelig med stilfuldt sædeindtræk med mønster og infoskærmen er placeret, så den vender lidt skråt over mod føreren, og den er nem at bruge. Det virtuelle digitale cockpit giver et sportspræget look.
Udvendigt vil jeg især fremhæve to specielle detaljer. Den ene er takkerne lige under kølerhjelmen, som giver A1 et frækt og anderledes look. Den anden detalje er de dynamiske blinkere i baglygterne, der ser meget raffineret ud.
A1 kører fint, men i det normale gear gør den ikke voldsomt meget væsen af sig. Slår man derimod sportsfunktionen til, så bliver kørslen endnu bedre. Den er mere stabil end de fleste andre små biler og har ikke særlig meget støj. Automatgearet fungerer godt, men hakker dog en lille smule i første gear.
Jeg testede en version med 3-cylindret benzinmotor og 116 HK. Af udstyr kan nævnes: 3-eget multifunktions læderrat, ambientebelysning, 16” alufælge i 10-eget turbinedesign, Audi virtual cockpit, LED lygter og baglygter med dynamisk blink samt sportssæder i design Derby.
Jeg er imponeret over brændstofforbruget, og testede med blandet kørsel altså både kørsel på motorvej og i by, og der kom forbruget op på 19,3 km/l og det var endda også ved delvist brug af sportgear.
Prisen for en A1 er i den høje ende, og synes du det er lige en tand for dyrt, så er der mulighed for at privatlease den nye model fra kr 3.350/md. med kr 15.000 i førstegangsydelse.
Af en lille bil at være må jeg bøje mig i støvet og sige: Godt gået Audi – I har gjort det godt! Men lov mig, at der næste gang er installeret en elektrisk Start-knap og en elektrisk håndbremse, det skal der altså være i en Audi, også selvom det er en lille én af slagsen.
Kvindernes Bilmagasin giver den nye Audi A1 følgende stiletter:
Design:
Køreegenskaber:
Value for money:
Audi A1 Sportback Advanced 30 TFSI 116 HK S Tronic
Startpriser fra kr. 249.990
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 369.661
Du finder alt om den nye Audi A1 her:
https://www.audi.dk/dk/web/da/modeller/a1/a1-sportback.html
Tryk her for at se en lille video: