KIA Picanto GT-Line – Lille sød sag

Picanto, Picanto, Picanto! Det kunne være råbt af en mørkhåret smart italiensk sælger på gademarkedet i Firenze. Men det er faktisk navnet på KIA´s mindste bil, og Kvindernes Bilmagasin har testet den lille søde sag, Kia Picanto GT-line og fundet ud af, om den virkelig er lige så pikant som navnet lyder.

Kia picanto gt-line

Kia Picanto har været på det danske marked i flere år, men nyheden denne gang er motoren, nemlig en 1.0 T-GDI benzin med 100 HK. Det gjorde helt sikkert noget for startprocessen, for bilen var rimelig hurtig til at komme i fart, og i de højere hastigheder klarede den sig fornuftigt. Heldigvis ingen markante rystelser som i mange andre småbiler.     
Modellen med turbomotor kan kun bestilles som GT-Line, men det er så også noget af et udstyrsstykke man får sig. Listen er imponerende lang:
16 ” alufælge, dobbelt afgangsrør, LED-lygter, klimaanlæg, el-ruder, varme i rat og forsæder, læderrat og lædergearknop, Bluetooth og meget mere.
I den Kia Picanto´ GT-line jeg testede, var der som ekstraudstyr bl.a. tonede ruder bag, LED-blinklys, Apple carplay og bakkamera.

Rummelighed
Pladsmæssigt er der jo begrænsninger, når det er en microbil, men alligevel synes jeg, at der var okay med plads til fører og forsædepassager. Bagagerummet var også helt fint til et par mindre sportstasker eller indkøbsposer. Bagsædepassagerer skal dog ikke være alt for store, men et par små børn kan snildt hoppe ind, og til mindre køreture fungerer det fint.

Sikkerhed
Det er meget vigtigt at sikkerheden er i top, og KIA er god for rigtig meget udstyr på den front. GT-Line har bremseassistent, bakkestartsassistent, Isofix, selealarmer og bakkamera.

GT-Line
Sportsligt look foran, bagpå og på siderne. De røde dristige detaljer på kofangere og sideskørter giver et smart og friskt pust, og de lækre 16” alufælge gør den lille kompakte Picanto til en fræk sag. 


Pikante Picanto
Pikant betyder raffineret, pirrende, særpræget eller tiltrækkende. Det er måske nok lige lidt for store ord at bruge her, men står man og skal anskaffe sig en ekstra bil til matriklen eller er man nystarter på bilmarkedet, så er Picanto et rigtig fint bud på en kompakt og fin lille størrelse. Hvis man så endda vælger modellen GT-Line, så får man også en lidt sjovere kørsel.   

Kvindernes Bilmagasin uddeler 4 ud af 6 stiletter

KIA Picanto GT-Line 1.0 T-GDI 100 HK
Startpriser fra kr. 99.999
GT-Line kr. 164.999
Modellen her incl. ekstraudstyr kr. 183.995

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.