Toyota Camry gør comeback!

Verdens mest populære model i firmabilsklassen, Toyota Camry, vender tilbage til Danmark. Det har været kendt i nogle måneder, at Camry efter 14 års pause gør comeback i Vesteuropa i 2019 i en helt ny generation med den nyeste hybridteknologi.

Og nu bekræfter Toyota, at det luksuriøse hybridflagskib fra næste år også vil kunne købes i Danmark.

Toyota Camry

Når Toyota til næste år introducerer en helt ny og ottende generation af modellen Toyota Camry, er det ikke en hvilken som helst model, der gør comeback på det danske marked.

Med et årligt salg på over 700.000 på verdensplan markerer Toyota Camry sig som verdens mest populære firmabilsmodel. Siden første generation af Toyota Camry så dagens lys i 1982, er der solgt over 19 mio. eksemplarer af Toyotas luksuriøse model i firmabilsklassen, og Toyota Camry har gennem årene vundet et utal af kåringer og sælges i dag i over 100 lande verden over.

Fra næste år er en helt ny generation af Toyota Camry klar til at indtage de europæiske og danske veje, og helt i tråd med Toyotas massive fokus på bæredygtig mobilitet introduceres den nye Camry udelukkende som hybridbil.

Det bliver til gengæld så med Toyotas allernyeste fjerde generation hybridteknologi – i dette tilfælde en ny 2.5-liters benzinhybridmotor, der yder op til 218 hestekræfter og sørger for, at Toyota Camry – trods sin betydelige størrelse på hele 488 cm i længden – flytter sig fra 0 til 100 km/t. på godt 8 sekunder.

Oplader automatisk under kørslen
Bilen sørger helt automatisk selv for at oplade hybridbatteriet under kørslen, hvilket gør, at en stor del af kørslen kan foregå på ren el.
Et kig på den nye Camry afslører, at der ikke kun har været fokus på kraftfuld og bæredygtig hybridteknologi men også på bl.a. design. Designet lægger sig op af Toyotas øvrige nyere modeller med et særligt katamaran-lignende frontdesign med brede, smalle LED-forlygter.


Camry har altid været en luksuriøs model, og den nye udgave er ingen undtagelse med dens sensuelle kurver over instrumentbrættet kombineret med kvalitetsmaterialer i blødt læder, træ og med satinkrom detaljer i det førerfokuserede cockpit samt en særdeles rummelig kabine både for og bag.

Den nye Camry byder på hele tre skærme i farver – et 10” head up display i forruden til visning af både hastighed, rutevejledning fra navigationem og andre relevante køreinformationer, en 7” multiinformationsskærm i instrumentbrættet foran føreren med mulighed for endnu flere køreinformationer samt en 8” touch skærm i centerkonsollen med den seneste udgave af Toyotas Touch 2 multimediesystem.

.

Sikkerheden er i top
Som standard bliver Camry udstyret med Toyotas avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense, der er designet til at forhindre eller mindske risikoen for trafikulykker.

Et kamera i forruden og en millimeterbølgeradar foran sikrer, at bilen automatisk nødbremser for både biler og fodgængere, ligesom adaptiv fartpilot, vejbaneassistent med aktiv styring, automatisk op- og nedblænding af fjernlys samt vejskilteassistent også er en del af den avancerede sikkerhedspakke. I de højere udstyrsvarianter bliver overvågning af de blinde vinkler og alarm for bagved krydsende trafik tillige standard.

Den nye Toyota Camry introduceres i Danmark til sommer, hvor priser til privatkunder og beskatningsgrundlag for firmabilskunder vil være klar.

Kilde: Toyota Danmark

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.