Mercedes-Benz Marco Polo – Biltest

Kvindernes Bilmagasin har været en tur på Falster i autocamperen Marco Polo fra Mercedes-Benz. Det var et par dage fri som fuglen, men også med logistik på højt plan. 

Mercedes-Benz Marco Polo front og med løftet tag
Mercedes-Benz Marco Polo med løftet tag

Frihed og Marco Polo

Når man hører navnet Marco Polo, tænker man straks på den opdagelsesrejsende, der i 1200-tallet rejste ud på en årelang færd. Han oplevede friheden i at kunne rejse og bevæge sig ud på nye eventyr, og det er netop friheden, der er i højsædet, når du ruller ud på tur i autocamperen af samme navn, som den italienske eventyrer. 

Selvom Marco Polo er en pænt stor bil, så føles den faktisk ikke nær så stor som den ser ud, og den kører overraskende godt. Marco Polo er en blanding mellem en minibus og en camper, men det gode her er, at du rent faktisk godt kan bruge den som familiens almindelig  bil til dagligt. Man kan dog blive lidt udfordret med hensyn til parkeringsmuligheder for bilen er både lang og høj.   

 

Mercedes-Benz Marco Polo kabine med køkken
Kabinen med indbygget køkken

Marco Polo campingbus

Marco Polo er en funktionel, men også velkørende bil. Den har god affjedring og kører godt især i fart. Testbilen havde automatgear med sportsfunktion. Du sidder pænt højt, og kan godt have en følelse af at være buschauffør, men overraskende nok så vænner du dig hurtigt til den følelse. Bilen er stor ja, men du har virkelig fint udsyn fremadrettet med de store ruder og kabinen er meget lys.

Læs også: Nyt sikkerhedsbælte sløjfer den tradtionelle selepude

Det er egentligt kun, når du skal bakke, at du skal huske, at vognen er ekstra lang, og udsynet er noget begrænset på grund af bagsæderækken, som er lidt forskudt i forhold til de forreste sæder, men heldigvis så er Marco Polo udstyret med parkeringsassistent, som hjælper dig med at holde styr på alt, hvad der skulle være af forhindringer. Er I blot to personer på tur som vi var, så vil jeg foreslå, at nakkestøtterne på bagsædet vippes bagover, så det giver et bedre udsyn i bakspejlet.

Motorer

  • V 220 d aut lang 163 HK
  • V 250 d aut lang 190 HK
  • V 300 d aut lang 239 HK

Alle modeller leveres med 9G-tronic automatgear

Vægt 3.100 kg
Diesel motor
Brændstofforbrug 12,8 km/l
Kampagnepriser fra kr. 549.900,- inkl. udstyrspakke
Grøn ejerafgift halvårlig kr. 3.020,-

Mål:
Længde 5.140 cm
Højde med løftet tag 2.831 cm

Læs også testen af den nye GLB fra Mercedes-Benz her 

Mercedes-Benz Marco Polo bagagerum
Plads til bagage både under og over madrassen

Køkken

I midten langs den ene side af autocamperen er der installeret et minikøkken, som indeholder en køleboks, et lille gaskogeblus samt en vask med hane. Det er ikke den helt store middag der skal laves her, men det er muligt at stege et par spejlæg. Selv på en meget varm dag, som vi oplevede, så kølede boksen perfekt og det var virkelig rart at have kolde drikke ved hånden. 


Mercedes-Benz Marco Polo interiør med Ambiente Light
Ambiente light

Det er muligt at tilslutte både gasbeholder og vandtank, dog begge i mindre udgaver. Der er mange små rum og skabe, hvor man kan opbevare sine ejendele og der er endda et lille spejl i én af lågerne. 

Læs også: Akvaplanning – så farligt kan det være

Der medfølger bord og to campingstole til udendørsbrug, hvilket er rigtig rart hvis vejret er godt, og vil man sidde ude i tørvejr kan man sætte et fortelt op på siden af bilen, hvis vejret skulle udarte sig til den våde side. Er man mere til at spise indenfor, så er der også et klapbord i køkkendelen, og når man samtidig drejer forsæderne 180 grader, så har man pludselig en fin spisegruppe.

Vi har også testet Mercedes-Benz V 300 d, læs mere her

 

Mercedes-Benz Marco Polo sovekabine øverst
Fin soveplads i loftet

Sovekabine i Marco Polo

Marco Polo er en fire-personers bil både hvad angår sæder til kørsel og indrettet som sovekabine. Der er to sovepladser oppe i den løftet tagdel og to nede, når bagsæderækken ligges ned. Både sæder og tag styres elektronisk, når man holder stille. Når taget løftes giver det ekstra højde i kabinen om dagen og om natten bliver der en ekstra soveplads med lys til to børn. Det hele styres af et anlæg, som også regulerer varme/kulde og temperaturer i køleboksen.

Madrasserne er okay til en mindre ferietur, men er det tre ugers ferie man skal holde i campingbussen, så vil jeg nok medbringe en lidt blødere topmadras. Der er gardiner indbygget i næsten alle ruder, så man kan være helt ugenert om natten, og i de forreste ruder, hvor der ikke er den funktion, er der et stort mørklægningsgardin som kan opsættes med sugekopper. Det var meget nemt at sætte op og fungerede perfekt. 

Mercedes-Benz Marco Polo set fra siden
Marco Polo set fra siden

I Marco Polo er der både 12 volt udtag, usb-stik og 220 V strøm. Ved ankomst til campingpladsen tilsluttes blot et strømkabel fra autocamperen til en el-stander og så har du både strøm til køleboks, varme/køleanlæg samt til lys i vognen. 

Konklusion

Mercedes-Benz har produceret en gennemtænkt vogn til den hyggelige ferie med indbygget frihed og uafhængighed. Du har det hele med dig og vognen kan flyttes til et nyt sted alt efter behov.  Jeg synes især det var skønt og fleksibelt, at vi bare kunne stoppe et sted langs vandet, hoppe om i midten af vognen og nyde udsigten samtidig med, at vi sad hyggeligt ved spisebordet med mad og drikke. Eventyreren Marco Polo´s navn  passer perfekt til autocamperen fra Mercedes-Benz. 

Det eneste jeg vil påpege som en udfordring, er pladsen. Der er trangt, når man skal opholde sig i længere tid i vognen, og når sæderne er omdannet til sovekabine, er der ingen gangplads. Her gælder det virkelig om at kunne gå på kompromis og være kreativ, men kan man klare det, så er Marco-Polo et rigtig godt valg til de kommende ferieture. 

 

Design:

3 ud af 6 stjerner

Køreegenskaber:

4 ud af 6 stiletter

Value for money:

5 ud af 6 stjerner

Mercedes-Benz Marco Polo 220d Lang 
Farve: Brilliant sølv
Denne model incl. ekstraudstyr kr. 729.435
Testbilen var venligst udlånt af Mercedes-Benz Danmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.

 

Få endnu flere oplysninger om Mercedes-Benz Marco Polo

Ulslev Strand på Falster
Ulslev Strand på Falster

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.