Solen skinnede på en rigtig forårsdag. Det var mandag og jeg havde netop hentet ugens testbil: Suzuki Vitara. En SUV og en 1,0 turbo-benzinmotor er sjældent to ting man forbinder med hinanden. Jeg blev heldigvis meget klogere på, hvordan sådan en størrelse og 112 hestekræfter arbejder sammen.
Design
Suzuki Vitara har i den grad fået et lækkert facelift hvad det ydre look angår. Kølergrillen har fået seks lodrette, forkromede ribber og ved LED-kørelyset ses krominddækninger. Fra siden har den næsten ”ansigtstræk” fra Range Rover Evoque. Og det er helt klart på det ydre, at Vitaraen vinder min opmærksomhed – indvendig er lidt en anden sag.
Indvendige brugerflade og komfort
Interiøret har ifølge Suzuki fået en upgrade med mere lækker plastik i instrumentbrættet, men jeg synes desværre stadig at man har en discountfornemmelse inde i bilen. Sæderne, rattet og gearstangen er i den billige ende og har ikke meget lækkerhed over sig. Hele komfortdelen i bilen var lidt så som så. Ligeledes kunne sædevarmen til de kolde morgener også mærkes, men dog kun meget lokalt lige hvor varmelegemerne lå i sædet – det var en lidt speciel fornemmelse første gang.
Læs også: Suzuki Ignis – Verdens mindste SUV
Det du ser er hvad du får – simpelt. Det samme gør sig gældende i den brugerflade som touchskærmen har fået. Her har setup’et fået farver ift den gamle model, men lækkert bliver det aldrig rigtigt. Vores testbil havde både navigation og DAB-radio. Radiosignalerne (evt. antennen) var ikke altid lige gode og navigationen desværre ikke opdateret.
En vigtig ting for mig er en god infoskærm bag rattet. I Vitaraen kan jeg trykke mig frem til diverse info ved at trykke på den lange knap til højre for speedometret – det var lidt gammeldags med sådan en plastikknap bag rattet.
Hvad lækkert dog var, var bakkameraet og den adaptive fartpilot. Bakkameraet fungerede fint og er et must for mange, så snart de sætter sig i en SUV med dens størrelse og til tider begrænsede udsyn. Vitaraens udsyn var dog ganske udemærket. Fartpiloten fungerede ligeledes upåklageligt og gav en behagelig kørsel på motorvej.
Bilen synes større udenpå end den er indeni. Jeg savnede at sidde højt, som mange SUV’er plejer at være garanter for, men det lykkedes aldrig rigtigt – heller ikke selvom jeg pumpede sædet helt op. Bagsæderne var en smule klemte og højden bagi ville give enhver mand over 1,85m uglet hår.
Forbrug og power
Optrækket i bilen var jeg meget spændt på ift motorstørrelsen og dens turbofunktion. Desværre var motoren ikke super kvik, men af en bil på den størrelse, synes jeg den klarer det udmærket. Turbofunktionen kommer til sin ret ved igangsætningen af bilen og som forventet er bilen noget træg i optrækket ved overhalinger på både motorvej og landevej.
Bilen vi testede har et oplyst brændstofforbrug ved blandet kørsel på 16,2km/liter. Suzuki Vitara kan erhverves for en startpris på 197.990kr for mindste model. Vores testbil – model 1.0 Boosterjet Adventure – står til 252.000kr med kun metallak som eneste ekstraudstyr.
DESIGN
KØREEGENSKABER
VALUE FOR MONEY