Som tidligere bilsælger hos Ford, havde jeg store forventninger til Ford Focus 2019, hvor der er lagt vægt på kørekomfort, rummelighed og teknologi. Levede bilen op til mine forventninger? Læs med her.
Prisvindende motor
Bilen som jeg testede havde den prisvindende 1.0 Ecoboost motor med 125 hk. Jeg har tidligere kørt Fiesta med den samme motor, hvor jeg var begejstret for den store ydeevne på den lille motor med 3 cylindere. Men jeg blev skuffet over Focus’en, med kold motor lyder den som en traktor og overanstrengt når jeg accelererede, til gengæld kørte den fint, når først motoren var varmet op.
Vi var med, da bilen blev lanceret i Nice, læs anmeldelsen
De fleste nyere biler er udstyret med start/stop funktionen som er en smart måde at spare brændstof og skåne miljøet på. Ford har dog nogle udfordringer med deres system, der er ustabilt og du kan ikke altid regne med at det virker.
Læs også vores test af Fiesta ST2
Infotainment systemet med uheldig skærm
Testbilen var desværre ikke udstyret med navigationsanlægget, men der var et infotainment system hvorfra radio, telefon og bilindstillinger kan styret fra, samt Sync som er Fords nødsystem, som ringer efter hjælp, hvis du kører galt. Systemet er brugervenligt, men skærmen er klodset placeret og giver indtryk af at være eftermonteret, om igen Ford!
Ekstra udstyr der gør en forskel på en kold vinterdag
Ford har altid været kendt for at være de første der leverede biler med opvarmet forrude. Testbilen var udstyret med vinterpakke, som udover den opvarmede forrude også indeholder varme i rattet. Fra september til maj måned kører jeg med kørerhandsker fra Randers Handsker, men i de koldeste måneder er det ikke nok til at holde hænderne varme og så er det ren luksus at få varmet hænderne samtidig med at du slipper for at skrabe is af ruden. Jeg er fan af vinterpakken.
En anden feature som Ford er kendt for er dørkantsbeskytterne, det ser måske ikke kønt ud, men det er en fremragende måde at undgå de ærgerlige “Bilkabuler” på, og jeg ville ønske at alle biler var udstyret med den lille plastikdims, så jeg slap for at parkere i fjerneste, ødede hjørne af p-pladsen ved store supermarkeder.
Rummelig bil til overkommelig pris
Alt i alt er Focus’en en god, rummelig familiebil. Der er god plads på bagsædet og en fin størrelse bagagerum. Designet giver et sporty indtryk, bilen er pæn at se på og virker ikke klodset som nogle af de tyske modeller i samme klasse.
Ford Focus fås fra 213.940 med 125hk. Testbilen koster 228.635,- ekskl. ekstraudstyr.
Bilen er dejligt rummelig, men køreoplevelsen kunne være bedre og den klodsede skærm trækker ned, jeg giver derfor Focus’en 3 stilletter.