Debat: Kære bilsælger, så lyt dog til mig

Undersøgelser viser, at kvinderne tager 80% af købsbeslutningerne i familierne i dag. Hvordan kommer bilbranchen og bilsælgere det segment i møde? Her fortæller 49-årige Christina om sin oplevelse på en helt almindelig dag, i en helt almindelig bilforretning.

bilsælger

Hvordan er det nu lige med kvinder og biler?

Ja, det er der mange fordomme omkring og de lever i bedste velgående blandt bilsælgere – Det ved jeg, og jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har hørt om dem og oplevet det.

Vi kender alle de dårlige vittigheder, vi har endda hørt dem mange gange. Engang imellem ryster man overbærende på hovedet, andre gange lukker man bare af for det. Men så er der især de gange, hvor man rent faktisk bliver godt og grundig vred over ikke at blive taget alvorlig.

Min mand og jeg var for nogen år tilbage ude for at se på bil. Vi havde inden da pejlet os ind på et bilmærke og en model, og da det var en bil, som jeg skulle køre i, havde jeg tjekket op på både importørens og bilforhandlerens hjemmeside. Jeg havde undersøgt de forskellige motorstørrelser og udstyr, som man kunne vælge imellem.

Da vi ankommer til bilforhandleren og finder en ledig bilsælger, henvender han sig straks til min mand. Vi gør så opmærksom på, at det er mig, vi kigger på bil til, og sælgeren koncentrerer sig derefter om at fortælle, at der er rigtig god plads og stort bagagerum.

Det kan vi altså godt selv se. Jeg spørger så ind til de forskellige udstyrspakker alt efter, hvilken model vi vælger, og det er her, jeg nu finder ud af, at det rent faktisk er mig, der ved mere om bilen end sælgeren! Det kan da vel ikke passe, tænker jeg.

Min mand står lidt på afstand og trækker på smilebåndet for han har set det før, og han ved hvor meget det irriterer mig. Sælgeren har altså ikke læst på lektien, og han siger flere gange, at der er ting, der ikke hører med i pakken, selvom det viser sig at være det modsatte.

Så var der også dengang, hvor jeg ankom med min bil til værkstedet, fordi der var en lampe, der lyste. Jeg havde skam haft fat i instruktionsbogen, inden jeg kørte afsted, og kunne se at bilen skulle en tur til mekanikeren. Men da jeg indfandt mig dér, blev jeg spurgt sådan lidt med et smøret grin, “om jeg havde prøvet at trykke på den knap, der hører til, for så løser problemet sig nok”! Selvfølgelig havde jeg det – og nej lampen stoppede ikke med at lyse af den grund.

Tilbage til sælgeren i bilforhandleren. Én ting var han ihvertfald sikker på – troede han.
“Kvinder og biler = farven RØD”.
Men der kunne han altså ikke have taget mere fejl.

Christina Schach har bla. kørt Alfa Romero Giulietta, Audi A5, Peugeot og Fiat igennem tiden. I dag kører hunRenault Kadjar.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.