Biltest: Volkswagen Passat Variant. Prøv den!

Den nye faceliftede Volkswagen Passat Variant giver Tesla kamp til stregen med dens nye “Travel assistant”. Du får ikke mange ydre synlige “facelifts”, men på sikkerhedsfronten er der lækkert nyt.

Forsiden og fronten af Passat Variant.
Volkswagen Passat Variant 2.0 TSI 190 HK

Design – en R-line model

Den nye faceliftede Volkwagen Passat Variant har fået lavet et par justeringer i sit facelift, men ændringerne er små.
Ligesom sin bror i Skoda Superb har Passaten fået et nyt udseende på bagklappen, hvor “Passat” står skrevet over hele bagklappen. Ligeledes har fronten fået et par justeringer der får den til at se endnu mere streamlinet ud – vurdér selv.

Vores testbil er en R-line model og har derfor både ydre og indre synlige lækre detaljer. Her får du udvendige krompyntelister hele vejen rundt, sidepaneler/skørter i bilens egen farve og mørktonede baglygter. Bagtil har du også forkromede afgangsrør – eller som man også kunne sige det: forkromet udstødning. De 19″ letmetalfælge Pretoria i grafitgrå, som du ser på vores testbil, er ekstra udstyr. Indvendigt får du sportssæder med “R-line” broderet ind i de nappalæderbeklædte sæder. Derudover har du et multifunktionsrat med R-line i bunden af rattet. Ligeledes ses der R-line lister ved fordørerne.

Alt ovenstående fås med R-line pakken som koster 41.995kr, hvis du vælger topmodellen Elegance. De nye udstyrsmodeller hedder nu (startende fra billigst til dyrest): Passat, Business, Business PLUS, Elegance, Elegance PLUS og R-line edition.

Bagenden på Passat Variant
Bagenden har fået “Passat” skrevet på midten i stedet for nede i hjørnet.

Kørekomfort – Volkswagen Passat Variant 2.0 TSI 200hk

Vores testbil er en benzinmotor TSI 2.0 med 190 hestekræfter. Den har en acceleration på 0-100 km/t. på blot  7,7 sekunder og det, skal jeg hilse og sige, er RIGTIG kvikt af en stationcar at være. Du får en usædvanlig kvik motor i 2.0 TSI modellen. Til trods for at bilen er stor og dermed også tungere, så mærker du på intet tidspunkt nogen tøven når du træder på speederen. Motoren er en sand fornøjelse med et behageligt lavt støjniveau.
Med en brændstofsøkonomi på 15,6km/literen ved blandet kørsel, så lægger Volkswagen Passat Variant sig fint i klasse med dens andre konkurrenter. Læs mere om konkurrenterne til modellen længere nede i artiklen.

DSG-automatgearet fungerer ofte godt for Volkswagen og i en benzinmotorer fungerer det ekstra god. Passaten er ingen undtagelse. Der var intet tidspunkt hvor du kører ud i gearerne og grundet motorens overskud bliver gearskiftet let og ubesværet, hvilket giver en høj kørekomfort.

TSI – hvad betyder det?

TSI står for Turbocharged Stratified Injection og er forkortelsen bag alle Volkswagens og Skoda’s benzinmotormodeller. At det er en 2.0 liter motor siger noget om motorstørrelsen, hvilket i Volkswagen Passats modelprogram er den største motor. I gamle dage (for bare 10 år tilbage) var motorstørrelsen en direkte indikator på, hvor hurtig motoren var. I dag ser vi faktisk motorer helt ned til 1,0 med op til 115 hestekræfter, hvilket kan føles ganske kvikt.

Læs med da vi testede Volkswagens nye og kvikke T-Cross med 1,0 motor og 115 hestekræfter link

Trafic Assisstant og adaptiv fartpilot giver Tesla kamp til stregen!

Mange taler om hvordan Teslas biler er nærmest selvkørende og næsten autonome under kørsel – hvorfor taler vi ikke om Volkswagens traffic assistant? Velvidende at den koster 14.995kr i ekstraudstyr så taler vi om en kørerassisstent der vil tage din kørsel på vejen (motorvej, landevej, kø og til dels også ved bykørsel) til helt nye højder! Jeg kunne næsten slippe rattet og blot have to fingre berørende rattet under kørsel, så bilen registrerer at der er en kører tilstede, så klarer den resten. Sammen med den adaptive fartpilot regulerer bilen selv hastigheden, da den er integreret med skiltegenkendelsen, og sætter derfor selv farten efter skiltene. Ligeledes regulerer den adaptive fartpilot farten i eksempelvis sving ud fra rutedata i bilen. De to assistenter gør det som Tesla har været kendt for at kunne – at køre selv – nu fås det i din Volkswagen Passat i stedet.

Travel assist aktiveret
Travel Assist aktiveret.

Sikkerhed og LED-lys

Udover den førnævnte Travel Assistant og adaptive fartpilot så har du nu også mulighed for at få en parkeringsassistent til båsparkeringer. Desuden fås Volkwagen Passat også med det såkaldte IQ.Light som Volkswagen selv beskriver med:

“Alt efter kørselssituationen tændes eller slukkes enkelte LED-segmenter målrettet for at optimere lysfordelingen.
Uanset om du kører i byen om dagen, kører på landevejen om aftenen eller kører på motorvejen i dårligt vejr: IQ.LIGHT – LED-Matrix-forlygterne tilpasser sig til forholdene. Det giver ikke kun en mere afslappet køreoplevelse for dig selv, men også for alle de forankørende eller modkørende, du møder på din vej.”

Infotainment

Det nye layout i infotainmentsystemet er nemt og intuitivt. Her tilgår du de forventede funktioner nemt og tilgængeligt. Skærmen er stor og skulle jeg kommenterer en enkelt negativ funktion, så er det volumenknapperne der også er touch, hvilket lynhurtigt efterlader fedtfingrer på skærmen.

+/- bogen

+ 2.0 TSI motor og automatgear

+ Design

+ Køreassistenter

– Bilens længde

– Dyrt ekstraudstyr

Konkurrenter og priser til Passat Variant

Du kan erhverve dig en Volkswagen Passat Variant for en startpris på 334.996kr, hvilket er en 1,5 TSI EVO ACT – 150 HK med 6-trins manuelt gear. For ca. 55.000kr kan du være kørende med DSG-automatgear, som jeg til enhver tid vil anbefale til en Volkswagen benzinmotor. Vores testbil starter på 449.995kr for modellen og med ekstraudstyr ryger den op på 530.480kr.

Du kan se mere om Volkswagens priser på Passat Variant her

Af konkurrenter i klassen kan man næppe kigge på en Volkswagen Passat Variant uden at skæve til en Skoda Superb, som værende en næsten identisk bil blot forklædt med et Skoda logo. Læs om vores biltest af Skoda Superb her.

Derudover finder vi også stationcars fra Opel i Insignia og Ford Mondeo som værende nogle af de længere stationcars, der ligeledes tiltrækker firma- og familiebilklassen.

Bagagerummet rummet 650 liter
Bagagerummet med 650 liter

Konklusion: Volkswagen Passat Variant

Der er ingen tvivl om at du i denne her bil får høj kørekomfort, masser af plads og en masse lækkert og brugbart ekstraudstyr. For totalt set 530.480kr får du rigtig meget stationcar for pengene og skulle du ikke være til en R-line pakke, så spar i stedet de 41.995kr. Jeg kan ikke give en bedre anbefaling end at sige: næste gang min egen stationcar skal udskiftes, så vil jeg kigge i retningen af Volkswagen Passat Variant 2.0 TSI 190HK.

Design

5 ud af  6 stiletter

Køreglæde

5 ud af 6 stjerner

Value for money

Se en kort gennemgang af Volkswagen Passat Variant nedenfor:

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *