Hverdagen som elbilsejer. Del 1

– inklusiv en pendler, to børn på bagsædet og halvanden barnevogn i bagagerummet!

”Elbil – jamen så kan I jo ikke køre til Sydfrankrig?” er én af de reaktioner, min mand og jeg har oplevet mest, da vi i foråret 2018 berettede til familie og venner, at vi havde bestilt en elbil – en Nissan LEAF TEKNA (den, på det tidspunkt, største af udstyrspakkerne – der er netop kommet en helt ny udgave af LEAF’en med et større batteri og deraf længere rækkevidde).

Skiftet fra fossil- til elbil har længe været i vores tanker, men vi har også haft nogle krav til bilen, som vi ikke kunne få opfyldt, før Nissan kom med den nye LEAF i 2018. Jeg blev dengang spurgt af en veninde, om en elbil ikke er sådan ”meget plastik-agtig”. Jeg ved ikke om hun forestillede sig, at elbiler er en form for legetøjsbil, men hendes spørgsmål går meget godt i spænd med den form for mystik, som elbilen stadig er omgærdet af i Danmark.
Jeg vil gerne være med til at afmystificere elbilen og vise, at den er et fantastisk alternativ til en diesel- eller benzinbil.
Følelsen af at trykke speederen i bund og mærke accelerationen fra første splitsekund er befriende, og oplevelsen af en bil, der ikke oser, larmer eller lugter må alligevel appellere til en del.
Så hvorfor har elbilen det så så svært i Danmark? Det er der naturligvis flere årsager til, men én af de vigtigste er i min optik den manglende indsigt i, hvordan det er at være elbilsejer. For er det nu også så besværligt, som alle går og bilder sig selv ind?

Jeg har været elbilsejer i et halvt år nu, og jeg vil gerne nuancere plusserne og minusserne, men jeg vil også gerne spørge lidt udfordrende: Når nu jeg er gift med en mand, der pendler til Aalborg i forbindelse med sit arbejde, og han kører i omegnen af 240 km om dagen – hvordan skal de fleste mennesker i Danmark så ikke kunne benytte sig af en elbil set ud fra deres konkrete kørselsbehov? Den lader vi lige stå.

Primære krav til elbilen i vores familie

  • Budget: omkring 300.000,-
  • Den skal fungere rent afstandsmæssigt for vores dagligdag, hvor min mand også kører til/fra Aalborg
  • Den skal kunne rumme vores familie med to små børn (dvs. to kæmpe autostole på bagsædet og plads til vores monstrum af en barnevogn i bagagerummet)
  • Den skal (i vores øjne – dette er jo subjektivt) ikke være grim at se på – det har desværre været en tendens blandt mange elbiler so far, at de tilsyneladende skal skille sig markant ud fra mængden. Uheldigt, synes jeg!

Bevares, der findes måske smukkere biler end vores Nissan LEAF, men den er slet ikke så anstrengende at se på som første generation af LEAF. Uanset har bilen stjålet vores hjerter, fordi oplevelsen af at glide hen over vejen uden nogen form for motorstøj simpelthen er ekstremt lækkert og ekstremt tilfredsstillende.
Man kan i de fleste situationer køre bilen med én eneste pedal, da bilen bremser kraftigt når man slipper speederen, samtidig med at batteriet oplades – det kaldes her E-pedal.
Bilen har et hav af sikkerhedsudstyr og features, som gør det nemmere og mere sikkert at bevæge sig i trafikken, og så er den jo, qua at være en elbil, virkelig hurtig i optrækket. Der er ingen tøven, som vi kender det fra en fossilbil, hvor der skal skiftes gear, motoren og turboen skal op i omdrejninger osv. I en elbil kommer accelerationen med det samme, og det lærer man hurtigt at holde af! Pludselig virker en diesel- eller benzinbil ganske enkelt oldnordisk. Så ja, elbilen har virkelig vundet os over – også helt lavpraktisk.

Kommentarer, vi ofte har fået, efter vi har valgt at skifte vores dieselbil ud til en elbil

  • ”Jamen hvad så, hvis I skal til f.eks. København eller Nordjylland?” (vi bor i Aarhus)
  • ”I kan jo aldrig køre på kør-selv-ferie sydpå?”
  • ”Hvad nu hvis I pludselig løber tør for strøm?”
  • ”Elbiler er alt for dyre!”
  • ”Elbiler er for små til en børnefamilie!”

Der er ingen tvivl om at rækkevidden for elbiler er den store hurdle, som der naturligvis også bliver arbejdet og udviklet meget på. Om få år vil vi jo ikke længere have de overvejelser, da elbilerne vil kunne køre så langt på en opladning, og lade så hurtigt, at rækkevidde bliver til et ”ikke-problem”. Men her-og-nu er det elbilens udfordring – især i folks mindset. Som vi har snakket om herhjemme, er det egentlig pudsigt, at vi, der bruger bilen som pendlerbil og bor 120 km fra den enes arbejdsplads, vælger en elbil, frem for alle dem, der bor måske 5-10-20-50 km fra deres job.
I dagligdagen har de færreste af os et kørselsbehov, som en ny elbil ikke kan leve op til, så det er jo interessant, at vi anskuer det som en dealbreaker, når snakken falder på elbiler. Vi kan måske bare godt lide tanken om, at vi om en time kan køre herfra og til Sydtyskland nærmest uden stop, hvis det er det, vi vil?

Tænker du mon over, at du skal lade din smartphone hver nat?

Vores Nissan LEAF er opgivet til omkring 270 km fuldt opladet – i praksis er det nærmere omkring 230 km med så meget motorvejskørsel, som vores bil udsættes for.
Hvis det er en kold vinterdag, og det er motorvejskørsel, snakker vi nok også nærmere 200 km. Men. Det er i vores normale dagligdag aldrig et problem med rækkevidden. Vi har en ladestander installeret i vores indkørsel. Hver nat står bilen og lader, da det selvfølgelig er vigtigt, at den er fuldt ladet op om morgenen, når den skal køre til Aalborg.
I weekenden står den jo ikke nødvendigvis og lader, da vi bruger den noget mindre end i dagligdagen. Det er lige så simpelt at sætte sin elbil til at lade, som det er, når du sætter strømkablet i din smartphone – hvilket du højst sandsynligt gør hver eneste nat uden at tænke over. Det er bare blevet en vane for dig.
Kan I huske dengang vi alle havde Nokia 3310, der snildt kunne holde en uge uden at blive opladet, og nu lader vi løs på vores smartphones, uden at stille spørgsmålstegn ved det? Det er en vaneændring, som kommer af sig selv, fordi det, man får ud af det, giver så meget mening. Udover at lade i vores indkørsel derhjemme, lader elbilen, mens min mand er på arbejde. Easy peasy.

Lille og diskret ladestander


Artiklen er 1. del af vores artikelserie om at være elbils ejer. 2. del udgives fredag d. 14.6.19.
Artiklen er skrevet af:
Sarah Blicher-Koch, Virksomhedsantropolog
30 år, gift og mor til to drenge
Elbils-entusiast

Medejer af blog og webshop
BLOCH EGÅ: blochegaa.dk



0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *