Salgschef Anne Mette har i 8 år haft et kærlighedsforhold til en SAAB 9-5. Nu skal den udskiftes til en leasing bil. Anne-Mette arbejder i IT branchen og mener, at kvinder der elsker biler, er en mangelvare. Selv kan hun ikke lade være med at smile, når hun ser sin bil.
Skrevet af Anne Mette Bragh Frederiksen, Salgs- og Forretningsudviklingschef, Care-Call A/S
Jeg skal have firmabil. Omsider. Efter mange tilløb og megen fornægtelse. Desværre og heldigvis på en gang. For jeg siger om lidt farvel til min helt perfekte, gudesmukke, natsorte SAAB 9-5 Aero SportCombi Estate Linear 2,3. Den er 13 år gammel, kører det til trods som en drøm og har et fantastisk, silkeblødt (men rasende) accelerationsmoment med sine 250 HK på et smidigt sportschassis. Den er med andre ord et pragteksemplar fra Svenska Aeroplan Aktie Bolaget.
Mit overlydsfly svævede sine første fem år over planeten med en kvindelig advokat i München bag rattet. De seneste otte år har den aerospatialt bevæget sig med mig på rundtur i det danske software marked. Før jeg fik den, havde jeg i mange år en dejlig, solid mørkeblå SAAB 900. Den måtte skrottes tilbage i 2012, men mærkerne fra den hænger i dag som magneter på mit køleskab. Det var min første bil. Men faktisk har jeg ‘kørt’ SAAB siden 1973, hvor jeg blev hentet fra fødegangen på Hobro Sygehus i en SAAB 95. Senere kørte mine forældre SAAB 99, 90 (som var den jeg oparbejdede mine køreegenskaber i som 18 årig – uden servo) og til sidst havde de en 9-3. De er nu skiftet til Skoda, men jeg taler stadig med dem.
Trods ligestillingens fremmarch er kvinder, der elsker deres biler, stadig en mangelvare i mine øjne. Jeg har det nøjagtigt som nyligt afdøde, tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen, der engang udtalte sig til Politiken om sin Audi TT: “- når jeg kigger på den, kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, “åh, min dejlige bil”. Den gør mig bare glad – jeg er vild med designet, udseendet, med at køre i den, det hele”.
I mine indtil videre 15 år i IT Branchen har de kolleger, jeg har mødt, der har delt min passion for gode biler, næsten udelukkende været mænd. De har til gengæld været temmelig fantasiforladte i deres lidenskab for de samme to karettyper: Sort Audi eller Sort BMW. Alle der nogensinde har arbejdet sammen med mig – eller bare været i min nærhed – og (uforsigtigt) spurgt ind til mig og kørsel, ved alt om min bil og SAAB passion. Jeg har ævlet til bevidstløshed om den slæde. I know. Men jeg har intet imod at skille mig ud ift. erhvervslivets slidte Audi og BMW hjulspor. Faktisk har det oprigtigt undret mig, at folk kunne tro, at jeg følte mig underlegen eller bagud, fordi jeg kørte SAAB. Jeg har i mødelokaler og kantiner over hele landet haft så mange fantastiske – til tider let ophedede – diskussioner om dette emne. De snakke kommer jeg også til at savne.
Men nu må jeg så efterhånden kaste håndklædet i ringen OG bide i det sure æble. Min SAAB er med sine efterhånden 300.000 km på tælleren for dyr at holde kørende, når man ikke selv kan makke med den. Desuden blegner mine lidenskabelige argumenter for livet som vintage automobil ejer efterhånden når jeg ser folks USB sticks matchet op imod Aero’ens integrerede kassette- og CD afspiller. Men det endelige udslag var nok en biograftur ind til “En mand der hedder Ove”, hvor jeg indså, at jeg var ligeså reaktionær og stædig som en svensk SAAB- elskende pensionist i 70’erne. Det måtte blive farvel. Endvidere spiller Audi og BMW drengenes dræber argument nr. 1 også ind: SAAB gik jo ligesom konkurs, og der laves nu kun SAAB reservedele i det mytiske Trollhättan. Game over.
Min elskede Aero er solgt til en 30 årig SAAB-entusiast, som har lovet mig både at passe godt på den og fortælle mig nyt ind imellem om, hvordan den har det. Jeg fortsætter naturligvis med at køre svensk. Min nye Volvo lander i december. Den er mere Zlatan end Göran, produceres i Torslunda fremfor Trollhättan. Men det er fint med mig. Næsten.
Så for sidste gang (særligt til Audi-drengene): “Born of Jets – SAAB in my heart ❤️”