Range Rover Velar: Luksus over hele paletten

Kvindernes Bilmagasin har haft glæde af den lækre ”Black and White” SUV Range Rover Velar.
Bilen oser langt væk af muskler og eksklusivitet.

Allerede ved den nøglefri oplåsning af bilen er der frække detaljer at spore. Dørhåndtagene som flugter med dørene, skydes ud, og er det mørkt, sørger Velar for, at der er lys i jorden ved fødderne, og så endda med noget så frækt som med et logo af bilen i lyskeglen.

Følelse af velvære
Indstigningen i bilen foregår lidt højt, men på en behagelig måde. Da jeg satte mig til rette, følte jeg med det samme en helt igennem fantastisk følelse af velvære. Man sidder godt i de lækre el-indstillelige sæder, og idet jeg trykkede på start-knappen gled loftet bagud, så der var frit udsyn til himlen gennem det store skyde-panoramatag. Alle funktioner var mørke indtil bilen blev tændt, selv automatgear-vælgeren kom op af midtersektionen med lys i – Dét synes jeg altså er blær´ på højt niveau.

Avantgarde
Velar ligger som model lige mellem den feminine Evoque og den sportslige Sport. Den har faktisk noget fra dem begge, da der nemlig både er elegance og hurtighed at spore her, og Land Rover beskriver selv Velar som Avantgarde, hvilket jo er udtryk for at være nytænkende, anderledes og eksperimenterende.

Det ydre look
Linjerne på Velar´en er opsigtsvækkende og tegnet med meget fine og yderst lækre penselstrøg samtidig med, at der er raffinement og kraftfuldhed over den. Det raffinerede kommer især til syne, når bilen ses fra siden, hvor det sportslige træder frem i form af bagendens hældende linjer og den sorte Shark fin-antenne. Selve fronten stråler af ”Her kommer jeg”- attitude. Det er faktisk også det samme, jeg føler under kørsel, nærmest som at være højere hævet over andre, ikke kun i bogstaveligste forstand, og selvfølgelig stadig inden for de tilladte rammer.
Farven Fuji White kombineret med de mange sorte detaljer gør bilen ekstra kraftfuld og muskuløs at se på. De sorte 20” monsterstore fælge er med til at gøre bilen ekstra rå. Måske er farven på fælgene dog lige lidt for rå til min smag, men det kan jo diskuteres, og fælge er jo heldigvis mulige at skifte.

 

Motor
Denne model med firehjulstræk har en 4-cylindret 2.0 V6-benzinmotor med 250 HK og kører 0-100 km/t på 6,7 sek. På trods af at bilen er stor, er den voldsom hurtig, og føles ikke på noget tidspunkt tung, den nærmest glider afsted, og det 8-trins ZF-automatgear er både smidigt og blødt.

Kabine
Selve kabinen er rummelig og vanvittig luksuriøs. Alt er holdt i sort, og der er brugt de lækreste materialer både på instrumentpanel, døre og sædeindtræk. De perforerede lædersæder føles super behagelige og affjedringen er perfekt.
Læderrattet med det lange Range Rover-logo er udstyret med varme, og selvfølgelig masser af betjeningsknapper til diverse funktioner. Det er noget anderledes end i andre biler nærmest som to unikke paneler i hver side af rattet, og det fungerer rigtig godt og ser lækkert ud.

Jeg er vild med de to store 10” touch-farveskærme, som er meget lette at bruge, hvad enten du skal finde vej eller afspille musik. De to skærme giver et bedre og større overblik, og du behøver derved ikke hele tiden skifte mellem dine funktioner.

Velar´en er udstyret med de lækreste Matrix-laser LED-forlygter, som lyser flot op på vejen og som har indbygget auto-nedblænd ved langt lys. Der er også et væld af assist-pakker, som kan indstilles til hjælp ved parkering, normalkørsel og terrænkørsel. Skal du køre i mudder, grus eller sne så er der også en indstilling for det. Ydermere er der i det automatiske gearskifte mulighed for valg af Sport-funktion.
Af ekstraudstyr i denne model kan jeg nævne: R-dynamic Black Pack, sort kontrast tag, skyde panorama tag, 20” split spoke fælge m.m.

Lastrum i megastørrelse
Bagagerummet er imponerende stort, hele 673 liter, og hvis bagsæderne lægges ned kommer volumenen helt op på 1731 liter. Der er selvfølgelig el-drevet bagklap med automatisk åben/luk-funktion og som en ekstra lille britisk finesse er vinduesviskeren højtsiddende.
Skal der bruges anhænger, er trækevnen op til 2500 kg.

I topklasse
Land Rover har her formået at lave en model, der har et rigtigt fint mix af frækhed og klasse. Der blev kigget godt og grundigt efter mig, (læs: bilen) uanset, hvor vi kom kørende.
Bilen er én af de mest luksuriøse SUV´er i verden, og har med sine rene linjer, luksus og raffinerede detaljer formået at ligge sig helt oppe i toppen af skalaen. Det hele er meget gennemtænkt helt ned til mindste detalje. Jeg må sige, at jeg er blevet yderst imponeret og meget stor fan.

Range Rover Velar er en del af Kvindernes Bilmagasin´s ”Månedens Eksklusive”

Modellen her er en Range Rover Velar, R-Dynamic S 2.0 250 HK.

Den koster kr. 1.307.680,- incl. ekstraudstyr.

Priserne begynder dog på kr. 850.182,-

Der er også mulighed for leasing.

 

Se her en lille video af lækre Velar: 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *