Første test: Faceliftet Discovery Sport

Her i september kommer Range Rover med en faceliftet udgave af Discovery Sport. Kvindernes Bilmagasin var inviteret til presseevent og første testkørsel af den rummelige SUV.

Siden lanceringen tilbage i 2014 har Land Rover Discovery været den bedst sælgende Land Rover model med mere end 500.000 solgte eksemplarer.
Nu har den har fået et tiltrængt facelift, og byder på en lang række teknologiske nyskabelser som Touch Pro infotainment og Clear Sight Ground View system. Samtidig introduceres mild hybrid og i starten af 2020 fås den også som Plug In version. 
Discovery Sport fås desuden med 7 sæder.

Discovery sport bagfra
Discovery Sport

Testbilen

Jeg var inviteret til pressemøde og første testkørsel af den faceliftede Discovery Sport. Det foregik i British Motorgroups lækre, nye lokaler i Gladsaxe. Har du ikke været i deres showroom endnu, er det bestemt et besøg værd.
Testbilen var en 180 hk. diesel i S udgaven og efter en kort gennemgang af Land Rovers ambitioner for fremtiden var det tid til at tage den første køretur i den faceliftede model.
Alle modeller har 8-trins automatgear og 4-hjulstræk. Den faceliftede udgave er blevet mere rummelig, den er meget behagelig at køre og på trods af størrelsen, virker den ikke voldsom. Det er til gengæld en tung bil, så jeg ville overveje at investere i den større motor med 240 hk.

Discovery sport venstre side

Faceliftet design på Discovery Sport

Udvendigt er der sket store ændringer. Der er kommet ny kølergrill, nye kofangere og LED lygter, både foran og bagved.
Inde i bilen, er der virkelig også sket noget. Som i den nye Range Rover Evoque, har Discovery Sport nu fået Touch Pro infotainment så du betjener bilens mange features via touch skærme. Det er meget intuitivt og brugervenligt. Og så er det visuelle udtryk samtidig ret vellykket.
De nye sæder giver mulighed for op til 24 forskellige sæde kombinationsmuligheder, og så er Land Rover gået tilbage til den mere klassiske gearskifter. Et godt træk, hvis du spørg mig. 

Bagsæder
Der er god plads på bagsæderne som tilmed kan justeres frem og tilbage.
Discovery sport bagagerum
Discovery Sport fås både med 5 og 7 sæder. Her med 5 sæder og masser af plads i bagagerummet.

Læs vores første test af Range Rover Evoque

Køreegenskaber i den faceliftede Discovery Sport

Du har mulighed for at vælge mellem fire kørefunktioner: Komfort, Sand, Græs-Grus-Sne, Mudder & Hjulspor. Vælger du autofunktionen er Discovery Sport i stand til at vælge den funktion, der passer bedst til forholdene, og automatisk tilpasse kørestilen til terrænet. Det er samme system som i den nye Range Rover Evoque, som den i øvrigt også deler ClearSight Ground View featuren med. Featuren giver dig som fører et virtuelt 180 graders udsyn til hele området under bilens front når du kører i ujævnt terræn. Konceptet er ligeledes en hjælp i forbindelse med snævre parkeringsmanøvrer ved bykørsel.
Maksimal trækevne på bilen er 2500 kg.

Discovery sport forfra
Den nye kølergrill og kofanger giver et ekstra sporty udtryk

Motorer, mild hybrid og udstyrsvarianter

Du kan vælge mellem 4 forskellige 4-cylindrede motorer: to dieselmotorer og to benzinmotorer. Dieseludgaven har henholdsvis 180 hk og 240 hk, mens benzinversionen kan fås med 200 hk og 250 hk. 

Den nye Premium Transverse-arkitektur (PTA) betyder, at Discovery Sport fås med en ”altid aktiveret” 48-volts mild hybrid-drivlinje i bilen (MHEV). Batteriet assisterer forbrændingsmotoren under acceleration, opbremsning og ved hastigheder under 17 km/t afbrydes motoren for at minimere udledningen. 

Du kan vælge mellem S, SE og HSE udstyrsvarianterne.

Udvalgt udstyr

  • Touch Pro infotainment
  • Bakkamera
  • Adaptive cruise control med lane assist
  • Autonomus Emergency Breaking
  • Driver Condition Monitor
  • Apple Car Play/Android Auto
  • Wireless opladning
  • 4G Wi-Fi hotspot. 
Førerkabine
Touch Pro infotainment systemet er både lækkert i design og brugervenligt.

Konkurrenterne til Land Rover Discovery Sport

Discovery Sport skal på det private marked konkurrere med Volvo XC60, BMW X3 XDrive (4-hjulstræk) og Mercedes GLC og på firmabilsmarkedet også Audi Q5.
Der er ingen tvivl om, at det er nogle stærke spillere den er oppe i mod, men vælger du at gå efter det lidt mere utraditionelle, er Discovery Sport bestemt et oplagt valg.

Vi har tidligere anmeldt Volvo XC60. Læs hele anmeldelsen her.

Prisen

Startprisen på en meget veludstyret Discovery Sport S ligger på 623.880,- kroner. Beskatningen ligger på 557.900,-. Den kan privatleases fra 7995,- pr. måned og er at finde hos forhandleren fra september 2019.

Du kan læse mere om den faceliftede Discovery Sport på British MotorGroups hjemmeside.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.