Biltest: Mercedes-Benz E350 coupé (2018) Luksuriøs på alle måder

Mercedes-Benz har efterhånden mange interessante bilmodeller på programmet, og derfor var det med ekstra spænding, at jeg skulle teste et af de nyeste skud på stammen for Kvindernes Bilmagasin, nemlig en Mercedes-Benz E350 coupé.

Mercedes-Benz E350 coupé

I kender det helt sikkert, det er ikke så tit det sker, men en sjælden gang er man bare helt solgt ved første øjekast. Det var lige akkurat, hvad der skete for mig, da jeg så coupéen.
På afstand troede jeg faktisk bilen var sort, men da jeg nærmede mig og solen glimtede i lakken, opdagede jeg den fabelagtige metallak i Emeraldgrøn.

Læs også: Ny A-klasse – Stjernens lille nye diva

Mercedes-Benz E350 coupé har et ufatteligt flot design, og der er ingen tvivl om, at der her er kræset om hver enkelt lille detalje.
Det er en bil, der bliver kigget efter, og ud over designet, er jeg sikker på at farven også spiller en rolle – der er simpelthen noget overraskende og flot over den.

Idet dørene åbnes fortsætter lækkerierne og niveauet bliver nu løftet endnu højere op med bl.a. et elegant sadelbrunt læderindtræk, asketræspaneler, smarte cylinderformet luftdysser, AMG sportspedaler i børstet rustfrit stål samt Burmester højtalere, som også har fantastisk lyd.

Fronten er virkelig elegant med den lange kølerhjelm, men især bagfra synes jeg, at bilen er flottest og skiller sig ud fra mængden. Et helt fantastisk design med den brede bagdel i kombination med de elegante lygter og voldsomme, men alligevel stilige, udstødningsrør.

Mercedes Benz E350 coupé kører som en drøm og føles både let, hurtig og alligevel muskuløs.
Med 0 – 100 km/t på 5,9 sekunder, så behøver man altså ikke være nervøs for at blive hængende ved lyskrydset.

Jeg er vild med placeringen af knapperne til de el-indstillelige sæder samt sædevarme, det er en genial feature at de sidder i døren, så man ikke skal rode rundt med hånden på siden af sædet.

Også den 9-trins automatgear-vælger er placeret anderledes end normalt –  den sidder lige bag rattet og fungerer perfekt.

Det store panoramatag med mulighed for at åbne taget på klem, gør køreturen dejlig lys om dagen, og i mørke har kabinen en dæmpet belysning med diverse lyslinier med skiftende farveskala.

Instrumentpanelets widescreen kunne jeg betjene ved hjælp af en touchpad, hvilket var en fræk finesse. Skulle der lidt ekstra sjov på turen, kunne det vælges at sætte bilen i sport eller sport+ mode.
Det var virkelig enkelt på den gode måde, at der er placeret en stribe knapper, som bare skal vippes op eller ned for indstilling af klimaanlægget.

Til gengæld havde jeg svært ved at finde den funktion, der beregner brændstofforbrug til næste tank – det burde være mere simpelt.

Jeg måtte selvfølgelig også lige prøve bagsædet. Det var let at komme derom, men udstigningen kræver altså temmelig meget øvelse, før jeg kan prale af, at det bliver elegant. Til gengæld sidder man faktisk rigtig godt deromme på de to lækre formstøbte sæder og endda med fin benplads.

Her kan der sagtens bruges udtrykkene som elegant, egoistisk og prangende, uden at det lyder forkert. Det skal nemlig forstås på den positive måde, sådan rigtig eksklusivt.

Denne herlighed koster incl. ekstraudstyr kr. 1.141.522,-.
Den model jeg testede var en Mercedes-Benz E350 coupé Motor R4 299 HK 9G-TRONIC AMG

Startpris fra kr. 865.480,-.

Læs mere på mercedes.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

FEMALE DRIVERS CLUB

Female Drivers Club er en relationsskabende og personligt udviklende netværksklub for kvinder. Der vil være spændende oplevelser med stærke bilbrands, inspirerende foredrag, og masser af goodies og hygge! Skriv dig op allerede i dag, så hører du mere.