Skoda Scala: Pålidelig hverdagsmakker med gennemtænkte detaljer

Katrine har været ude og køre Skoda Scala. Hidtil har hun ikke haft den store fidus til Skoda, men efter hun har testet den nye Scala, har hendes holdning ændret sig. Læs med her og find ud af, hvad hun synes om Skodas nye designikon – Skoda Scala.

Skoda Scala

Når det kommer til Volkswagen-familien (VW, Seat og Skoda) har jeg det lidt som med Ecco sko. Det er et fornuftigt valg, man er bestemt ikke avantgarde, men blender meget godt ind med omgivelserne og man er sikker på at det holder. Men det holder ikke én vågen om natten eller får én til at dagdrømme om at cruise rundt alle mulige fede steder. Nu er det bare sådan at de fleste af os har en hverdag der stiller lidt andre (eller i hvert fald flere) krav end at se godt ud med havudsigt – og her kan man med fordel rette blikket mod Skoda Scala.

Læs mere om den nye Skoda Scala her

Nu var jeg lidt ude med riven ved Kadjar’en og dens pumpede dimensioner – men hos Skoda Scala er vi i en helt anden boldgade. Skoda Scala skal afløse Rapid og er mellem Fabia og Octavia i størrelse – mere rummelig end Fabia, ikke så bred som Octavia. (For nylig blev den nye Renault Clio lanceret – dog med den ærgerlige nyhed at den i Danmark så populære tourermodel ikke vil blive produceret mere. Her tror jeg Skoda Scala vil ramme det samme segment ret godt.)

Den har en virkelig god kombination af at være let og forholdsvis lille udenpå og så være rummelig som Pelles næb i Rasmus Klump indvendigt. Hvert eneste område er udnyttet smart – bl.a. dørene, hvor fordøren rummer den særlige Mary Poppins-feature: en lille fiks paraply, men hvor der også er lavet flaskeholder og lille udtagelig skraldespand! Også bagagerummet på 467 liter er indrettet med krog og net, så alt kan have sin plads. Slår man bagsædet ned rummer bilen 1410 liter – og passagersædet kan lægges helt fladt ned. Så selvom Scala ikke ser enorm ud er der godt med plads til en tur i IKEA eller på genbrugspladsen.

Design
Scala står faktisk ret skarpt og især bagpartiet med det mørke glas er ret lækkert. Indvendigt er den også diskret lækker og de mange smarte detaljer løfter helhedsindtrykket. Testbilen er i Ambition-udgaven, men der er et ret stort udvalg af stiltilvalg på bl.a. sædeindtræk og dekorlister samt fælge og en lang række muligheder på farvefronten. Desuden er der lavet et stort udvalg i tilbehør, der er skræddersyet til Scala – herunder bagsædebeskyttelse og sikkerhedssele til hunden, bagagerumsmåtte og cykelholder.

Indvendigt
Igen har Scala meget mere plads indvendigt end den ser ud til udenpå. Der er ret højt til loftet også for bagsædepassagerer og indretningen er sleek. Sound systemet har 10 højttalere, så alle i bilen får god lyd når der skal høres musik. En anden ting, der fortjener ros, er infotainment-systemet, der i modsætning til mange andre bilers, kræver meget få touches for at skifte radiokanal/ændre på indstillinger/koble op til telefonen – det er faktisk sikkert nok at bruge mens man kører.

Kørekomfort
Man sidder utrolig godt i en Scala. Kabinen er støjsvag både i bykørsel og på motorvejen. Køreoplevelsen er ret smooth selvom affjedringen er lidt fast i det. Derimod er jeg ikke vild med vognbaneassistenten, der bimler og bamler hver gang der er lidt afstand mellem stregerne på kørebanen eller man kører steder hvor der er vejarbejde. Heldigvis er den nem at slå fra.

Motor
Den testede model var en 1,5 TSI ACT med 150 hk og et af den slags automatgear som gør at man glemmer at der er noget der hedder gear. Man sætter bare foden på pedalen og nyder turen. Den accelererer hurtigt og det er ret fornøjeligt hver gang man kommer forbi byskiltet og ud på landevejen eller når man kører ned på motorvejen. Selvom den er en fornuftig hverdagsmakker kan den også være sjov.

Design

Køreegenskaber

Value for money

Skoda Scala fås fra 189.990 kr. – den testede model kostede 265.990 kr.

Læs mere om Scala på Skodas hjemmeside

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.