Hyundai IONIQ Electric 2020: Vellykket facelift og længere rækkevidde.
Fakta om testbilen
Hyundai IONIQ kan fås både som hybrid, plug in hybrid (63 km. rækkevidde) og endelig electric, som er den vi tester i denne artikel.
Testbilen er den nye IONIQ med et 38,3 kWh litium batteri med 136 hk. og en WTLP rækkevidde på optil 311 km. Rækkevidden kommer vi tilbage til. Den kan lade med op til 100 kWh på lynladestationer. Den kommer i 2 forskellige udstyrspakker, Trend og Premium. Testbilen er udstyret med premium, som er den største udstyrspakke.
Hyundai IONIQ electric accelererer fra 0 til 100 km/t på 10,2 sekunder.
Det vandkølede batteri er placeret i bunden af bilen. Placeringen giver et lavt tyngdepunkt samt dynamiske og sjove køreegenskaber.
Design
Eksteriør
IONIQ er blevet optimeret med en række nye designelementer. Fuld LED-forlygter og ny frontgrill med computerstyrede luftklapper, som åbnes og lukkes automatisk. Det har man gjort for at skabe endnu bedre aerodynamik. Og nu vi taler om aerodynamik, så har IONIQ har altid skilt sig ud med sin 2-delte bagrude. Den er designet til at mindske vindmodstanden og gør rækkevidden længere. Om man så kan lide designet er en smagssag.
LED lygterne giver bilen et mere sporty og dynamisk look. Baglygterne er ligeledes blevet redesignet og LED-kombinationsbaglygterne fuldender det dynamiske look.
Interiør
Memory-funktion (ekstraudstyr) i førersædet er en praktisk komfort feature. Der er mulighed for at gemme din og en anden førers foretrukne indstillinger for sæde og sidespejle. Det kræver et tryk på en knap, og så er mine kørselsindstillinger automatisk indstillet. Slut med at blive irriteret over at skulle indstille sædet på ny, hvis I er flere der deles om bilen.
Teknologien indvendig har fået et nøk op ad og den 10,25″ (7″ i Trend udgaven) store skærm kan deles i 2, så du fx altid kan finde nærmeste ladestander samtidig med at du bruger navigation, radio eller telefon.
Infotainment systemet er brugervenligt og du kan betjene det meste via multifunktionsrattet.
Udstyr
Testbilen er udstyret med Premium udstyrspakken. Den koster 20.000,- mere end Trend udgaven. For den pris får du følgende ekstra udstyr:
- 10,25” touchskærm
- Alu-pedaler
- Aut. nedblændeligt bakspejl
- Blindvinkel-sensor m. advarsel for bagved krydsende trafik
- DAB+
- Infinity-lydsystem
- LED-forlygter: Nær- og fjernlys
- Navigation (dansk)
- Udvendige el-sidespejle m. velkomstlys
- Udvendige dørhåndtag i krom
- Ventilationskanal ved bagsæder
- Vindueslister i krom
- Vognbaneassistent m. følgefunktion
Nogle punkter er mere vigtige end andre, og alene for det ekstra sikkerhedsudstyr, vil jeg personligt vælge Premium udgaven.
Biltest af Hyundai IONIQ electric
Hyundai Ioniq er virkelig velkørende. Sæderne er behagelige at sidde i, rattet er godt at holde på – og så er der varme i.
Jeg føler mig med det samme godt tilpas i bilen, størrelsen er tilpas og den er velegnet til både by og motorvejskørsel.
Der er god plads på bagsædet, som sagtens kan rumme 2 voksne mennesker.
Pga. det lave tyngdepunkt ligger bilen ligger godt på vejen og klarer skarpe sving uden problemer.
På motorvejen på en specielt blæsende dag, er bilen dog bilen en anelse følsom.
Et godt alternativ til en elbil er brintbilen. Læs vores test af den elegante Hyundai Nexo.
Køreindstillinger
Jeg kan vælge mellem 3 forskellige køreindstillinger, eco, comfort og sport. Eco giver mig optimal udnyttelse af energi, og når nu jeg kører elbil er rækkevidde og energi niveau vigtigt for mig. Jeg bruger derfor eco som default indstilling og til at teste, hvor langt jeg kan få bilen til at køre på en opladning. Har jeg behov for ekstra acceleration kan jeg slå den over i sport og få 30 Nm. mere, det giver mig i alt 295 Nm.
Som de fleste andre elbiler kan jeg indstille den regenerative bremsning, her via shiftpaddles i rattet, til at styre de 4 forskellige indstillinger, der bestemmer, hvor kraftigt bilen skal nedbremse, når jeg slipper speederen og samtidig genererer strøm og længere rækkevidde. Med den kraftigste nedbremsning kan jeg stort set undgå at bruge bremsepedalen. Det kræver muligvis lidt tilvænning, men det er faktisk behageligt at køre med.
Isofix og montering af autostol i IONIQ
Jeg har en datter på 3, som sidder i autostol. Isofix er selvfølgelig standard i IONIQ, men da jeg skal sætte autostolen i, bliver jeg virkelig udfordret. Eftersom jeg tester mange biler, har jeg efterhåndet ret godt styr på at montere og afmontere autostolen. Nogle bilmodeller er nemme og nogle er sværere. IONIQ er desværre en af de sværere. Isofix’en er placeret langt inde i sædet og hvor nogle modeller har en klap til at guide stolen på plads, må jeg her forsøge at mærke mig frem med fingrene samtidig med, at jeg forsøger at få autostolen klikket på plads. Skal du kun montere autostolen en gang er det besværet værd, men har du jævnligt behov for at tage autostolen ud af bilen, skal du overveje, om du skal finde en anden løsning end en Isofix autostol.
Bluelink – altid online
Testbilen er udstyret med Bluelink, som er Hyundai opkoblingssystem. Det betyder at, jeg altid er online via et SIM-kort. Med Bluelink får man adgang til den aktuelle trafiksituation i området, vejrudsigten, rækkevidde, batteriets ladetilstand. Jeg kan også forvarme bilen til et bestemt tidspunkt og dermed stige ind i en varm bil. Jeg kan sende destinationer til bilens navigationssystem, og åbne og låse bilen. Derudover har den en funktion der gør det muligt at se, hvor bilen er parkeret, så det er slut med at løbe rundt og prøve at finde bilen i et parkeringshus.
Bluelink er dog ikke en del af standardudstyret på IONIQ Premium endnu.
Opladning og rækkevidde på Hyundai IONIQ electric
En elbil kører i gennemsnit 5-7 km pr. kWh. IONIQ kører omkring 7 km/kWh. Den kører altså lige lidt længere end andre elbiler. Eller sagt med andre ord, den kører længere på literen.
Ifølge WLTP beregningen kan IONIQ electric kører op til 311 km. Reelt kører den mellem 185-390 km. afhængig af kørsel og vejrforhold.
Batteriet er på 100 kW og kan lades op til 80% på 54 minutter på en hurtigladestation (DC ladning).
Der findes i øjeblikket omkring 2500 almindelige laderstandere (11-22 kW) i Danmark.
Hyundai samarbejder med Clever, som både sætter ladestander op ved din bopæl og rundt omkring i landet. De regner med at åbne yderligere 500 offentlige ladestandere i 2020.
Ladekablet ligger i bagagerummet på IONIQ electric. Jeg mangler et smart system til at fastgøre kablet, så det må man som ejer selv ud og investere i. Til gengæld er bagagerummet en god størrelse og kan rumme 433l.
Vi har tidligere lavet en kort guide om opladning af en elbil. Du kan se videoen på vores YouTube kanal.
+/- ved Hyundai IONIQ electric
+ pris, brugervenlig, teknologi indvendigt
– 2 delt bagrude, adgang til Isofix beslag, ladehastighed
Konkurrenterne til Hyundai IONIQ electric
Konkurrenterne til IONIQ electric er Kia e-Niro og Nissan Leaf E+, men de er begge 20-30.000 dyrere. Hyundai Kona Electric ligger på samme prisniveau og minder meget om IONIQ, men er bygget som en SUV.
Pris
Prisen på Hyundai Ioniq starter ved 259.995,- for Trend udgaven og 279.995,- for Premium. 5 års garanti medfølger og hele 8 års garanti (eller 200.000 km.) på batteriet. Metal eller speciallak koster 6.995,- men så har du også 8 forskellige farver at vælge imellem.
Konklusion på Hyundai IONIQ electric
Hyundai IONIQ electric er en velkørende elbil med en fornuftig rækkevidde. Har du mulighed for at lade bilen enten ved hjemmet eller på arbejde og kører du under de gennemsnitlige 100 km. om dagen, kan bilen snildt leve op til dit behov.
Bilen har en god størrelse. Det nye design har givet den et bedre look, teknologien indvendig er forbedret og rækkevidden er øget i forhold til 1. generation. Samtidig er prisen på et niveau så de fleste danskere, der gerne vil køre elbil, kan være med.
En fornuftig rækkevidde og pris gør IONIQ electric absolut konkurrencedygtig på det stigende marked for elbiler i Danmark.
Stiletter
Kvindernes Bilmagasin giver Hyundai IONIQ electric følgende stilletter:
DESIGN
KØREGLÆDE
VALUE FOR MONEY
Testbilen var venligst udlånt af Hyundai Danmark. De har ikke haft indflydelse på indholdet i denne artikel.