VW Golf GTi TCR: Retro-GTI med et ekstra pift

I 1975 blev den første racerudgave af Golf klassen sat på gaden – nemlig Golf GTi. I dag kører den 7. generation af gaderaceren, VW Golf GTi TCR, stadig med de røde retrosyninger i sæderne og nu også i en piftet TCR udgave. Kvindernes Bilmagasin har haft vind i håret og sus i skørterne.

VW Golf GTi TCR

For mig har GTi´en altid været Golfens konge. Den var uopnåelig i pris, men enhver ung piges drømmebil. Den havde altid lækkert ekstra lir – såsom de klassiske røde syningerne i sæderne, GTi gearknop, spøjlere, GTi rat og så den ekstra gode brummelyd. Alle os, der kun havde råd til den almindelige 1,2 Golf, betalte perlegrusmekanikerne formuer for at få udstødning og lyd til bare nogenlunde at få den til at minde om en Golf GTi.

Lidt GTI Historie…
I efteråret 1975 lancerede Volkswagen sin første GTi. Det var en gaderacer, der var tilgængelig for mange på grund af sin pris, og så var bilen rigtig sjov at køre, og man behøvede ikke at være professionel for at kunne styre bilen takket være Golf’ens i forvejen fantastiske køreegenskaber. VW Golf GTi’en havde en 1,6ltr. motor på 110 HK, hvilket var nok til at bringe den 800kg lette bil fra 0-100 på bare 9,0 sekunder, og GTi’eren skød en topfart på 182 km/t. Egentlig var GTi’eren planlagt til at skulle bygges i 5.000 eksemplarer, men i dag er der solgt over 1,4 mio. eksemplarer af Golf GTi.

De retro-røde, skåleformede GTi sæder er stadig kult
De røde linjer går igen i hele kabinen

Hvad er TCR
Hvis du ikke kan nøjes med 230HK i en almindelig GTI, ja, så får du 60HK mere i en TCR. 290 kraftfulde og ivrige heste som i den grad kan sætte skub i køretøjet. Udover de ekstra hestekræfter følger andre lækre tiltag for at gøre bilen mere “gaderacer-agtig”; de ekstra skål-formede sportssæder, tagkantsspoiler og sorte 19 tommer gangster fælge. Udover det markeres TCR modellen med et markant prikket mønster på dørsiden, som skal symbolisere… fart?. Her er det, at det bliver en smule for “Conny” til mig. (Jeg er trods alt blevet for gammel til at hænge ud på striben.)

Køreoplevelsen
I sådan en racerbil følger en masse forskellige køreprogrammer med. Du kan fysisk selv vælge, hvilken kørestil du ønsker alt afhængig af humøret. Den sjoveste, med den sjoveste lyd vel at mærke, er helt klart “sport”. Her mærker man, at bilen gearer ned hyppigere, og du får en mere aggressiv kørsel. Hvis det bliver for meget, og du har fået nok af velmenende high-fives fra fyre med omvendte kasketter og guldkæder, kan du sætte den tilbage i “comfort”.

De mange forskellige køreprogrammer

Konklusion
Hvis jeg skal være helt ærligt – og det skal jeg jo – så har jeg et gammel hjerte, der banker for Golf GTi. Det har for mig altid været en fed lille racerbil, og jeg har i hele min ungdom sukket længe efter at få fingerne i sådan en.
Testbilen, jeg kørte i – godt nok i en TCR udgave med jeg-skal-gi-dig-skal-jeg af udstyr, koster -og hold nu fast – 676.934 kr. Det er over en halv million kroner. Jeg synes, at det er stukket lidt af for VW. De lever lidt for højt på sit GTI navn og er blevet lidt for arrogante i deres prissætning. Når man sammenligner med, hvad man ellers kan få på markedet for de penge nu til dags, så kunne der skrives en lang liste. Og helt ærlig – det er vel bare en pimpet golf?

DESIGN:

KØREEGENSKABER:

VALUE FOR MONEY:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.