Ny Mercedes-Benz A-klasse: Stjernens lille nye diva

Drømmer du også om en dag at kunne sætte dig ind i den sprit nye Mercedes-Benz A-klasse? Så er der endnu mere grund til at drømme nu. Den lille nye A-klasse er en diva uden lige og har aldrig været frækkere, smukkere og mere gennemført, end den er nu. Jeg har haft bilen til test – læs med her og find ud af, hvad jeg var aller mest glad for.

Dengang det hele startede…
Jeg husker tilbage til 2012, hvor jeg som sælger for Mercedes-Benz, havde sommerfugle i maven over første gang at skulle opleve “den nye A-klasse”. Alle i branchen talte om denne nye bil, og der var udsigt til, at det skulle blive den helt store dag, den dag den skulle præsenteres. I mange år havde vi været vant til “den høje A-klasse”, den, som mange huskede som “vælte-peter”. Egentlig utroligt hvordan sådan et udsagn hænger ved i folkemunde. Historien var, at en af de aller første testbiler i 1997, var tippet en smule over – en fejl, som der hurtigt blev rådet bod på fra Mercedes-Benz’ side, og som aldrig skete siden. Men alligevel var det, det første kunderne huskede, når vi fremviste A-klassen til kunderne – også 15 år efter: “Nåårh ja, det var den der væltede” .

Anyway, der skete et kæmpe skridt fra den gamle A-klasse til den nye. Jeg husker, at jeg havde en følelse af, at nu var vi ekstra seje hos Mercedes-Benz, fordi nu havde vi noget sammenligneligt med en Audi A3. Det kan man ikke just sige, at den gamle A- klasse var.
Vi var mange sælgere der nu skulle have ny firmabil.

Læs også: Mercedes-Benz GLE – Selvforkælelse til den helt store guldmedalje

En diva er født
Måske har Mercedes-Benz A-klasse ikke altid ligget helt i top i forhold til konkurrenterne ovre i Audi land. Men det er jeg helt sikker på, at den kommer til nu. Der er sket meget i forhold til den tidligere model. Ja faktisk har den fået en så stor opgradering, så det i grove træk virker til, at man har puttet S-klasse-luksus ned i den lille A-klasse. A-klassen har sat nye standarder inden for sit segment. Den er virkelig lækker og elegant at se på. Og jeg tror nok, at der er nogle af konkurrenter, der får kamp til stregen nu.

Designet er noget mere gennemført end før, fronten er graciøs, de flotte blinkende øjne i forlygterne og den glitrende diamant grill i midten giver bilen et meget æstetisk udtryk. Bagenden er fræk med den dobbelte udstødning i crome og de noget mere gennemførte baglygter end tidligere model.  Overordnet set, er det lidt som om, at den har fået prikken over i´et sammenlignet med den tidligere model.

Kørekomforten er der heller ikke noget at sætte en finger på. Rattet er viiildt lækkert, sæderne er dejligt skåleformet og passer fint til min numsestørrelse. Pladsen er god – der overraskende god plads de lange ben på bagsædet, og klapvognstesten i bagagerummet har den også bestået. Fin plads.

Bilen er proppet til med lækkert udstyr og som altid, når jeg stiger ind i en ny Mercedes, oplever jeg en ny feature, som man ikke har set hos nogle af konkurrenterne. Og denne bil er ingen undtagelse. Bilen har simpelthen “live-navigation”, som er det nye MBUX augmented reality til navigation, som forbinder virkeligheden med digital skiltning (på mediadisplayet) i mens du kører. Du kan se vejen, du kører på igennem skærmen. Et kamera i forruden optager området foran køretøjet. Fremhævede husnumre og gadenavne letter orientering for at komme frem til destinationen. En feature, der imponerede mig meget, og som fortæller mig, at vi er kommet endnu et skridt nærmere de selvkørende biler. Og den følelse får man også når man sætter sig ind i kabinen. Den ligner nærmest et futuristisk rumskib.

Instrumenteringen føles næsten som et futuristisk rumskib

 

“Live-navigation” som viser din kørsel på vejen

Den model jeg kørte i var en A200, en 1,3 med 120 Hestekræfter. Ikke just en racer, men som hverdagsbil klarer den det rigtig fint. Testbilen havde bla. følgende udstyr:  Memorypakke, Panorama el-skydetag, Head-up display, DAB radio, AMG designlinje, Premiumpakke, Burmester® surround sound system, Nightpakke, MBUX augmented reality til navigation og 19″ AMG letmetalfælge i krydseget design.

Testbilen kostede 553.670,- og den nye A-klasse fåes fra kr. 333.880,-

Det er svært at finde noget negativt at sige om den nye A-klasse, men jeg lagde mærke til en lille ting. De store sølv-knapper, som justerer klimaanlægget, virker meget plastik-agtige. Og så har blinklyset den mest fesne lyd!

Den nye A-klasse får 5 stilletter ud af 6.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *