Nissan X-trail: Den perfekte morcruiser

“Kære Bilsælger – nej tak. Du behøver ikke at sælge mig den mindste bilmodel, du har stående ovre i hjørnet, som ingen gider at eje. Faktisk har jeg længe gået og sparet sammen til, at jeg kan få mig en ordentlig, stor, lækker bil.”

 

Dette er et typisk billede af den generelle bilsælger i dag. Hvorfor tager sælgerne for givet, at kvinderne skal køre i små biler? Det er lidt som om, at når en kvinde træder ind i en bilforretning, så bliver hun puttet ned i en bås, med begreber som “jeg er kvinde, jeg har ikke den store interesse i biler, derfor skal jeg bare have den billigeste, kedelige lille bil, du har stående ovre i hjørnet.”
Men kære bilsælger – der tager du helt fejl!
Faktisk er vi rigtig mange kvinder, der går op i, hvilken bil vi sætter os ud i om morgenen. Ligeså vel som vi elsker at udtrykke vores stil igennem dametasker, make-up, tøj og smykker, så ønsker vi også at udtrykke vores stil igennem den bil vi kører i.

Og når det så er sagt, så er denne uges testbil en Nissan X-trail. Det er en KÆMPE bil – så her går vi “all-in” på de store firhjulstrækkere. Og til jer, som er en smule i tvivl om, hvad det er for en bil, så kan jeg bare sige jer, at det er en kæmpe stor firhjulstrækker. Sådan virker den i hvert fald, når man står foran og kigger på den. Og faktisk tror jeg på, at mange kvinder bliver skræmt at dette syn – altså når de står og kigger på en stor bilmodel. Så tænker de, ooh shit- hvordan får jeg lige svinget den rundt inde i parkeringshuset. Til det har jeg bare at sige; ja, bilen er stor, men jeg vil næsten sige det sådan, at man skal prøve bilen først, før man kan danne sig en mening om bilens størrelse. Fordi med alle de hjælpesystemer, man kan få i dag, så gør det bilerne, også de store, til en leg at køre i.


Denne Nissan X-trail, som jeg har prøvekørt, har et bakkamera, og det er ikke bare et almindeligt bakkamera, men faktisk har bilen kamera hele vejen rundt. Hvilket gør, at uanset hvor jeg kan være tæt på at ramme noget, så er der en bib-lyd, der fortæller mig, at nu skal jeg lige passe på. Det er lige før, også kun lige før, at jeg vil sige, at bilen kører af sig selv. Det gør den selvfølgelig ikke. Men hvis man husker at slå alle de hjælpesystemer til, så er den utrolig nem at køre. Og den føles overhovedet ikke FOR stor. Tværtimod. Jeg ELSKER at sætte mig ind (op) i den, i det bløde lækre, cognagsfarvede lædersæde, slå ratvarmen og sædevarmen til, sæt den i “drive” og så bare cruise derud af.

 

Har du mange unger, som har mange venner, så er den genial til børn og alt deres habengut. Eller handler du stort ind i Netto og kommer ud med mange indkøbsposer? Så har denne bil en ret smart feature. For at poser og tasker ikke ligger og kurer rundt i det store bagagerum, så er bagagerummet udstyret med en slags ruminddeler. Man slår simpelhen bare bunden op som en slags skillevæg, og så sikrer den, at poserne og taskerne står godt i spænd. Smart altså!

 

 

StreetCredit
Det er sjovt så forskelligt vi møder hinanden ude i traftikken, og det kommer meget an på, hvad du kommer kørende i. Hvis du kommer kørende i en stor Mercedes, bliver du hurtigt opfattet som en overlegen billist. Hvis du kommer kørende i en KIA Piccanto, så bliver du ofte overset. Hvis du kommer kørende i en stor firhjulstrækker som Nissan X-trail, så bliver der holdt tilbage for dig af den modkørende, uanset om det er en tysk luksus bil eller billig mikrobil. Det er ret dejligt.

 

Pris
Hvad koster så sådan en Nissan X-trail? Da jeg første gang så bilen, tænkte jeg, “ja ja, den er jo fed nok – meen den koster sikkert også en arm”! Men faktisk er det ikke så slemt. En Nissan X-trail fåes helt ned fra kr. 291.199,- og så har du altså bare en familiebil med stort F. Den model, jeg kørte i, var selvfølgelig godt polstret til med lækkert udstyr i form af BOSE lydsystem, el-bagklap, lædersæder, bakkamera, automatgear, firhjulstræk og et hav af sikkerhedssystemer.

Så, endnu engang, hvorfor skal mor ikke forkæles med sådan en lækker luksusvogn? Jeg synes bestemt, at den skal med i overvejelserne næste gang, man er på udkig efter familiebil.

Dieselmotoren i Nissan X-trail brummer en del, da det er en stor og tung bil. Jeg ville måske overveje at gå lidt højere op i motorstørrelse, hvis jeg skulle købe mig sådan én. Derfor får Nissan X-Trail 4 stilletter ud af 6.

Testbilen vi kørte i var en Nissan Xtrail 1,6 dCi Tekna, 4wd, 5 sæder, X-tronic og 4-cylindret motor. Pris kr. 518.685,-

 

0 svar

Skriv en kommentar

Deltag i diskussionen
Skriv dit bidrag herunder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *