First drive: BMW 3-serie Touring og 330e

Ny BMW 3-serie Touring og 330e lanceres til september. BMW havde inviteret Kvindernes Bilmagasin med til den første testkørsel i Bayern.

BMW 3 serie
Foto: Günter Schmied.

BMW 3-serie. Præsenteret i Bayern

Vi ankom til Müchen en tidlig morgen. Solen skinnede og jeg så frem til en varm sommerdag i godt selskab. Selskabet bestod af en BMW 330e Sedan og 330d Touring. Begge modeller lanceres til september og kommer i forlængelse af introduktionen af den nye 3-serie der kom i marts.
BMW 3-serien er kendt for sportslige køreegenskaber, dynamisk design, effektive motorer og innovative udstyrsmuligheder. Jeg så derfor frem til at teste bilerne på snoede landeveje og ved bykørsel.

Kurvekørsel
BMW 330e ligger godt i kurverne. Foto: Günter Schmied.
330 Touring bagfra
330 Touring er en af de større stationcars, men den er stadig sporty.
Pladsen på bagsædet
God benplads på bagsædet i 330e

Læs også vores anmeldelse af den nye BMW 330i.

Testbilerne

De to modeller jeg testede:

BMW 330e Sedan, Model M Sport, Frozen Dark Grey. Motoren var en 2,0 liters benzinmotor med BMW TwinPower Turbo med 184 hk, elmotoren yder 68 hk. Ved blandet kørsel er den opgivet til at køre 58,8 km/l og udlede 39 g CO2 per km.

BMW 330d xDrive Touring, Model M Sport, Tansanit Blue. Motoren var en 6 cylindret dieselmotor med 265 hk. XDrive er BMWs 4-hjulstræk. Den er opgivet til at køre knap 16 km/l.
Begge biler var udstyret med M rat, som enhver BMW ejer bør unde sig selv at investere i. Læderrattet er kraftigt og meget behageligt at have hænderne på.

Front af bilen ved mark
Bagende set fra bagved kørende bil
Foto: Günter Schmied.

Personligt synes jeg, at farven betyder meget for en bils udtryk. Bevares jeg går måske selv efter de traditionelle farver som grå, sølv og sort, når jeg skal vælge bil, men jeg synes det er fedt, når producenterne skejer lidt ud. Farven på 330e testbilen i frozen dark grey er jeg helt vild med. Den er smuk, men samtidig maskulin på den fede måde. Jeg kunne godt finde på at købe en bil i den farve. Hvad synes du om farven? Er det en farve du selv ville vælge?
330 Tourings Tansanit blue er elegant og giver, ifølge min mening, bilen et eksklusivt og lækkert udtryk.

BMW 330e sedan

BMW 3-serie Sedan er en af kernemodellerne fra BMW og har solgt over 15 millioner eksemplarer verden over.
Til september kommer 2. generation af plug-in hybrid udgaven 330e.
Den nye BMW 330e Sedan har rækkevidde på batteriet, som er 50 procent længere end forgængeren samtidig med, at brændstofforbruget og CO2-udledningen er reduceret med mere end 10 procent. Bilen har nu en rækkevidde på 60 km på ren el. Det er mellem 10 og 20 km. mere end andre plug-in biler i samme klasse, og gør 330e særdeles attraktiv i plug-in hybrid segmentet.

Opladning af 330E
BMW 330e oplades. Foto: Günter Schmied.

Køreoplevelsen i BMW 330e

Køreoplevelsen er sportslig og intens. Bilen har en samlet ydelse på 252 hestekræfter, og med den nye standardfunktion XtraBoost kan du få hele 41 hestekræfter til ja: at booste motoren. XtraBoost yder de ekstra hestekræfter til benzinmotoren ved at booste med lageret energi i højspændingsbatteriet.
Indstilles kørestillingen til adaptiv samtidig med at navigationen er slået til, så tilpasser motoren sig vejforholdene og veksler selv mellem el og brændstofsmotor. Virkelig smart tænkt af BMW!
Jeg testede de forskellige køreindstillinger af og det virker upåklageligt. Overgangen er behagelig og Xtraboost funktionen mærkbar.
I forhold til tidligere modeller er håndtering og styring af bilen blevet skarpere. Dette er blandt andet opnået ved en vægtreduktion på op til 55 kg i forhold til forgængeren.
Indvendigt er der blevet mere plads til forsædepassagererne, og adgangen til bagsæderne er optimeret med mere benplads. Bagagerummet er på 480 liter.

Gear og drivemode
Du kan vælge imellem 4 forskellige køreindstillinger, alt efter hvad behovet er.
Kabine med fører
Kabinen er eksklusiv og jeg er vild med det cognac farvede læderindtræk. Foto: Günter Schmied.

Du kan læse mere om BMW 330 Sedan her.

BMW 330 Touring

BMW 3-serie Touring blev lanceret tilbage i 1987. Siden da har den solgt mere end 1,7 millioner eksemplarer i verden. Til september lanceres den 6. generation af den populære stationcar.
Den nye generation har flere innovative detaljer som blandt andet opgraderet undervogn, ny affjedringsteknologi, et stivere karrosseri samt bredere sporvidde. På trods af både en større bil med mere plads og meget mere standardudstyr, har de tyske ingeniører opnået en vægtreduktion på 10 kilo i forhold til forgængeren.

Touringen set fra siden i grønne omgivelser
330 Touring er blevet større og er stadig et flot i designet.

Den nye BMW 3-serie Touring er blevet både længere, højere og bredere. Den er vokset i længden til nu 4.709 mm og bredde er oppe på i bredden til 1.827 mm. (16 mm. bredere end den tidligere model).
Bagagerummet er vokset med 5 liter til 500 liter og med bagsæderne lagt ned, rummer det nu 1.510 liter, som er 10 liter mere end forgængeren. Automatisk åbning af bagklappen samt separat åbning af bagruden giver en lettere adgang til bagagerummet og er standard. Den seperate åbning er ret smart, specielt når mindre ting skal ind og ud af bagagerummet.
En anden smart detalje er de innovative antiskrid-skinner i bagagerummet, der automatisk hæves og fastholder bagagen, når bilen begynder at køre. Så slipper du for, at bagage og andre genstande rutscher rundt i bagagerummet.

Automatisk antiskrid måtte i bagagerum
Antiskrid-skinner i bagagerummet.

330 Touring som plug-in

330 Touring kan også fås i en benzin udgave, 330i, med 258 hk. Fra juli 2020 tilbydes for første gang en plug-in-hybrid i BMW 330e Touring. Det bliver med en rækkevidde på ren el på 63 km og en samlet ydelse på 252 hestekræfter. Ved brug af XtraBoost-funktionen, kan ydelsen i op til 10 sekunder øges til 292 hestekræfter, som sender bilen fra 0-100 km/t på kun 6,1 sekunder. Ikke dårligt for en stationcar.

330 Touring kabine
Det visuelle indtryk af kabinen er eksklusivt og overskueligt.

Du kan finde mere information om BMW 3-serie Touring på BMWs hjemmeside.

Sikkerhedsudstyr

BMW 3-serien fås med en væld af forskellige udstyrspakker. Vi har her blot nævnt nogle få af dem.

  • Standardudstyret inkluderer blandt andet kollisions- og fodgængeradvarsel med City Braking-funktion. Som noget nyt er der også advarsel for krydsende cyklister.
  • Udstyrspakken Driving Assistant Professional indeholder blandt andet aktiv fartpilot med Stop&Go-funktion, vognbanekontrol samt advarsel for vognbaneskift, sidekollision, krydsende trafik og forkert kørselsretning.
  • Parking Assistant parkerer bilen automatisk både på tværs og på langs af parkeringsbåse og assisterer ved udkørslen fra parkeringspladsen.

Konklusion på BMW 3-serie

Jeg er stor fan af stationcars. Jeg elsker at have god plads og ikke skulle tænke over, om der nu er plads på bagsædet til os med lange ben, eller om jeg skal begrænse mig mht. bagage, der skal i bagagerummet. Men lad mig her slå fast. Den nye 330e Sedan kan virkelig noget. Den er smuk i designet, ligger godt på vejen, og der er stadig god plads i bagagerummet. Desuden fungerer elmotoren virkelig godt i samspil med brændstofsmotoren.
Der er ingen tvivl om, at BMW 3-serien fremover også vil være en populær bil, både i Sedan og Touring, og hvad enten du er til almindelig brændstofsmotor eller plug-in hybrid.
Hvilken model ville du vælge?

Touring close up

Priser på BMW 3-serie

BMW 330e Sedan fås fra 589.071,- eller en beskatning på 475.000,-.
BMW 330 Touring koster fra 536.878,- eller en beskatning på 457.500,-
Privatleasing fra 6795 ,- pr./mdr. for 12 måneder med en udbetaling på 4.995,-

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.